Skate It

Året var 2001, og juleaften var endelig blevet en realitet. Jeg var i midten af tyverne og derfor jævnt ligeglad med alle gaverne, men glad for samværet med familien. Der var dog en enkelt gave, jeg forventede mig noget helt særligt af, nemlig gaven, jeg havde købt til min lillebror.

Han havde længe snakket om et spil, han havde prøvet hos en kammerat og ud fra beskrivelsen var jeg ikke i tvivl om, at der var tale om noget ganske særligt. Så jeg opsporede en billig kopi af Tony Hawk's Pro Skater 3, og til dato har jeg endnu ikke formået at give en julegave, som overgik den lykke, Tony Hawk frembragte. Min lillebror sled i bogstaveligste forstand huden af sine fingre, så han blev nødt til at tage en sårhelings-pause - så glad var han for spillet, som brillerede med et sublimt design, som gjorde det relativt nemt at strikke de vildeste skateboard-tricks af i en endeløs og sammenhængende gang adrenalin.

Jeg er muligvis ved at blive et nostalgisk, gammelt fjols, men når det er vigtigt at fortælle, hvad et syv år gammelt spil gjorde så rigtigt, så er det fordi, det samtidig illustrerer hvad det allerseneste skateboard-spil på markedet gør så forkert.

Skate It er Wii-udgaven af EAs ellers flot roste Skate-spil, som udkom til de to "store" maskiner for godt et år siden. Men Skate It er ifølge EA specielt udviklet til Wii'en og ikke blot en almindelig konvertering. Med tanke på Skates flotte entre på skateboard-scenen er det formentlig grunden til, at Skate It slet ikke kan hamle op med storebrors-udgaverne. Så lektien er enkel: Never change a winning team.

Skate It tager udgangspunkt i San Vanelona, som også var i centrum for udskejelserne i Skate. Men den fiktive storby er mennesketom, efter en stribe jordskælv har ramt byen, og det er derfor en fuldstændig død omgang beton, man suser rundt i. Det koster på indlevelsen, men kunne såmænd accepteres, hvis blot man så fandt fordybelsen andetsteds. Det gør man bare ikke, og det kan man desværre takke styringen for.

Da Skate It er skabt til Wii'en, har udviklerne valgt at udnytte muligheden for at skabe en mere håndgribelig skateboard-oplevelse ved at lade alle tricks tage udgangspunkt i wii-motens bevægelser. Hvis man har prøvet det velfungerende flick it-system fra det oprindelige Skate, så har man en ide om, hvordan man udfører sine fliptricks, men det handler i al sin enkelhed om at tegne hele og halve cirkler i luften med wii-moten, og hvis man vil lave en ollie, så giver man et hurtigt ryk opad med den. En manual, hvor man kører på to hjul, udføres ved at pege op eller ned med wiimoten, og slutteligt laver man et grab i luften ved at holde knappen på undersien af wii-moten i bund. Det er ganske enkelt og egentlig også en god ide. Men det fungerer bare ikke særligt godt.

Halvdelen af tiden er det fuldstændig tilfældigt, hvilket trick man ender med at udføre, selv om man målrettet går efter et ganske bestemt fliptrick. Om det skyldes manglende præcision ved selve sensorsystemet på Wii'en, eller om det skyldes sløset design, er ikke til at sige. Men det har i hvert fald den konsekvens, at man aldrig føler sig helt i sync med sin skateboarder. Han laver de tricks, han har lyst til, uanset hvordan man sidder og fægter med wiimoten, og det koster på den skala, som er vigtigst i et skateboard-spil; nemlig den som handler om at føle sig i kontrol. At det også tager en krig at få noget højde på sin skater, koster også på omdrejningstælleren og gør, at lidt af action-glansen går af spillet.

Man kan vælge at styre sin skateboarder rundt på tre måder: Med wiimoten alene, med wiimoten og nunchuk'en eller med balancebrættet fra Wii Fit. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at prøve sidstnævnte, som ellers lyder lovende, så derfor greb jeg til både wiimote og nunchuk, som klart gav de bedste muligheder for at klare de mange udfordringer, som bringer en videre i spillet. Der er ikke tale om en stor, sammenhængende verden, men derimod om mange små områder, som hver især byder på forskellige muligheder for at score point og få taget de billeder og de videoer, som bringer en videre til nye byer såsom Paris og Rio.

Man kan godt køre rundt i de enkelte områder og finde frem til de pågældende udfordringer,men man ender ofte med at vælge dem direkte fra en menu i stedet for. Hvor man i et spil som det gamle Tony Hawk fra indledningen, kunne suse rundt og lege imellem opgaverne, så er styringen tilpas tung og omgivelserne tilpas grå, firkantede og kedelige til, at man ofte ikke gider at bruge sin "fritid" på at køre rundt og lege.

Derfor er Skate It også en af de mest opbrudte spiloplevelser, jeg har haft i godt stykke tid. "Handlingen" er proppet med ligegyldige mellemsekvenser, hvor man tvinges til at se sine egne tricks, styrt og lignende uden mulighed for at springe dem over. At de så samtidig er krydret med en af de mest irriterende speaker-stemmer i lange tider, gør kun irritationen endnu større.

Men der, hvor Skate It nok går mest galt i byen, er ved kravet om, at man som spiller er meget præcis i styringen af sin skateboarder. Hvis ikke man rammer sine grinds helt lige på kantstenen eller bænken, eller hvad man nu vil grinde på, så koster det stensikkert en tur på snotten. Skate It skal ikke være Tony Hawk, hvor man jo næsten får sine grinds foræret, men i et spil, hvor styringen i forvejen lider af små forsinkelser og et strengt krav om, at man styrer præcist, ville det være helt på sin plads med blot en smule hjælp til at rive de fede tricks af i stedet for, at man hele tiden bliver straffet for små fejl, som ikke altid er selvforskyldte. Det må nu engang være sådan, at et spil skal forsøge at opretholde en vis balance, og her snubler Skate It desværre for tit.

Tilbage står man med omridset af et spil, som kunne være blevet ganske godt, men som nu kun lige formår at redde sig nogenlunde helskindet i land. Banerne er udynamiske og firkantede, og det eneste, der holder skateboardet oven vande er, at det trods alt godt kan være sjovt at negle et fedt trick, når alt går op i højere enhed. Men Skate It lader stadig meget tilbage at ønske. Spil hellere det oprindelige Skate.