Silent Hill 2 betragtes af mange som et af de fineste eksempler på interaktiv horror, og selv den dag i dag betragtes det som en af genrens absolutte giganter, der for alvor agerede trendsætter i årene efter den originale lancering på PlayStation 2 i 2001. Jeg kan lige så godt hejse det hvide flag helt fra starten og indrømme, at kva af at jeg var bare ni år gammel dengang, og ikke skulle få is nok i maven til at opleve gedigne horror-spil før et godt stykke inde i mine 20'ere, så har jeg aldrig oplevet det originale spil.
Derfor bliver den her anmeldelse, til dels om ikke andet, også nødt til at være en kritisk afvejning af Silent Hill 2 som et moderne gyserspil og om hvorvidt det på tilfredsstillende vis fungerer både som en fejring af originalen, men også som et moderne, helstøbt, adskilt værk for dem af os der... ja, bare godt kan lide genrekonventionerne.
Først og fremmest er det værd at slå fast, at Bloober Team tydeligvis har givet den hele armen her. Trods enkelte uelegante animationer her og der, så er Silent Hill 2 Remake en teknisk finpoleret spiloplevelse, som efter introduktionen af en opdatering halvvejs igennem review-vinduet fjernede stort set alle tilbageværende tekniske anker, og spillet har kørt i ret silkeblød, høj frame-rate med både flotte og finpoleret grafik som for alvor fremstår som Bloobers mest helstøbte visuelle oplevelse til dato. Der er enkelte øjeblikke, hvor specifikke kunstneriske valg skurer, såsom lettere upbeat musik under ret dunkle mellemscener, men her kan det meget vel være at studiet er fanget af originalens kunstneriske rammer.
Silent Hill 2 Remake er uendeligt flot at se på det meste af tiden, og ligeledes er stemmeskuespillet mere end tilfredsstillende i stort set samtlige scener. Det de siger er ikke altid lige pirrende, men igen lader det til at Bloober har forholdt sig ret så trofast til kildematerialet, for selvom de remixer elementer for tempoets skyld, så lader stort set hele handlingens egentlige udformning til at være ret så kraftigt inspireret af den historie der udspillede sig tilbage i 2001. Det er på godt og ondt, særligt hvis der er dele af den egentlige, originale Silent Hill 2-fortælling, der ikke ræsonnerer så dybt som håbet, og mere om det senere, men spillet er flot sammensat - ingen tvivl om det.
Silent Hill 2 handler om James Sunderland, der modtager et mystisk brev fra hans aføde kone Mary, som tabte kampen mod en alvorlig sygdom tre år tidligere. I det enigmatiske brev lokker hun ham til Silent Hill, hvor de åbenbart har tilbragt en ferie sammen, og i håbet om at Mary på en eller anden magisk måde er i live, tager han til Silent Hill og træder igennem tågen ind i et mareridtsagtigt scenarie, hvor stort set samtlige beboere er væk, hvor monstre stavrer rundt i gaderne og hvor den enigmatiske og ikoniske Pyramid Head også venter i mørket.
Hvorimod det originale Silent Hill gjorde en dyd ud af at etablere relativt tidligt, at Silent Hill er et fysisk sted, forankret af en hvis form for intern logik, og hvor karaktererne reagerer fælles på en ekstern trussel, så er Silent Hill 2 langt mere introspektivt, personligt og allegorisk i sin narrative natur, noget som jeg tænker for alvor deler vandene blandt spillere. For mig blev det løbende mere og mere unaturligt, at selve settingen faktisk udelukkende agerer platform for James' opgør med indre dæmoner, og hvor selv de fysiske trusler nærmest bliver en forlængelse af allegorien, i stedet for... ja, monstre. Som spillet skrider frem handler spillet mindre og mindre om et fysisk sted, hvor der er sket mystiske, grufulde hændelser der kan danne rammen om en opklaring af hvorfor det er som det er, og i stedet centrerer det sig som en slags kavalkade af drømmeagtige scenarier, hvor den ene ufuldstændige forklaring tager over for den anden i et forsøg på at sige noget større, noget bredere end hvad en klassisk "undslip-det-her-scenarie"-fortælling ville kunne underbygge. Det er modigt, og spillet har da også noget på hjerte om ret alvorlige emner, som spiller fint sammen med det nærmest metafysiske og grufulde. Men fungerer det som incitament til at skubbe spilleren fremad? Se, der er jeg meget i tvivl, og uden at spoile noget, eller hænge mig for meget i en kritik af et af Silent Hill 2's centrale koncepter, så fungerede det ikke for mig, og som vi nærmede os den 16 time i selskab med Silent Hill 2 Remake så følte jeg ingen tilknytning til James, dem han møder på sin vej eller noget behov for at gå på yderligere opdagelse i byens brogede historie. Det hele blev simpelthen for flyvsk, for ubetydeligt, lidt som når karakterer vågner og opdager at alt alligevel "bare var en drøm". Sådan er det lidt at spille Silent Hill 2. Det hele er bare en drøm, og fordi det hele er en drøm, så findes der hverken en begyndelse, en midte eller en slutning.
Hvis du selv er fan af allegorisk historiefortælling, så vil disse relativt dybdegående temaer give dig noget som få andre mainstream-spil tør, men for mit vedkommende føler jeg at historien mister noget ret essentielt ved at satse således. Det mister den unikke forbindelse til det der gør Silent Hill så unikt.
Men igen; dette dikteres af det originale spil, som mange i øvrigt stadig elsker og respekterer, så jeg tænker at du efter al sandsynlighed kan tilsidesætte den ellers ret centrale anke, og nyde et remake der virkelig får Silent Hill 2 til at fremstå både moderne og mekanisk stramt.
Det skal dog siges at selvom Bloober for alvor har kridtet skoene, så er der stadig aspekter af den mere strukturelle, pragmatiske spiloplevelse der kunne have brugt lidt mere optimering. Nej, kampene er ikke nær så slemme som den originale "Combat Trailer" fik dem til at se ud, og lige så snart du finder skydevåben så tager ret solide, tilfredsstillende mekanikker over for de mere kluntede nærkampsanimationer. Det hjælper dog ikke på bosserne, der virkelig ikke formår at fungere som skrækindjagende punktummer på et suspensepræget kapitel, men kedelige, ufuldstændige "meatsacks" uden personlighed eller funktion.
I det hele taget er der for få fjendetyper til at retfærdiggøre spilletiden på godt og vel 16 timer for en gennemspilning, og til tider mangler der sågar en mere allestedsnærværende trussel. Jo, et par af de fjender der er med er ret smarte, og de kravler på væggene eller forsøger at camouflere sig for at angribe dig bagfra, men størstedelen introduceres efter et par timer, og der kommer ikke rigtig nye til. Heldigvis er spillets puslespil ret geniale, og det at løse dem i trin er tilfredsstillende hele vejen igennem, selvom spillet ikke ligefrem opfinder den dybe tallerken.
Det har været en stor glæde for mig personligt at opleve en af de moderne klassikere, der betragtes som skelsættende for genrens konventioner, og jeg bliver nødt til at bifalde store dele af Bloober Teams arbejde her. Det ændrer ikke på at der findes aspekter af Silent Hill 2's fundament som fremstår lettere "shaky" i mine øjne, og din indlevelse og nydelse vil blive dikteret af hvor tilgivende du er overfor en historie der bliver lidt for tyndbenet som spillet skrider frem. Når det så er sagt, så er dette uden tvivl et kærestebrev til originalen, og respekt for det.