Sky Crawlers: Innocent Aces

Det var ganske vist ikke nogen dyb oplevelse, men følelsen af at være almægtig i en stor, dyr maskine oppe under skyerne, var ren ekstase i elektronisk form.

Nu er det samme udviklingshold tilbage, med ønsket om at bibringe den samme følelse af arkade-sjov, som vi oplevede for mange år tilbage. Nu er vi imidlertid i spilåret 2010, og vi er siden blevet forkælet med mange gode flyspil, deriblandt HAWX og IL-2 Sturmovik, så forventningerne er denne gang noget højere til Namcos erfarne flyveteraner.

Universet i Sky Crawlers stammer fra animationsfilmen fra 2008 af det japanske studie Production I.G. af samme navn. De har tidligere lavet anime-sekvensen i den første Kill Bill film, men er mest kendte for Ghost in the Shell-filmene. I Sky Crawlers er historien fortalt med stemningsfyldte cutscenes fra samme film. Man sidder som tryllebundet foran fjernsynet, og har man en gang set Min Nabo Totoro, så ved man lige hvad der venter en i Sky Crawlers.

Men det er desværre den eneste solskinsstråle på en ellers meget grå himmel. Efter startskærmen bliver man mødt af en menu der ikke ville virke malplaceret på en Commodore 64, og man får en nagende mistanke om at dette blot er et licensspil af værste skuffe. Man indtager rollen som superpiloten Lynx, som lever i en alternativ verden, hvor krig ikke længere er nødvendigt. For at give befolkningen en følelse af sikkerhed, arrangerer store firmaer luftkampe mod hinanden, og det er så her at vores heltemodige piloter kommer ind i billedet. Det lyder umiddelbart tyndt, og det er det også. Da denne eskadrille af jagerpiloter får nye kollegaer, som oven i købet er børn, flyver den sidste flig af realisme direkte ud af vinduet. Men hvis gameplayet er godt, så har det vel ikke den store betydning, vel?

Desværre forsætter de dårlige takter når man kommer op under himmelstrøgene. Først og fremmest styres flyet ved hjælp af nunchuck'en, mens Wii-remoten står for fartenkusteringer af flyet. Umiddelbart virker dette som en god ide, eftersom nunchuck'en virker mere som et joystick. Desværre betyder det også at flyet ikke reagerer så hurtigt, eftersom flyet drejer ved de sving man laver med håndleddet. For at kompensere for dette, kan man ved et tastetryk, lave en manøvre og komme om bag fjenderne. Igen forstår man meningen med ideen, men det dræber alt strategi, når man ved et simpelt tryk, kan nedskyde fjenderne så let som ingenting.

Når missionerne så samtidig nærmest udelukkende består af ''flyv derhen, og skyd på det hele'', uden mening eller formål, virker spillet dovent og en anelse arrogant overfor sine spillere. Men hvis så man ikke dør af kedsomhed under selve missionerne, kan man opgradere sit fly med nye våben, motor og selvfølgelig er der også nye maskiner, fra tid til anden.

I virkeligheden får dette dog ingen særlig stor betydning, for alle fly kan lave den famøse manøvre hvor man kommer om bag fjenden, opgraderinger eller ej. Så dette ender mest af alt som et tomt gimmick.

Men imens man så lystigt bliver ført rundt af spillet oppe i luften, finder man hurtigt et andet, men meget frustrerende kritikpunkt, som dog ikke kun gælder dette spil, men genren generelt. For imens man er i gang med at nedskyde det ene fly efter det andet, finder den mest fladpandede samtale sted, oppe i højre hjørne af skærmen.

Ens allierede piloter synes åbenbart, at det er en stor prioritet at snakke om stort og småt under sådan en ildkamp, men i virkeligheden skaber det blot mere forvirring, og tilføjer endnu et ikon man skal forholde sig til som spiller. Dette forekommer ganske vist også i HAWX, men der er samtalen altid historiebundet, og der virker det mere målrettet og fokuseret end i dette tilfælde.

At Sky Crawlers henter sit univers og plot fra filmen er på papiret godt, især når man ser hvem der står bag projektet. Men efter at have prøvet kræfter med spillet, vil man meget hellere opleve filmen, og eftersom spillet virker skabelonsskåret og forhastet, er der ingen grund til ikke at anbefale filmen i stedet. Tidligere flyspil har ofte søgt at forny og forandre genren til det bedre, og selvom der er et stykke vej endnu, bliver spillene som hovedregel flottere eller dybere.

Sky Crawlers: Innocent Aces er et tilbageskridt set i det lys, og de fede arkadetider er ved at nå til vejs ende, med denne generation af konsoller. Vil man stadigvæk opleve en arkademæssig flyoplevelse af de helt store, må man finde et ældre Ace Combat spil frem fra gemmerne, eller prøve HAWX. Sky Crawlers: Innocent Aces formår ganske simpelt ikke at tage nogen med til den arkadehimmel, som vi er flere der elsker og savner.