Eeendleesss Paaaain nærmest growler Tom Araya med en hæs stemme fra min iPhone, da jeg endelig får ramt den sidste af de tre farver under den senede og blodige figur på operationsbordet. Neonlys fejer henover de ildrøde omgivelser, publikum jubler og Slayer spiller løs. Velkommen til Gameproms seneste pinball-spil på iPhone.
Ikke siden Sega leverede Kiss på Dreamcast og Electronic Arts' smed Crüe Ball på MegaDrive har vi haft fornøjelsen af at se den groteske kombination af Pinball og heavy metal i samme spil. Men nu er det tid igen.
Gamepro har stået for en lang række velfungerende pinball-spil til Apples håndholdte maskiner, hvor især Pinball HD og Wild West er solide bud på genren. Denne gang er det en noget anderledes oplevelse skræddersyet til Slayer-fans. Sangeren/bassisten fra gruppen, Tom Araya leverer støn og skrig, mens pinball-maskinen er pyntet op i bedste World Painted Blood-stil. Kun et enkelt nummer fra dette album fungerer som underlægningsmusik i hoveddelen af spillet, mens forskellige samples leverer mindre brudstykker af musik undervejs.
Således farer min kugle rundt på et vivar af skelthoveder, en liggende guitar og makabre ord. Jo jo, dette spil er for ægte metal-hoveder. Kuglens fysik er som, man kunne forvente fra en Gamepro-udgivelse: bundsolid, mens detaljegraden på maskinen er imponerende, grænsende til det uoverskuelige på den lille telefon, især hvis man vælger at se hele spillefladen uden scrolling. Det er ganske tydeligt at mærke, at dette spil forventes at gå sin sejrsgang også på iPad.
Naturligvis er der mulighed for multiball og en masse bogstavlege. Denne gang har ordene, som du skriver, en ekstra funktion. Når du har stavet til Melting Flesh, Agony, Homicide eller andre af de typiske helvedesord åbner du op for guitar-play. Den elektriske guitar, der er smidt på pinball-maskinen, er nemlig ikke kun til pynt. Så snart du har lyst et helt ord op, kan du sende kuglen op af guitarhalsen og åbne et minispil, der ikke er helt ulig Guitar Hero. Her skal du i takt til musikken ramme forskellige toner der farer ned af guitaren. Det fine lille minispil og det gode nummer til opgaven føjer en lækker detalje til en i forvejen godt pyntet Pinball-maskine.
Når alt kommer til alt, er dette dog endnu et pinball-spil med stort set de samme mekanikker som tidligere Gameprom-udgivelser, bare med dødsmetal-tema og en anelse dyrere. Det er dog stadig et rigtigt godt spil, og er du Slayer-fan eller bare glad for thrash metal, så bør denne udgave ende i samlingen.

Slayer Pinball Rocks HD er testet på en iPhone 3GS, det fylder 23.6 MB og koster 18 kroner på iTunes (introduktionspris, vejl. 45 kroner).
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10