Med frigivelsen af det originale Pirates! i 1987 kom Sid Meier på læberne af utallige nyfødte pirater verden over. Spillet, der formåede at blande rollespil, adventure og action, er siden blevet hyldet som et af de bedste nogensinde. Nu 17 år efter føler Sid Meier sig endelig rustet til at tage den svære udfordring op og lave den første efterfølger nogensinde til spillet. Med Pirates! anno 2004 står man overfor et helt nyt og forfriskende spil. Arven er langt fra glemt, da man undervejs i spillet støder på gamle billeder og sekvenser fra det originale mesterværk, men Sid Meier har ladet fortid være fortid og udforsket en masse nye områder.
Fra spillets start er du kun udstyret med en sølle båd, en mindre besætning og et par kanoner, men fra det øjeblik du sætter sejl fra din hjemstavn, kan du allerede mærke at flere eventyr venter forude. Udover spillets historie er det primære mål at blive den største pirat nogensinde; ingen nem opgave taget i betragtning af de andre grusomme pirater, der har et skib fem gange større end dit og en besætning på over hundred mand. Heldigvis kan du starte med at angribe mindre fisk i vandet, f.eks. smuglerskibe eller mindre konvojer, så du lige så stille får nye skibe, mænd og kanoner til rådighed. I byerne rundt omkring er du i stand til at sælge alle dine stjålne goder, opgradere dine skibe og hverve flere besætningsmedlemmer. Samtidig kan du lægge et smut forbi den lokale bar, hvor du kan få tip om transportskibe fyldt med guld eller en ekskort med vigtige personer ombord, eller du kan besøge byens hersker, som kan tilbyde dig velbetalte missioner.
Pirates! udleves i det Caribiske Hav, som generelt er besat af fire kolonimagter (England, Frankrig, Holland og Spanien) samt andre pirater, indfødte og missionærer. Her er det især kolonimagterne, der får en vigtig rolle i forhold til dig, da du hurtigt, men næppe smertefrit kan blive en del af deres interne stridigheder. Bekæmper du f.eks. et engelsk skib og besøger en fransk guvernør, vil han være overordentlig lykkelig og muligvis gratulere dig med en rangering i den franske flåde. Udfører du videre missioner for det franske folk stiger du stødt i rangering, hvilket giver dig en masse økonomiske fordele, hver gang du er i en fransk by.
Er man selvstændig og ikke vil lade sig kontrollere af en stormagt, så er der masser af mulighed for at være en enspænder på det store hav. Du kan hurtigt finde tip om begravede skatte, som du kan drage på opdagelse efter. Spillet tilbyder nemlig også landgang, hvor du også efter egen vilje kan gå til angreb på byerne. Der er simpelthen en enorm grad af frihed i Pirates!, og der er næppe det man ikke kan.
Heldigvis er spillet overskueligt og enkelt hele vejen igennem. Spillet styres primært gennem ens numpad, hvor et lille interface på skærmen altid viser hvad de forskellige tal gør. Spillets mange mini-games, der både byder på kampe med sværd og dans med guvernørens datter, er ligeledes styret derigennem, så det er sjældent man skal bekymre sig om, hvordan man gør hvad. Dette betyder langt fra at Pirates! er et let spil; de mere hardcore spillere vil hurtigt finde udfordring på de sværere sværhedsgrader, så Sid Meier har forsikret at der er plads til alle.
Pirates! er et synonym for frihed, et slags GTA på vandet, og er hele vejen igennem meget atmosfærisk, stemningsfyldt og ikke mindst sjovt. Grafikken er måske ikke overvældende rent teknisk, men de lange sejlture gennem havet er nærmest maleriske. Også i de forskellige mini-games ser vi en rigtig flot stil, som er holdt godt og vel hele vejen gennem spillet. Eneste minus er landgangen på spillets mange øer, som rent grafisk virker helt ved siden af. Et andet af de problemer vi oplevede i denne version, var vindforholdene. Både i almindelig sejlads og i søslag er vinden afgørende for hvor hurtigt man kommer frem, men sker det at du sejler i strid modvind, så tager det et halvt århundrede at bevæge sig bare nogle få sømil. Dette er mest af alt et problem, når man skal rejse fra Florida og ned mod Brasiliens kyst og vinden desperat prøver at blæse én den anden vej. Heldigvis er dette et irritationsmoment vi regner med Sid Meier og Firaxis har ordnet inden den færdige udgave kommer på banen.
Kort sagt er Sid Meier’s Pirates! et enormt spil, der har potentiale til at fange en i flere uger og måneder. Vi nåede desværre ikke at få noget særligt indblik i spillets historie, der i første omgang er baseret omkring din forsvundne søster. Det er uhyre vigtigt at historien bliver en lige så solid del som resten af spillet ser ud til at blive, ellers vil visse personer uden tvivl finde friheden i Pirates! en tand for uoverskuelig og kedelig i længden. Det er samtidig et mysterium om spillets mange missioner og mini-games kan holde i længden. Heldigvis ser Sid Meier’s Pirates! meget positivt ud. Det formår at blande et utal af genrer, stille en overvældende mængde af frihed og muligheder til rådighed samtidig med at det bevarer sin atmosfæriske og stemningsfyldte stil næsten hele tiden. Vi glæder os til at grave os dybere ned i spillet og finde vores indre pirat frem, når det senere på året ventes færdigt.