Silent Hill Origins

En ung pige med alvorlige forbrændinger på hele kroppen ligger bevidstløs på gulvet i et flammende to etagers hus. Der er tydelige tegn på, at hun har været indblandet i et okkult ritual. Selv lægmand kan se, at det er et mirakel, at hun ikke er død af sine kvæstelser. Ud over flammernes sagte knitren er der en skæbnesvanger stilhed i og omkring huset - ingen sirener, ingen skrig, ingen mennesker i miles omkreds. Det føles som en drøm, eller nærmere et mareridt. Da motoren i Travis' lastbil brød sammen, styrede jeg ham ind mod byens centrum for at ringe efter en kranvogn. I stedet står jeg nu i et mennesketomt hospital med en svært genkendelig pigekrop i armene og falder, næsten på kommando, i søvn på venteværelsets bænk.

Jeg vågner op og forsøger at finde hoved og hale i nattens begivenheder. Hvornår faldt jeg i søvn? Afleverede jeg overhovedet pigen og i givet fald til hvem? Og hvorfor er jeg stadig mutters alene? Harry Mason kunne have givet mig et kvalificeret svar. Det samme kunne James Sunderland, Heather Mason eller Henry Townsend. Problemet er bare, at ingen af disse personer endnu har sat fod i sovebyen Silent Hill. Travis er den første af Silent Hills skæbner. Origins er en prolog, en skildring af hændelserne, der ledte op til Cheryls forsvinden og Harry Masons mareridtsoplevelser i det originale spil.

Og det er derfor, du som fan køber spillet. Det er for at få lagt brikkerne på plads og tilfredsstillet din nysgerrighed, og ikke for at få en stor spiloplevelse. Det er en naturlov, at et PSP-spil konverteret direkte til en "lastgen"-konsol ikke kan blive et kæmpehit. Climax' bidrag til historiens mest vellykkede horrorserie er et spil, der hjælpeløst klamrer sig til det koncept, som Konami udviklede i 1998. Et koncept bestående af en allestedsnærværende foruroligende stemning og en god historie på den ene side og ubehjælpsomme kameravinkler, et lidet ophidsende kampsystem og et forudsigeligt banedesign på den anden.

Serien er et af historiens bedste beviser på, at lyd, grafik og historie faktisk kan skjule mangler i gameplayet. Nok har kampene altid været sekundære, et middel til at indgyde paranoia og frygt i offeret foran fjernsynet, men det ændrer ikke ved, at kampsystemet længe har trængt til en vitaminindsprøjtning. At du nu kan bruge alt fra tv-apparater til kødkroge som våben, og at de slides ned som i Condemned 2, er et vitamintilskud, men i sin kerne er kampsystemet nøjagtigt lige så umedgørligt som i de tidligere afsnit.

Der er en vis tilfredsstillelse i at gennemprygle en vanskabning i spændetrøje med en knippel eller plante en toaster i panden på en sygeplejerske, men det er en ulige kamp, som spillet reelt ikke opfordrer dig til at tage. Risikoen for at få et lag tørre tæsk er stor, og førstehjælpskasserne er få. En hurtig kalkule vil afdække - ligesom min bitre erfaring i øvrigt - at kamphandlinger bør undgås for at være nogenlunde sikker på, at der er nok ammunition og helbredende genstande til bosskampene. Det giver ikke meget mening at give patienten vitamin A, og så undlade B, C, D og E. Kampene er stadig sekundære. Du kommer stadig længst ved at tage benene på nakken. Hvorfor ikke lave Halo-finten med et "genopladeligt" helbred eller som minimum lægge flere førstehjælpskasser ud, hvis det er kampene, man gerne vil sætte fokus på?

Origins er mere arbejde end underholdning. Man løber fra Herodes til Pilatus efter nøgler og små nipsgenstande, der passer ind i en smykkeskrin eller låser en dør op. Nå okay, den nøgle passer i døren på anden sal, men for at komme derhen skal jeg hen til et spejl i et afsides rum, skifte til Silent Hills "mørke" dimension - du ved, den satanistiske, uhumske projektion - og så helt hen i den anden ende af bygningen for at tage trappen op og halse videre. Selvfølgelig forbi et slæng fjender. Det er et navigationshelvede af rang. Jeg har brugt minimum en tredjedel af spilletiden på at nærstudere kort over hospitaler, sanatorier og moteller. Og det er Origins i en nøddeskal. Man skal arbejde meget for at opnå selv små fremskridt. Dør du, fordi du ikke lige fandt et savepoint, ja, så starter du om fra sidste savepoint, som kan ligge en halv time tilbage. Ikke engang her er der en hjælpende hånd. Hvad er det lige, jeg spiller for? Er det kun for at blive ængstelig, løse en håndfuld gåder og opleve historien, som skrider frem i sneglefart?

Origins er utvivlsomt Silent Hill-kædens allersvageste led. Gåderne, som det kampliderlige Silent Hill 4 gav dødsstødet, er tilbage, og stemningen og historien, der om noget er seriens varemærker, leverer varen. Uhyggen arbejder sig ind under huden på dig, som du er vant til i Konamis satanistiske univers, men fortid og nutid glider sammen i ét sammensurium. Smid enkemanden James Sunderlands mareridt i maskinen, og du vil se en grafik, der overstråler Origins' på alle punkter. Lydsiden er ikke bedre, designet er ikke bedre, og kampsystemet er heller ikke mere tiltalende end i James' velmagtsdage, og det er immervæk syv år siden, at han ledte efter den kone, som han dybt nede udmærket vidste var død og borte. Silent Hill Origins er både en plotmæssig åbenbaring og et utidssvarende selvplagiat af værste skuffe. Spørgsmålet er blot, hvilken side du ser, eller vælger at se.