Slay the Spire

Efter jeg led det første af mange nederlag i Slay The Spire, har jeg simpelthen ikke kunnet lægge det fra mig igen. Hvis du kender til analoge deck-building spil som eksempelvis Dominon, Clank eller Hero Realms, så vil du nok også genkende den lykkerus, det er at sammensætte det helt rigtige deck, hvor hvert kort på din hånd gør dit næste kort bedre og som en rullende snebold bliver det mere og mere ubarmhjertigt at støde ind i. Slay The Spire lykkes ikke alene i at digitalisere denne glæde, men bygger på med interessante mekanikker og roguelike elementer.

Udviklerne fra MegaCrit har haft Slay The Spire i early access på PC siden 2017, men i januar i år udkom spillet officielt og henover sommeren har det også fundet vej til PS4 og Nintendo Switch, og selvom det ikke længere er højaktuelt, så skal i da ikke snydes for en anmeldelse af, hvad der i denne anmelders ydmyge mening er et af årets allerbedste titler.

Udgangspunktet er egentlig ganske simpelt. Du skal bevæge dig igennem tre akter, der er fyldt med monstre, spændende skatte, uforudsete begivenheder og store boss-kampe. Du kan vælge mellem tre forskellige karakterer med hver deres unikke samling kort og evner. De starter med et deck, der mestendels består af angreb- og forsvars kort, men hurtigt får du mulighed for at udvide dit deck med alskens forskellige kort med et hav af muligheder for at trække flere kort, buffe, debuffe og en helt masse andre mere eller mindre originale kortmekanikker, der er smukt balanceret. Kortene får du gennem kampe, begivenheder eller hos købmanden, der også kan skaffe dig af med noget af fyldet i dit deck. Som det er tilfældet med de fleste deck-building spil, kan det virkelig betale sig at skaffe sig af med kort, især hvis du i løbet af dit run har samlet nogle forbandelseskort op på vejen.

Der er så mange sjove og interessante kort i Slay The Spire, at det er en sand fornøjelse at prøve at sammensætte den helt rigtige kombination. Samtidig samler du på dine eventyr også relics, der med deres særegne passive bonusser kan kaste et helt nyt lys over dit deck. Eksempelvis er der et relic, der gør, at du ikke længere lægger kortene fra din hånd i discard-bunken, når din tur er færdig - det tillægger så meget værdi til et kort, der eksempelvis giver i skade alt efter, hvor mange kort du har i hånden, at det reelt bliver en helt anden måde du skal spille dit deck på. Andre relics giver dig eksempelvis mere energi, så du kan spille flere og dyrere kort, men de tager så typisk nogle andre muligheder fra dig eller giver dig et forbandelseskort i dit deck.

Selvom du aldrig helt ved, hvilke fjender, der gemmer sig, når du rykker frem i de forskellige akter - det er blandt andet her, vi ser roguelike elementet - så er variationen ikke så stor, at du ikke har en klar fornemmelse af, hvem de forskellige fjender er, og hvad de kan, når du har været alle tre akter rundt et par gange. Især fordi, at du altid kan se, hvad fjenderne har tænkt sig at gøre i deres tur (medmindre du har det relic, der fjerner denne mekanik). Det gør også, at du efterhånden lærer deres angrebsmønstre at kende. Heldigvis kan de forskellige fjenders unikke adfærd virke ganske anderledes afhængig af, hvilken type deck, du har bygget. Fjender kan virke ganske harmløse med en type deck, for derefter at være fuldstændig uovervindelige, når du møder dem igen med en anden type deck.

Tilfældighed er et stort element i Slay The Spire. Det viser sig blandt andet i nogle fuldstændig riv-dig-i-håret-og-skrig-ned-i-puden frustrerende øjeblikke. Når du taber et run med et godt deck og en masse gode relics, fordi fjendernes angreb rammer lige ned i nogle dårlige hænder, hvor du ikke kan forsvare dig. Her kan det være svært ikke at bryde ud i primalskrig. Samtidig er det dog en del af Slay The Spires overvældende charme. Tilfældigheden står i kontrast til de regelrette kort og systemer. Din opbyggelse af dit deck bliver en udfordrende rejse, fordi du aldrig ved, hvilke kort du får tilbudt næste gang. Selvom du selvfølgelig bør have en ide om, hvilken type deck, du vil bygge op, så må du også nogle gange tænke ud over dine planer og tage de gode kort, du bliver tilbudt i løbet af dit run.

Når du bevæger dig langs de forgrenede ruter gennem de forskellige akter, må du hele tiden gøre op med dig selv, om det er værd at tage kampen op mod en boss, som giver dig kort, mønter og relics fra øverste hylde, eller om du skal stoppe op ved et lejrbål og heale. Sådan står du hele tiden overfor nogle valg både i og uden for kampene, hvor du skal beslutte om du vil satse stort, med risiko for at falde hårdt, eller spille sikkert, med risiko for at nøle dig selv op i et hjørne. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at det meget vel kan være den bedste brug af roguelike konventionerne, jeg har set i et spil. Heldigvis er der stadigvæk progression, selvom du bliver ved med at dø til sidste bossen i tredje akt. Du låser nemlig op for flere af de forskellige karakterers kort, jo mere du spiller med dem.

Slay The Spire er helt klart lettest at gå til, hvis du i forvejen har erfaring med taktiske kortspil ala Magic: The Gathering eller digitale pendanter som eksempelvis Hearthstone, men udviklerne fra MegaCrit har været virkelig dygtige til at gøre det let at forstå alt, hvad der sker. Lad mig give et eksempel. Hvis du har kastet en debuff, der gør at en fjende tager mere i skade fra angrebskort, på et af tre monstre, som du kæmper i mod, så viser dit angrebskort, hvor meget det giver i skade til monsteret med debuff og dem uden. Du skal bare holde kortet over monster, du tænker at skade. På den måde kan du hele tiden holde styr på, hvor mange slag et monster mangler, før det drætter om.

Præsentationen er fyldestgørende uden at gøre noget større væsen af sig, hverken på billed- eller lydside, til gengæld er alt under overfladen sindssygt lækkert skruet sammen. Selvom der i grundstrukturen er en del gentagelser, så er det et spil, som du får lyst til at spille igen og igen, fordi mulighederne forgrener sig, når tilfældighederne spiller deres pus. Hver af de tre karakterer (på PC er der en fjerde karakter i beta) har mange potentielle deck-kombinationer, og roguelike elementerne gør, at du aldrig er sikker på, hvad der venter om det næste hjørne, hvilke kort du bliver tilbudt, eller hvilke relics, der kan komme ud af det blå og ændre hele din slagplan. Selv når du har slået sidste-bossen med alle karakterne, er der stadigvæk nye udfordringer at tage op.

Slay The Spire er overskueligt at gå til, men rummer alligevel tonsvis af dybde og taktiske overvejelser. Nogle gange er din egen skæbne ude af dine hænder. Det må du finde dig i. Faktisk er det en del af charmen, når selv en lille snothvalp af en fjende kan slå dig tilbage til start. For selvom det kan gøre forfærdeligt ondt, så går der ikke længe før den følelse har lagt sig og er blevet erstattet af forventningens fryd. Fans af deckbuilding spil - ja af digitale strategiske kortspil i det hele taget - må ikke snyde sig selv for denne lille perle.