Sin and Punishment: Successor of the Skies

I virvaret forklarer hun tålmodigt, at jeg skal bevæge mig, for at undgå at blive skudt. Det lyder fornuftigt. Jeg har ikke benyttet mig af zapperen før, og positionen af nunchucken i plastik-dimsen, samt at det hele skal holdes i ro, for at kunne sigte på noget, forvirrer mig. Det får mig til at tænke på de gamle lyspistol spil, der også har fået en renæssance på Wiien. Med det tilføjet, at du også skal styre din karakter på skærmen, imens du plaffer løs. Og så har du et lasersværd.

"Prøv at trykke op to gange hurtigt i træk," rådgiver hun. Den skydeglade dreng flyver nu rundt i luften, og kan med en knap bevæge sig hurtigt til siden. Jeg begynder at mærke min mangel på erfarenhed med zapperen, og min motorik bliver testet, når drengen skal flyttes rundt over hele skærmen, imens jeg stadig skal ramme præcist.

Det er et simpelt spil på overfladen, men under gemmer der sig mere. Det er som om, at udviklerne bag spillet, Treasure, har gjort det at spille spillet simpelt, så de kunne udfordre sig selv til at lave det udenom så interessant som muligt. Man er derfor konstant i bevægelse, først igennem noget der ligner et militær laboratorium, dernæst ud i den omkringliggende science-fiction by, som militæret har befæstet.

Hele tiden laver du noget nyt med de simple redskaber. Finder du en god rytme med at nedskyde fjender, der kommer gruppe efter gruppe - forsvinder gulvet, og tvinger dig til at flyve op i luften, som bliver fyldt med elektriske stråler, det gør ondt at flyve ind i. Så bruger du dit sværd til at slå missiler ind i hovedet på robotter, og hvad der ellers kommer i vejen, imens du beskydes. Da dét kører nogenlunde, hopper en mekanisk edderkop ned fra loftet, og så er der dømt boss-tid.

Jeg klarer mig okay. Ikke mindst fordi den flinke Nintendo-pige satte sværhedsgraden til den nemmeste, og kun sårede min stolthed en smule. Zapperens aftrækker holdes konstant inde, og jeg pløjer robotter væk, store som små, i eksplosioner og en akkumulerende "multiplier". Sidstnævnte, er et tal der hele tiden går op, hver gang man rammer noget, så længe man ikke selv bliver ramt for meget, klassisk Treasure.

Det tal er spillets essens, da det bestemmer hvordan du spiller det. Jo højere multiplier, jo flere point. Og i Sin and Punishment: Successor of the Skies er highscoren alt. Højere score er lig højere fare, og dermed et mere spændende spil.

Spillet henvender sig til en bestemt type spiller, ligesom mange af Treasures tidligere titler. En spiller, der er til hektiske skyderi-udvekslinger, som man altid kan udføre bedre, og mestre flere aspekter af spillet, i jagten efter flere point.

Der er også en historie bag. Hvorfor man som dreng (eller pige - det vælges når man starter spillet), skyder så forbandet meget på. "Den er ikke nødvendig," havde Nintendo-pigen sagt, og prompte sprunget forbi alt, der gav en kontekst til spillet, så jeg hurtigere kunne komme i gang med skyderiet.

Når Treasure laver spil plejer det at være for et mindre publikum, men spillene er altid nogle af de mest vellavede inden for deres område. Jeg fik ikke prøvet deres nyeste spil nok, til at kunne bedømme om det også henvender sig til en smal gruppe, men det vil vi kunne afgøre, så snart vi får det fulde spil i hænderne. Uden ivrige Nintendo-piger.

Er du til store tal, og konstant adrenalin i årerne, ligner Sin and Punishment: Successor of the Skies dog en sikker vinder.