Silent Hill: The Short Message

Forhåbentlig er vi alle enige om, at mobning er forfærdeligt, men mange af os har sikkert oplevet det eller måske befundet os på den anden side uden viden om, hvad det kan gøre ved de mennesker, der er blevet mishandlet. Selvfølgelig kan dette emne diskuteres længe, og det er netop dette tunge emne, som Silent Hill: The Short Message drejer sig om. Hovedpersonen Anita vågner op et mystisk sted med en besked på sin mobiltelefon fra sin veninde Maya om, at de skal mødes. Anita føler sig værdiløs, misforstået og ensom, og hvorfor tingene er, som de er, bliver opklaret i løbet af spillet, hvor der foregår en masse i den stakkels piges hoved. Der er meget at forholde sig til, og spillet viger ikke tilbage for at fortælle og vise det. Hvorfor hun er endt der, hvor hun er, ved vi ikke rigtig, men vi begynder at udforske, og den første gameplay-ændring i serien er straks mærkbar med førstepersonsperspektivet, der er godt udnyttet. Omgivelserne er utroligt detaljerede og teknisk smukke, og for det meste handler det om at gå gennem dem som en ekstremt langsom gå-simulator med en lidt uhyggelig atmosfære.

Den uhyggelige atmosfære er lidt af en skuffelse, når man indser, at The Short Message ikke er specielt skræmmende. Der er en god atmosfære her, men det er mere, fordi omgivelserne er pæne end noget andet. Derudover lider spillet af utrolige pacing-problemer, som betyder, at jeg bliver trukket ud af den atmosfære, der lejlighedsvis skabes - det største problem er de beskeder, som Anita modtager på sin mobiltelefon, der også fungerer som lommelygte. Hver gang mobiltelefonen ringer, stopper spillet, og mobiltelefonen dækker skærmen, og der bliver skrevet lidt frem og tilbage. Jeg ville have foretrukket en løsning, hvor man kunne gå rundt med sin mobiltelefon foran sig, eller at interfacet bare dukkede op som tekst på skærmen, mens man spillede. Ideen med at sætte hele oplevelsen på pause på en masse mærkelige tidspunkter føles bare dum og kedelig. Ligesom Anita, der helt glemmer det underlige i øjeblikket og derefter sender en besked til sin veninde om, at hun har sovet godt.

Spillet bliver også afbrudt af en række mellemsekvenser med rigtige skuespillere. Der er ikke meget galt med nogen af disse, men de bidrager også til, at spillets tempo lider, men de bidrager også til tvetydigheden i spillets hovedtema. Jeg kunne give det al kredit for at være et spil, der handler om mobning, at føle sig som en fiasko og endda at ønske at tage sit eget liv. Det er vigtigt, modigt og noget, der skal understreges. Men manuskriptet skriver spilleren på næsen for mange gange, der er meget show-and-tell, og mysteriet lider utroligt meget.

Jeg ønsker ikke at bagatellisere nogen af de emner, der behandles, for jeg føler stærkt for det hele på mange måder. Men når Anita tager sin mobiltelefon og begynder at tale om, hvordan hendes veninde har fået en masse nye følgere, mens hun selv har mistet de fleste af dem, er det en af de mange gange, hvor jeg synes, det bliver lidt for meget. Det er selvfølgelig en af de mange ting, der kan påvirke folk. Hvis man har det dårligt, er der mange ting, der hober sig op oven i hinanden, og det at føle, at man ikke er populær, er en af de ting, der kan påvirke rigtig meget. Men selv om jeg synes, at emnet bliver behandlet respektfuldt, og at de tunge ting virkelig får lov til at finde sted, er det ikke tilstrækkeligt velskrevet som helhed, og det bliver tungt af alle de forkerte grunde.

Historien fungerer ikke rigtig for mig, og på trods af den meget korte spilletid på mindre end to timer føles spillet stadig langsomt og langtrukkent, hvilket selvfølgelig er en stor fejl. De forsøger at bryde det hele med at gå gennem miljøer med et antal gange, hvor man bliver jagtet af et monster. Man ender også i en slags labyrint, hvor man skal finde vej ud med dette monster i hælene. Sekvenserne føles okay, men heller ikke særlig skræmmende med en trial-and-error-sekvens, hvor du skal starte forfra, hvis monsteret fanger dig.

Sammen med den detaljerede og stilfulde grafik er der også ros at give til spillets lyddesign og musik, som akkompagnerer det hele godt. Hvis du har en stor forkærlighed for at slentre rundt i smukke omgivelser, kan jeg stadig synes, at spillet kan være værd at spille, bare for dette, og da de havde den gode smag at udgive det gratis, har du intet at tabe. Men jeg synes faktisk, at det er et ret kedeligt eventyr, der fejler på mange punkter, og ja, måske skal man bare være glad for, at man får et gratis grafisk smukt eventyr, men kritikken skal selvfølgelig fremføres alligevel. Som et sidste kritikpunkt synes jeg ikke, at spillet føles som et spil i Silent Hill-serien. Noget æstetik, atmosfære og kontrasten mellem virkelighed og mareridt er her, absolut, men der mangler alt for meget, og for mig er det ikke nok, at der er nogle bizarre omgivelser, og at vægge bliver til gitre for at få det til at passe til det, jeg forbandt med serien før. Det ville have krævet mere.

Silent Hill: The Short Message falder til jorden på så mange områder. Det er ikke det mindste uhyggeligt, det fortæller sin historie og behandler emnet på en tvetydig måde, det føles ikke rigtig som et spil i serien, og så er der den forbandede mobiltelefon, som burde have været henvist til Måns' mobiltelefonkurv med det samme. I stedet håber jeg, at genindspilningen af Silent Hill 2 bliver lige så god, som jeg håber.