Skate

Negativ forudindtagethed og selvvalgte nedsatte forventninger, kan være en meget uretfærdig ting, uanset hvad grunden til dem er. Og jeg må krybe til korset og tilstå, at jeg er skyldig i overstående, og hvor har jeg dog været blind. Da jeg først hørte om Skate, begyndte jeg ikke at glæde mig, faktisk begyndte jeg ufrivilligt at grine. Tanken om at Electronic Arts ville søsætte endnu en sportsserie, de kunne malke i mange år fremover, var slem nok. At underafdelingen, der stod bag udviklingen, var EA Black Box, der sidste år skuffede mig fælt med Need For Speed Carbon, gjorde blot det hele værre. Men hvor har jeg dog taget fejl. EA har ikke bare har fulgt den normale fadæse med bare, at gøre alt flottere og større, i stedet har de omskrevet hele formularen for, hvordan et spil i denne genre skal fungere, og det har givet mig ny tro på EA's produkter - det har Skate sørget for.

Allerede fra første øjeblik, du træder op på dit skateboard, dit levebrød og bedste ven, føles Skate nemlig radikalt anderledes end alt andet. Styringen er let at lære, men først og fremmest virkelig overbevisende. Væk er layoutet fra Tony Hawk-serien og i stedet er den erstattet med en langt mere intuitiv styring, hvor knapperne og triggerne repræsenterer din skaters forskellige kropsdele, og hvor alle tricks sparkes i gang med et ryk i den venstre analogstick. Det er et system, der føles fuldstændig naturligt, også for en fyr som mig, hvis antal timer på et rigtigt skateboard kan tælles på én hånd. Desværre skaber styringen også problemer, når de virkelig præcise tricks skal findes frem, for så handler det i ligeså høj grad om held og tålmodighed, som det gør om evner og timing. Enkelte tricks er simpelthen for specifikke, og når det flere gange kun er en enkelt millimeter, der afgør om du laver det ene trick frem for det andet, melder frustrationen sig. Skates styring er revolutionerende for genren, men helt perfekt er den ikke.

Som stort set ethvert andet sportsspil, handler Skate også om at kravle op ad rangstigen, om at tjene de store penge og om at komme på forsiden af bladene. De etablerede professionelle skatere skal udfordres, konkurrencer skal vindes og svære tricks skal dokumenteres på film og gennem billedserier. Som bagtæppe for alle disse opgaver har du San Vanelona, en by badet i evig skarp formiddagssol, hvor enhver overflade kan bruges og grindes. Byen er stor, varieret og fyldt med hemmelige steder til dem, der går på eventyr. Selvom karrieredelen handler om at nå til tops, er der noget mere, og for mig, meget vigtigere i Skate, og det er en storstilet hyldest til den livsstil, spillet portrætterer. Stemningen er afslappet takket være det brogede og bomstærke soundtrack, der byder på alt fra N.W.A. og Nirvana til ZZ Top, og det handler ligeså meget om kulturen bag sporten, som det gør om at sikre dig pengene og berømmelsen.

Mængden af opgaver i San Vanelona er også imponerende, og spænder samtidig over flere sværhedsgrader, så hvis et par timers spil ikke kan fuldføre en bestemt opgave, kan du bare vende tilbage senere, når du er blevet bedre. Og jeg mener virkelig, når DU er blevet bedre, for i Skate er der intet erfaringssystem, der gør at de fedeste tricks kun bliver tilgængelige efter adskillige timer. Så længe dine tommelfingre kan følge med, kan du udføre ethvert trick fra starten af, og det er en intelligent designbeslutning fra Black Box.

Udover at være fyldt med ting at give sig til og steder at skate, er San Vanelona er også fyldt med biler, fodgængere og andre skatere, og det er desværre en af de dårlige ting i Skate. At byen føles levende og fuld af liv er en god ting, men når det kun er de færreste af indbyggerne der ænser, at du eksisterer, brister illusionen. Med mindre du støder ind i dem, reagerer de ikke, og problemet kommer især til udtryk, når der skal skates i trange områder. I konkurrencer hvor andre skatere deltager, kommer du til at støde sammen med dem ofte, hvilket kommer til at spolere rigtig mange tricks for en. Det er virkelig irriterende, og slet og ret en mangel på balance, som bare burde være der.

Det er sjældent at en nyopstartet serie starter ud med at stå så stærkt, som Skate gør, men det er heller ikke uden grund. Tony Hawk-spillene var uden tvivl banebrydende, da sporten først skulle spilmatiseres, men trods det, er Skate ikke en evolution af Tony Hawk-serien, det er en revolution. En revolution, der puster nyt liv i hele genren. Med EA som udgiver kan der vist ikke være nogen tvivl om, at Skate nok skal få tonsvis af opfølgere, men det gør ikke noget, for der er stadig plads til forbedring. Skate har nogen problemer, men de kan alle sagtens tolereres, når resten er oplevelsen er så tilfredsstillende, som det er tilfældet. Hatten af for EA og et stort velkommen til Skate - en serie, der uden tvivl er kommet for at blive.