Silent Hill 4: The Room

Henry Townshend vågner op i sin lejlighed, badet i sved efter endnu et af sine makabre mareridt. De sidste fem dage har hans søvn været plaget af disse uhyggelige mareridt; det er desuden også fem dage siden at hans lejligheds dør blevet lænket fast, indefra. Indtil dette begyndte var Henrys lejlighed, nummer 302 i byen Ashfield, hans trygge hjem, nu er det blevet hans fængsel. Akira Yamaoka og hans bande fra Konami har valgt at gå mere efter det psykologiske gys som vi så i Silent Hill 2, frem for bare at pumpe litervis af blod ud over skærmen. Det er da også lykkedes til en vis grad, jeg kan dog ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af at der alligevel manglede et eller andet.

Der er ingen muligheder for Henry for at slippe ud af lejligheden; vinduer og døre er lukkede og telefonen virker ikke. Men pludselig vokser en revne i badeværelsesvæggen sig til et stort hul. Henry ser ingen anden mulighed for at slippe ud, så han kravler igennem hullet, men den fører ikke til nabolejligheden. I stedet finder han sig selv siddende på en lang rulletrappe, som kører nedad. For enden af denne rulletrappe støder han på en kvinde, som tror at han blot er en figur i hendes drøm. Men der er ikke tid til hyggesnak, for hun bliver dårlig og går ind på et toilet, og derinde forsvinder hun ud i den blå luft. Men også derinde er der et hul i væggen, og så er vi endnu engang begyndt på en rutsjetur i rædselskabinettet.

Noget af det første man lægger mærke til ved Silent hill 4: The Room (SH4:TR), er at det ikke rigtigt har det store med de forrige Silent Hill-spil at gøre. Der er nogle enkelte referencer rundt om, men det er ikke noget som præger selve historien det store. Det kan være både godt og skidt. For gamere, der aldrig før har haft fat i et Silent Hill spil, kan uden problemer lade sig fordybe helt i spillet. Derimod vil inkarnerede spillere af serien måske ikke rigtig føle at de sidder med et Silent Hill-spil mellem hænderne. I de andre Silent Hill-spil gælder det sådan set bare om at finde sig en stak skydevåben og en lommelygte og så gå på monsterjagt. Men i SH4:TR er der langt mellem pistolerne - og lige så langt mellem ammunitionen til disse. Så mange af kampene foregår med golfkøller, vinflasker og jernrør. Det gør som sådan heller ikke noget, hvis det ikke var fordi at kampsystemet er så utroligt langsomt. Det samme gør sig gældende med Henrys inventory, som godt nok er i smart real-time, men det er ikke særligt genialt lavet, for der kan kun være 10 ting i den, og når hvert magasin optager en plads, går der ikke lang tid inden det er slut med pladsen.

For at råde bod på den manglende plads i inventoryen, kan man gå tilbage til lejligheden og lægge de ting man finder fra sig dér. I lejligheden er der også mulighed for at optanke sin energi igen. Det er desuden også det sted man gemmer sit spil. Men det faktum at man skal tilbage til lejligheden for at ordne disse ting, betyder at man skal kæmpe sig tilbage gennem de steder man allerede har været en gang, for at komme til et hul der fører hjem. Det resulterede i at jeg adskillige gange døde, mens jeg var på vej tilbage for at gemme. Det kunne altså godt være lavet lidt smartere.

Som vi kender det fra Silent Hill-spillene, er fjenderne en flok meget surrealistiske skabninger. Der er bl.a. de søde vovser som vi elsker at hade, kæmpe-myg og gorillalignende dyr med to babyansigter. Men det er nu ikke dem som giver det store bøvl, der dukker også nogle udødelige spøgelser op i tide og utide. Disse kan man ikke slå ihjel, men de kan og vil dræbe dig. De kan endda skade dig blot ved at være i det samme rum som dig. Derfor når man møder disse, er der ikke meget andet at gøre end at tage benene på nakken og så ellers komme væk fra dem.

Det er ikke kun de skræmmende fjender som går igen fra det ene Silent Hill-spil til det næste. Det gælder også det visuelle, som altid hører til blandt det rigtig pæne. Det er dystert og meget stemningsfyldt; pokkers uhyggeligt er nok den bedste betegnelse. Men dét som altid har gjort Silent Hill voldsomt uhyggeligt, er når det grafiske bliver blandet med lyden. Endnu engang er det også tilfældet i SH4:TR, som virkelig har en virkningsfuld lydflade, som sniger sig ind under huden. Hvis man giver spillet lov, bliver man trukket ind i denne verden, og man får sig en spændende og nærmest filmisk oplevelse. Men det er måske også det eneste som SH4:TR kan sælge sig på?

Selvom der ikke er deciderede fejl i spillet, så er der derimod taget nogle underlige beslutninger, som måske har været pga. tidspres. Jeg har allerede snakket om den noget omstændige måde man skal tilbage til lejlighed 302 i tide og utide. Det giver nogle rigtig lange spadsereture, som faktisk laver knæk i selve historien. En anden ting er selve hovedpersonen, Henry Townshend. Hvor vi i de forrige spil har skullet finde Harrys datter og James’ afdøde kone, så er Henrys agenda nærmest ikke eksisterende; han vil bare ud af sin lejlighed. Desuden er han måske en af spilhistoriens mest upersonlige figurer, og man får på intet tidspunkt noget forhold til ham. Derudover er det nærmest komisk, hvor lidt han egentlig reagerer på det der sker omkring ham. Uanset hvilke skabninger, der er i gang med at slå ham fordærvet, eller hvor makabre fund han laver, er han helt cool og der er ingen spor af nervøsitet at spore. Jeg derimod var ofte helt ude på stolekanten. I SH4:TR kan man også lede længe efter puzzels, for de er der faktisk ikke mere. Gameplayet er i stedet drejet mere imod at der skal være flere kampe, hvilket kompliceres af det sløve kampsystem. En sidste ting er at der er flere af de rum man allerede har været igennem, som bliver genbrugt senere i spillet. Om det er helt efter Akira Yamaoka’s drejebog, eller om det endnu engang er tidspresset der spiller ind, skal være usagt. Men det virker bare fra tid til anden som om det er gået lige lovlig hurtigt med at få spillet gjort færdigt.

Men det ændrer dog ikke ved det faktum at spillet er rigtigt skræmmende i de 10-15 timer det tager at gennemføre. Historien er i starten rigtig spændende, men i de sidste timer begynder det hele at blive en tand for langtrukkent. Det er altså en skam at spillet ender på denne måde, men det gør ikke spillet dårligt, måske nærmere bare middelmådigt. Det er jo lidt af en skam, idet man burde kunne regne med at Silent Hill er lig med 100% underholdning fra start til slut. Derfor skal man nok trække en karakter fra den samlede score, hvis man ikke ligefrem er den store fan af Silent Hill og den atmosfære som nærmest drypper af spillet. Silent Hill 4: The Room er dog alligevel et af de bedste spil i denne genre på markedet i øjeblikket.