Silent Hill: Downpour

Den knugen, der satte sig i min mave, opfattede jeg i første omgang som ærgrelse over et opslidt koncept, som at spillet ikke passede til mig - eller jeg ikke passede til spillet.

Men det var kun delvist rigtigt. For i sidste ende indså jeg, at der er nogle konventioner i gysergenren, der simpelthen virker alt for pokkers godt på mig. Jeg har ikke besøgt Silent Hill i otte år. Og de konstante knuder i min mave, mens jeg spillede Downpour, mindede mig om hvorfor.

Som det ottende spil i en serie, der nu er tretten år gammel, det fjerde udviklet af et andet studie end skaberne Team Silent, og det første, som ingen fra det oprindelige hold har rørt (Shattered Memories fra 2009 havde i det mindste musik fra Akira Yamaoka), byder Downpour ikke på mange genopfindelser.

Og med det mener jeg, at det seneste Silent Hill i den bredeste forstand stadig er et tredjepersons gysereventyr med akavet kamp, frustrerende puzzles og en opbrudt og bizar fortælling. Og det er stadig ganske unikt i en genre, der efterhånden virker mere interesseret i at klemme action ind med et skohorn ved hver en lejlighed.

Det matcher den originale formel fra 1999, med en dybt forstyrrende rejse gennem byen, der også lægger navn til spillet.

Men efter 13 år med film, tv og andre spils forsøg på at skræmme os, virker Silent Hills mørkeste figurer og temaer ikke længere helt så urovækkende, som de var engang. Udvikleren Vatra Games forsøger heldigvis ikke at kopiere det, der er gået forud, men fanger i stedet den trykkende stemning, der brygges så stærkt sammen af de dystre gader og et soundtrack, der trækker barberblade henover dine indvolde.

Altså er historien ikke lige så bizar - en undsluppen fange og minderne om hans myrdede barn er relativt lige ud af landevejen - og spillet er ikke helt lige så stærkt - men hvornår har en syvende efterfølger også været det? - men Vatra Games formår stadig at give et hæderligt bud på, hvad et Silent Hill-spil bør være.

Du er stadig en gennemsnitsmand, der drages mod den tågedækkede by af årsager og afsløringer, der folder sig ud, efterhånden som spillet skrider frem. Mødet med de få indbyggere, der er, vil altid virke en smule skæve. Puzzles vil være stærkt forvirrende. Spillet vil drille dig med sine chok-taktikker, og de kampe, der er med improviserede våben, vil virke klodsede.

Det er sidstnævnte, der er spillets svageste element. Det er forståeligt nok svært at skabe en tilfredsstillende spilmekanik, der samtidigt skal formidle figurens manglende kamperfaring. Downpour går efter en model med to knapper - en til at slå, en til at blokere (og man kan argumentere for, at der også er en tredje, der lader en kaste sit våben) - der portrætterer Murphys klodsethed fint.

Men fordi fjenderne benytter samme system, og kun har et meget grundlæggende sæt bevægelser samt ringe (og til tider direkte morsomme) animationer, bliver enhver rædsel hurtigt suget ud af disse sammenstød. Frygt bliver ofte erstattet med frustration, når kameraet ubehjælpeligt panorerer rundt til Murphys front, så man mister synet af modstanderne i trange omgivelser.

Designmæssigt er Silent Hill og dets opland stadig lige så beskidt, som du husker det, men man bliver næppe forelsket i dets detaljer. Mørke farver betyder, at alt falder i ét med baggrunden.

Det er når Vatra åbner Other World, den helvedesagtige alternative virkelighed, der ligger over byen, at vi ser udvikleren more sig, og de udsigter, der opstår, er værd at stoppe op for at nyde.

Spillets bedste øjeblikke skal findes her, og det samme skal de bedste fjender - latterlighed må pludselig vige for væmmelse.

Men indbegrebet af spillets ubehagelighed finder vi i seriens nye komponist Daniel Licht, hvis industrial-inspirerede lydside er markant anderledes fra Akira Yamaokas oprindelige kompositioner, men mindst lige så effektiv.

Musikken er nervøs og slår ud i stil med Limbo. Men hvor Limbos musik var spøgende, holder Downpour aldrig igen, og selv uden store bashøjtalere vil akkorderne og ambiencen grave sig smerteligt ind i din mave og blive hængende.

Derfor virker det mærkeligt, at resten af spillets lydside er mangelfuld, nærmest utydelig. Man kan mærke, at spillet er bygget med surround-anlæg i tankerne - bruger du højtalerne i dit fjernsyn, og drejer væk fra figurer eller radioer, vil deres stemmer blive markant dæmpet. Det er lidt af en forhindring, når lydsiden ellers er så stor en del af serien.

Du kan let gå glip af den tilbagevendende radiovært, der dedikerer sange til din figur og er et nøglepunkt tidligt i historien, mens den knasen fra din walkie-talkie, der advarer om monstre, er desperat lav og bliver overdøvet af fodtrin og knirkende gulve. Lydmixet er simpelthen ikke balanceret.

Silent Hill er fortsat et lige så potent sted at fortælle gyserhistorier fra som altid. Men kvaliteten af disse er helt op til udviklerne, der fortæller dem. Varta klarer sig bedre end dem, der er kommet før, for det lægger sig så tæt op af Team Silents formel, at det er tro mod seriens rødder.

Det er på ingen måde et dårligt bud på serien, men hvis du er fan og gerne vil genbesøge byen, og du ikke har noget imod det velkendte, vil det nok være smartere at starte med HD-samlingen, der også lige er udkommet.

Fordi indholdet er et årti gammelt, er det lettere at tilgive problemerne med kampsystemet, og både 2 og 3 byder på overlegne historier - hvilket vil gøre dem mere tiltrækkende for nybegyndere, der er nysgerrige på serien. Men når de først er klaret, og du er sulten efter mere, så er Downpour det stærkeste af den senere tids besøg i Silent Hill.