Dansk
Gamereactor
previews
Sleeping Dogs

Sleeping Dogs

Gamereactor har tilbragt et par omtulede døgn i cirkelsparkenes og Roleximitationernes hjemby, Hong Kong. Her følger et første indblik i hvordan True Crime: Hong Kong ser ud, efter at have undgået døden med en hårsbredde og genopstået som Sleeping Dogs.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Lyden, der fylder lokalet, er ikke til at tage fejl af. Selvom vi er langt over halvtreds mennesker til stede, placeret i tætte stolerækker, så høres der ingen stemmer. I stedet: den klikkende lyd fra nervøst håndterede kuglepenne, hastige fodtrin henover et tæppedækket gulv, kroppe der vender sig på sædehynderne. Sammen danner de den særlige atmosfære, der lægger sig over et lokale af journalister, der inden længe, og som de første medierepræsentanter, får lov til at se et kommende spil.

Vi befinder os i Jumbo Kingdom, en flydende resturant et sted i verdensmetropolen Hong Kong. Den samme by, der er skueplads for spillet i den trailer, der om få øjeblikke sættes i gang. Den foregår i et hæsblæsende tempo. Masser af ild, kung fu og brækkede ribben. Det, der engang hed True Crime: Hong Kong hedder nu Sleeping Dogs. Tankerne går umiddelbart til udtrykket "let sleeping dogs lie", den engelske pendant til vores udtryk om ikke at vække sovende bjørne.

Sleeping Dogs

Mine overvejelser og associationer afbrydes hurtigt, da et hav af projektører rettes mod de repræsentanter fra udvikleren United Front og udgiveren Square Enix, som er ivrige efter at overøse mig og mine kolleger fra hele verden med slagord, fakta og anekdoter omkring alt det, der udgør Sleeping Dogs. Som sædvanligt spidser jeg ører, da præsentationen kommer ind på forebilleder og inspirationskilder.

Dette er en annonce:

For mit eget vedkommende tænker jeg straks på Grand Theft Auto, selvfølgelig. Det er svært ikke at gøre det, når det handler om spil med åbne verdener, især når de udspiller sig i storbyer proppet med gangstere og banditter. Udover det, kilder nogle af de mest intense actionsekvenser samme del af hjernen, som tiltales af Just Cause 2 i sine bedste øjeblikke. Når United Fronts Stephen van der Mescht tager ordet, er der dog ikke så meget snak om andre spilserier - konkurrenter eller ej - og i stedet tales der meget om film.

Sleeping Dogs

Og det er klart, at hvis man placerer sit spil i Hong Kong, ville det nærmest være misligehold ikke at bygge videre på alle de associationer, der følger med navnet. Bruce Lee, Chow Yun Fat og Jackie Chan. Listen over byens sparkende akrobater fortsætter i det uendelige. Det er klart, at byens filmarv med velkoreograferede kung fu-balletter mellem strissere og triade-gangstere er en tilgang, der skal udnyttes. Og når jeg kigger på mine noter fra præsentationen, står der også ganske rigtigt "Megadødskungfu" øverst på siden.

Ekstra stor opmærksomhed får filmen Infernal Affairs, der i parløb med sin amerikanske remake, The Departed, svøbte over såvel biografsale som Oscar-uddelingen for nogle år siden. Jeg tænker, at det er svært at finde en bedre inspirationskilde for et drama med Sleeping Dogs' ambitioner, men at der også følger høje krav med, når man stiler højt. Ligesom Infernal Affairs' Chan Wing-Yan er spillets helt, Wei Shen, en politimand der risikerer liv og lemmer ved at infiltrere et brutalt forbrydersyndikat i jagten på retfærdighed og fældende beviser.

Dette er en annonce:
Sleeping Dogs

Oplægget med den identitetsforvirrede helt, eller rettere sagt antihelt, der er splittet mellem idealer og begær, er ingen nyopkomling på dramaturgihimlen, men det spiller efter min mening ikke så stor en rolle. Temaet er fascinerende, og Sleeping Dogs har derfor alle muligheder for at være vedkommende og udfordrende. Men det forudsætter at de cinematografiske kvaliteter forbliver høje gennem hele spillet, samt at United Front klarer den svære balancegang mellem gribende fortælling og legesyg sandkasse.

Men hvor flot, det hele eventuelt bindes sammen i sidste ende, giver det ikke megen mening at tale om lige nu, så lad mig i stedet fortælle om noget, jeg har mere direkte erfaring med. Jeg havde nemlig fornøjelsen af at runde min arbejdsdag af med Xbox-versionen af Sleeping Dogs. Eller nærmere bestemt med to missioner fra spillets alpha-udgave.

Sleeping Dogs

I den første, bliver jeg kastet ud i byens myldrende gader, på jagt efter en fyr, som jeg har et udestående med. Han viser sig dog at have svære samarbejdsvanskeligheder, og stikker af, så hurtigt hans ben kan bære ham, i samme øjeblik han ser mig. Da mine knoer er meget opsatte på at tale med hans strubehoved, har jeg ikke andet valg end at sætte efter ham. Under jagtsekvensen skifter omgivelserne fra marked til baggyder, og Wei må blandt andet fremvise sine rigtig skarpe parkour-færdigheder for ikke at sakke bagud. Hele øjeblikket bliver et kærligt gensyn med de intense gader, jeg personligt forelskede mig i mindre end 24 timer tidligere.

Der går ikke længe, før jagten er slut, og jeg befinder mig blandt en skare - gudskelov ubevæbnede - skurke. Endelig får jeg lov at arbejde med hænderne! En af udviklernes udtalte ambitioner er at lægge stor vægt på spelmekanikkens små detaljer, hvilket hurtigt bliver tydeligt. Man har ublu ladet sig inspirere af Rocksteadys Batman-spil, og hvorfor ikke? Det er, ikke overraskende, en fryd at banke sig rytmisk gennem en samling rasende bøller, med counters og brutale afslutnings-moves blandet ind hist og her. Slagsmålet når ikke helt op på forbilledets niveauer, men det er også fjollet at forvente noget sådant af et ufærdigt sandkassespil.

Sleeping Dogs

Derefter, og som sidste punkt på dagsordenen, følger et racerløb af standardmodel. Lækre babes, hurtige klip og klar til start. Ikke så meget pjat. At bedømme kørefølelsen efter nogle få minutter er selvfølgelig svært, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var begejstret over bilkørslen i Sleeping Dogs. Det føles ordinært, med en del hakkende indslag i svingene. Et acceptabelt indslag i et spil, der indeholder meget andet, ganske enkelt. Udvikleren er dog ikke helt enig, og taler gerne om de mange teammedlemmer med meritter fra EA Black Box (dem med Need for Speed). At vi har forskellige opfattelser af dette ene punkt, generer mig dog ikke nævneværdigt. Jeg ville faktisk være fuldt tilfreds, hvis United Front leverer atmosføre, handling og kung fu i stil med de første indtryk.

Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
Sleeping Dogs
HQ

Relaterede tekster

Sleeping DogsScore

Sleeping Dogs

ANMELDELSE. Skrevet af Petter Hegevall - GR SE

Sleeping Dogs forsøger at blande cover-baserede ildkampe med hårdhændede slåskampe i en stor sandkasse.



Indlæser mere indhold