Slam Tennis

I den fortsatte linde strøm af titler der pibler ud til Xbox, er vi nu nået til et nyt kapitel. Denne gang er turen kommet til tennisgenren, hvor Infogrames har frigivet et arcadeinspireret udspil. Efter at have brugt en del timer i dets selskab, har jeg både gode og dårlige sider at berette om.

Flere udfordringer
Kigger man på, hvad Slam Tennis umiddelbart har at byde på, så lyder det ikke helt dårligt. Der er Arcade, hvor du skal kæmpe dig igennem modstandere med progressiv sværhedsgrad. Der er det Championship, hvor du rejser gennem verden, og stiller op mod en række modstandere. Din indsats skulle her gerne udmønte sig i, at du vinder Slam Tennis Championship. Dertil vil dine sejre give dig belønninger i form af nye tilgængelige baner, spillere og udstyr. Endelig er der en serie Challenge Games, her er der tale om fire småspil, der alle inkluderer, at skyde forskellige effekter inden for en given tidsperiode. Det der varierer er, hvad du skal ramme, hvilke skud du skal bruge, og hvordan dine omgivelser ser ud. Til at repræsentere spillet er der blevet plads til, at licensere en række relative topnavne såsom Carlos Moya, Tim Henman og Yevgeny Kafelnikov. Der er ikke blevet plads til absolutte topnavne, og jeg synes, at det lidt er de samme navne der går igen i spil af denne type. Et eksempel på dette er Virtua Tennis, der havde stort set samme vifte af spillere. De originale spillere er suppleret med en række fiktionelle figurer. Alle spillere har en række forskellige karakterer, såsom baghånd, smash og returneringer, der samlet skulle gøre dem unikke.

Tie-break
Nu har jeg så berørt overfladen, spørgsmålet er så, om Slam Tennis også er værd at bruge tid på? Jeg kaster mig ud i en omgang arcade, vælger Carlos Moya, og smides af sted mod første arena. Opponenterne løber ind på banen, tager position, publikum bliver stille, og kampen kan starte. Styringen er meget intuitiv, der er ikke så meget at skulle holde styr på, og de gængse slag og returneringer foregår smertefrit. Ved hjælp af den analoge controller kan man kontrollere styrken af ens slag. Man spiller til syv som i en tie-break, og i tilfælde af, at der på dette tidspunkt kun er ét point til forskel (7-6), så spiller man, til der er én der har to overskydende point. Efter en hurtig kamp, må jeg lægge våben, 7-4 lød resultatet. Jeg starter kampen op igen, der er ingen ubehagelige ventetider, det hele foregår hurtigt og smertefrit. Denne gang får jeg mere styr på kampen, jeg bemærker at modstanderen holder sig til baglinien, hvilket jeg udnytter.

Hunkøn på banen
Det ender med en sikker sejr. Næste kamp toner frem, denne gang er det et hunkøn, som står på den anden side af nettet. Metodikken virker igen, modstanderne har klassisk et svagt punkt, som du kan udnytte. Dog er sværhedsgraden tilpas stigende, og du vil have en masse tætte - og til tider frustrerende - kampe. Frustrerende kan de være mod opponenter der er superservere. Eftersom du kun spiller til syv point, så er det ikke specielt underholdende, at modstanderen konstant hamrer vindere hjem på sin serv. Der er rimelig stor forskel på de forskellige underlag, eksempelvis kan du komme til at spille på en strand, hvor boldene stort set intet opspring har. Dette hjælper også på at gøre kampene med udfordrende.

Bubble Bobble
Til at forbedre dit grundspil kan du kaste dig ud i de omtalte Challenge Games. Det er rart, at der er en serie lidt mere useriøse småspil med, som man kan bruge til at træne på en utraditionel måde. Desværre er diversifikationen ikke så stor de forskellige spil imellem, ligesom at fire spil ikke er alverden. Skal jeg drage en sammenligning så var der i Virtua Tennis otte småspil, som bød på væsentlig større adspredelse. Dog er der da noget underholdning at hente, og eksempelvis Bubble Bursting Bonanza, hvor du skal ramme svævende bobler, er ganske morsom.

Rækker talentet?
Når du føler, at talenterne er finpudset, så er tiden kommet til at jagte Slam Tennis’ trofæ. Kampene her foregår på samme måde som i arcade, dog med den væsentlige forskel, at pointberegningen nu foregår som i almindelig tennis. Dette betyder, at der kommer lidt mere kød på kampene, samtidig med at heldige vinderslag ikke har så stor betydning. Generelt er der rimeligt meget udfordring at hente, og man kan altid forsøge, at genvinde pokalen med nogle af de nye spillere, man har åbnet for. Når det er sagt, så er det alligevel noget begrænset, hvor længe du vil sidde med spillet alene. Arcadesessionen er hurtigt overstået, træningsbanerne er begrænsede, og der er en begrænsning på, hvor mange gange du gider vinde pokalen. Du kan selvfølgelig vælge, at samle nogle kammerater om maskinen, I kan være op til fire spillere samtidig. Dette hjælper lidt på holdbarheden, og især i double giver det nogle heftige diskussioner om, hvilken del af banen den anden burde have dækket. Generelt set er udvalget dog temmelig begrænset, især sammenlignet med førnævnte Virtua Tennis.

Enkel grafik
Nu har jeg sammenlignet en del med netop Virtua Tennis, som jeg for et par år siden anmeldte til Dreamcast. Sammenligningen kan passende foresætte, når vi betragter den tekniske afdeling. Her er det temmeligt skræmmende, at et spil til Xbox i 2002 ikke er pænere end en udgivelse fra 2000. Teksturerne er grove, grynede og udetaljerede. Farvepaletten er meget snæver, og er ikke specielt vel valgt. Selv om det hele foregår flydende, så er det skræmmende at grafikken ikke er mere optimeret. I et spil som er meget stationært uden specielle effekter, så er det utilgiveligt, at scenarierne ikke er mere veludførte. Animationerne af tennisspillerne er udmærkede, om end noget begrænsede. Dertil så er de opbygget af et relativt lavt antal polygoner, som gør dem noget kantede at se på. Lyden er udmærket, og er tilpas afdæmpet, som det nu skal være i en tenniskamp. Derudover er der noget baggrundsmuzak i menuerne, som er hverken eller.

Overordnet set så er Slam Tennis en ganske underholdende titel. Det skal heller ikke afvises, at det kan bruges som partyspil. Desværre så har det en noget begrænset levetid, samtidig med at det er teknisk dateret. Det er en titel, som det ville være rart at kunne leje, i stedet for at skulle betale mange penge for.