Få ting i livet er mere bittert, end at kunne kigge tilbage på en spildt mulighed og vide at den kunne have været reddet, hvis en beslutning havde været taget anderledes. Inden for spilbranchen må dette specielt gælde Ritual Entertainment, der i sin tid lancerede det originale Sin på samme tid som det genredefinerende Half-Life. Præcis som Half-Life var også Sin en FPS der prøvede at introducere en gennemgående historie, samt flytte genrens daværende grænser, hvilket i det store hele faktisk lykkedes. Som de fleste dog ved, blev Valve’s spil en succes af mastodontiske dimensioner mens det er de færreste der i dag kan huske Sin, på trods af spillets mange kvaliteter.

Spoler vi tiden frem til dag, kunne man frygte at det samme er på vej til at ske igen, for lige meget hvor meget jeg har nydt de seks timers spil den første del byder på, er modstanderne igen denne gang, hensynsløse. Men selvom der måske er bedre alternativer derude, vil jeg med denne anmeldelse gerne gøre dig opmærksom på at dette ikke er en titel du bør sprænge over, hvis du er til tegneserier og masser af skuddueller og næsten meningsløs vold.

Som John Blade vågner du halvforvirret op, spændt fast til et operationsbord og kan høre hvordan din dødsfjende fra det første spil, Elexis Sinclare, og en af hendes kumpaner diskuterer din fremtid. En redningsaktion og dertilhørende flugtaktion senere, får du din første pistol og det egentlige spil begynder. Gennem adskillige baner bydes der på utallige fjender at plaffe ned, alt i mens du kommer tættere og tættere på bagmændene og deres formodede skumle planer. Ensomheden bekæmpes af den b-films navngivende Jessica Cannon som følger dig i det meste af spillet, samt din makker JC som kontant forsyner dig med næsten nytteløs information gennem dit headset.

Hvis Sin allerede lyder som en million andre af de FPS titler du allerede har haft igennem PC systemet, er det måske fordi at her er tale om en titel der stik i mod genrereglerne, ikke på noget tidspunkt prøver at være den næste genredefinerende titel. Nedplafningen af stadig stærkere fjender er hele dagsordenen, og dette ville med al sandsynlighed have blevet enormt trivielt, hvis det ikke havde været for udviklerens vision for spillet. På intet tidspunkt bliver man nemlig forledt til at tro at spillet indeholder mere end at skyde fjender og deltage i actionfilms lignende scener. Dialogen er tynd på en charmerende måde og det hele er pakket ind i et tyggegummi univers hentet fra den sidste action b-film du har set.

På trods af alt denne genkendelighed er der dog alligevel en smule nyt at finde, primært den lærende sværhedsgrad som i teorien skulle betyde at spillere af et ethvert erfaringsniveau, ville få kamp til stregen. Systemet fungerer udmærket på trods af hvad et par klynkende udenlandske anmeldere gerne ville forlede dig til at tro, men kræver at du gør god brug af spillets quicksave og quickload funktioner. Laver du konstant dødbringende hovedskud kan du således forvente at de almindelige fodsoldater pludselig tilkalder assistance i form af ED-209 lignende kamprobotter, der på få sekunder kan gennemhulle dit skrøbelige korpus.

Dette er en annonce:

Manglen på flere forskellige våben var egentligt mit eneste deciderede minus ved Sin, og hvorfor der ikke er blevet plads til mere end tre forskellige kan jeg stadig undre mig over. Pistolens absolutte præcision er perfekt til hovedskud. Maskingeværet med sin Zoomfunktion er god på lang afstand, men Shotgunnens manglende kraft er for ærgerlig og gør våbnet værdiløst og står samtidig som endnu en påmindelse om at der sagtens kunne være blevet plads til flere valgmuligheder. Heldigvis er håndgranaterne en fryd af Halo størrelse, og er ligeså næsten en sikker succes i enhver kneben situation.

Jeg har ingen problemer med at anbefale Sin som et godt bud på et FPS hvis du er blevet lidt træt af konstant større og mere komplekse spiloplevelser, hver gang du egentligt bare har lyst til at pløkke utilpassede privatsoldater i jorden. Dette er en actionfyldt appetitvækker til nogle af genrens helt store oplevelser og fungerer i den rolle upåklageligt, og så bør alle opleve den 24 Timer-agtige slutning.