Silent Hill HD Collection

Mange af de gode gamle spilhelte fra min ungdom er i løbet af det seneste år udgivet som opdaterede retail- eller downloadtitler. Jeg nævner i flæng Rayman, Master Chief i Halo: Combat Evolved og Lara Croft i Tomb Raider Trilogy. Konceptet er simpelt - tag de store titler fra fortiden og smid en opdatering inklusiv en højere skærmopløsning ned over oplevelsen. Tiden er nu kommet til Silent Hill 2 og 3, og hvor meget jeg end elskede de oprindelige spil, så var det med en anelse bekymring, at jeg satte anmelderskiven i min Xbox 360.

Første gang byen Silent Hill lagde asfalt til en god survival horror spiloplevelse var i starten af 1999, hvor spillet blev udgivet til PlayStation. Men denne alderspræsident er ikke medtaget i denne HD-opdatering, som alene fokuserer på andet kapitel i spilserien fra 2001 og tredje skrækoplevelse i Silent Hill fra 2003. Vi snakker to titler med omkring ti år på bagen. Ting har det med at virke mere rosenrødt set i bakspejlet, og det store spørgsmål er, om spillene er ældet med ynde og om de stadig har berettigelse nok til en retailudgivelse i dagens spillandskab - med eller uden HD.

Jeg ligger på knæ og roder rundt med højre arm godt begravet i en særdeles ulækker WC-kumme. Ledetrådene er få og spørgsmålene er mange. Mit navn er James Sunderland og min kone har sendt mig et brev, hvori hun beder mig møde hende i Silent Hill. Dette er i sig selv ikke specielt sært, hvis det ikke lige var for den lille detalje, at hun har været død et godt stykke tid. Silent Hill 2 er stadig skræmmende og fyldt med store spiløjeblikke - måske ikke lige scenen på toilettet, men titlen er pakket med mystik og god gammeldags uhygge. Måske er det min fremskredne alder og voldsomt voksende spil-CV som gør det, men disse ældre survival horror titler føles bare mere uhyggelige og angstfremkaldende end deres nutidige sidestykker.

Silent Hill 2 leverer stadig en af de bedste gyseroplevelser jeg har oplevet. Den er tyk af atmosfære og jeg kan nok ikke helt holde mig fri af den nostalgiske følelse, når jeg i tredje personsperspektiv styrer James rundt i mørke gange eller tågede gader i Silent Hill. Ikke overraskende, så er noget helt galt i denne by. Ret hurtigt udfordres man af vanvittige skabninger som skal nedkæmpes med våben man finder på vejen gennem historien. Udover slag- og skydevåben så finder man hurtigt en lommelygte, og scenariet er herefter ganske klassisk for denne spilgenre. Mange yngre titler står på skuldrene af Silent Hill-serien, og mest aktuelt kan Alan Wake nævnes.

Når man så er færdig med at være toiletinspicerende James, så kan man kaste sig over det tredje Silent Hill spil, hvor man spiller rollen som Heather. Spillet er en fortsættelse af etteren, og har ikke umiddelbart noget historiemæssigt med Silent Hill 2 at gøre. Man undres måske lidt over, hvorfor udgiveren ikke har valgt at smide det første Silent Hill med på skiven. Selvom vi her ville være helt tilbage til første generation af PlayStation, så ville det for fuldstændighedens skyld have pyntet på Silent Hill HD udgivelsen. Endvidere ville det forhindre folk, som ikke har spillet etteren, i at sidde som et stort spørgsmålstegn i lange passager af Silent Hill 3.

Om det er rollen som en velskabt tøsepige der ligger mig fjernt, eller armen i toilettet som mere taler til mig som person, vil jeg lade stå hen i det uvisse, men Silent Hill 2 er i mine øjne et noget bedre spil end 3-eren. Der er stadig tykflydende stemning - men Silent Hill 2 er på mange måder der, hvor min kærlighed til genren startede, så med en rendyrket spilanmelder subjektivitet får det min stemme, hvis jeg skal udpege det bedste spil blandt de to.

Skal vi vende tilbage til spillenes alder, så er styringen af vores hovedpersoner et af de steder hvor pensionsalderen kommer tættest på. Efter de største nostalgiske tåger er fordampet, så erindrede jeg også, hvor tung og irriterende styringen var allerede dengang spillet kom på gaden for første gang. Kameravinklen har sit eget liv, og i flere passager direkte modarbejder den dig. I vore dage er det standarden at ene thumbstick styrer synvinklen og den anden kontrollerer bevægelserne. Silent Hill har stort set låst kameraet og alt bevægelse ligger på venstre thumbstick. Man kan dog ved et tryk på en knap til tider ændre kameravinklen - valget er dog intet eller hele 180 grader, så igen kan man nemt blive lidt rundtosset og miste orienteringen. Det er tungt og føles oldnordisk.

Når man så er færdig med at råbe frustreret af skærmen i actiondelene af spiloplevelsen på grund af styringen, så kan man sætte de små grå i sving og forsøge at løse spillenes mange puzzleelementer. Igen skinner alderen igennem. Spilpædagogikken var ikke så veludviklet for ti år siden - eller med andre ord - du skal ikke forvente at spillet tager dig i hånden, og giver dig en lang lineær actionoplevelse. Der sættes krav til tålmodighed, fordybelse - eller evnen til at søge på Youtube efter hjælp. Flere løsninger kræver kombination af forskellige smådele, som man naturligvis skal finde før man kan få kabalen til at gå op.

Er man udstyret med en begrænset tålmodighed, så vil man råbe alt hvad lungerne kan klare her, og synkront fumle skiven ud af konsollen for derefter at lave et diskoskast af olympisk standard. Måske har spilbrancen i den mellemliggende periode indoktrineret os til at være action- og uhyggejunkies, som med en tiltagende hyppig frekvens skal have vores fix. Det vides ikke med domfældende sikkerhed, men alle indicier peger i den retning. Man var bare mere tålmodig dengang for ti år siden, hvor man som standard glædeligt undersøgte hver en krog af spillet. Endnu et incitament til det olympiske kast kunne være den manglende logik i puzzleudfordringerne. Til tider prøver man random kombinationer af de ting, som man har fyldt lommerne med gennem turen rundt i Silent Hill.

Den nye højopløste grafik er nydelig og særligt flere af cutscenerne er markant flottere end originalen. Udover den visuelle makeover, så er der lagt nye stemmer på Silent Hill 2 - hvor man i starten kan vælge at spille med de originale eller de genindtalte stemmer. Som tidligere nævnt kan ting virke mere rosenrødt i bagspejlet, og de oprindelige stemmer er tydeligvis en af dem i mit tilfælde. I dele af spillet er de grinagtigt dårlige og endnu et sted, hvor spillets rynker træder frem. Men når der er brummet lidt misfornøjet, så må jeg tage hatten af for det nye lydspor. Velvalgt indsatsområde og solidt udført job.

Disse opdaterede spil vil altid finde et marked. Gamle spilkrigere som eksempelvis denne spilanmelder fristes af et nostalgisk kick, og et vindue tilbage til ungdomsværelsets mørke, mens Silent Hill´s seriøst forskruede beboere angreb lige om det næste hjørne. Men hvor meget titlen end lefler for mine - og andre gamle spilleres nostalgiske spilhukommelse, så vil det ikke være en helstøbt fornøjelse for mange nutidige spillere uden det samme bagkatalog af 10+ år gamle titler.

Overvejer man at smadre sparegrisen for at samle mønter nok til denne skive ud fra eksempelvis en kærlighed for Alan Wake, så er der en sandsynlighed for en karriere som diskoskaster eller alternativt som bitter spiller med lommesmerter. Silent Hill HD er ikke for alle og vandene vil med sikkerhed blive skilt både hos anmeldere og spillere hjemme i stuerne.