Mens Insomniac’s næste titel var ventet med længsel ved årets E3 messe, så var det forholdsvis ukendte Sucker Punch, der løb med al opmærksomheden i form af deres platform spil Sly Cooper and the Thievius Raccoonus. Firmaet fra Seattle, der tidligere kun har udgivet det underlige og let oversete Rocket: Robot on Wheels på den nu hedengangne Nintendo 64, slog benene væk under de fleste, med et spil der ikke bare sprudlede af grafisk elegance, men også havde et forfriskende nyt gameplay, med flere overraskelser.
Selv kalder firmaet den visuelle stil for Toon-Shaded, en blanding mellem Sega’s legendariske Cel-shaded teknik og traditionel tegnefilms stil. Udfra den tidlige demo som GameReactor er i besiddelse af, og som tiltrak en masse stirrende blikke ved E3, skulle man ikke tro at det var Sucker Punch’s første udgivelse på PlayStation 2. Et fængende gameplay med en stiliseret grafisk overflade, satte de fleste skeptiske pressefolk på plads, og for de mange, der rent faktisk nåede at sætte hænderne på joypaddet, var der kun ros tilovers.
Spillet handler om Sly Cooper - en vaskebjørn der kommer ud af en lang familie af tyve. På hans otte års fødselsdag foræres han en bog kaldet Thievius Raccoonus. Men lige efter at han har pakket bogen ud overfaldes han af skruppelløse banditter, som splitter bogen ad og spreder dens mange sider ud over et stort areal. Som spiller overtager man styringen af Sly ti år senere, hvor den nu 18 årige mestertyv for alvor vil finde sin bog igen. Dermed har udviklingsteamet muligheden for at inkorporere elementer fra spil som både Metal Gear Solid og Jak and Daxter - noget Sucker Punch indtil videre har mestret til fulde.
Demoen begynder da spilleren sættes af på fjendens område. Her introduceres man for nogle af spillets mange facetter gennem Bentley, en skildpadde, der stort set har fingrene nede i alt, der lugter af teknik. Her gennemgås de mest basale evner og muligheder, og det varer ikke længe før Sly kan styres rundt af kyndige hænder på torve, gennem dunkle bygninger og forbi patruljerende vagter. Gameplayet består dels af traditionel platforms sjov, hvor de obligatoriske hundrede mønter giver spilleren et ekstra liv, men teamet har også lagt oplysninger rundt omkring på banen, og finder man nok af disse, kan evt. pengeskabe og andet brydes. Nogle giver spilleren nogle ekstra kroner på lommen, mens andre udvider Sly Coopers arsenal af bevægelser og muligheder.
Grafisk er spillet som sagt imponerende. Den ellers så gennemtærskede Cel-Shaded teknik bliver på finurligste måde givet en forfriskende omgang maling, og dermed fremstår det helt anderledes en f.eks. Jet Set Radio og Cel Damage. Både detaljer og lys er virkelig gennemførte og animationen af både fjender og i særdeleshed af Sly Cooper, er som taget direkte ud af en dyr tegnefilm. Lyden er ligeledes velvalgt, og består af lækker underlægningsmusik, der dynamisk skifter tempo og tema, alt efter hvad du foretager dig, mens stemmerne, om end amerikanske, er indtalt med føling og forståelse for den indlagte humor.
Gameplayet er en blanding af flere forskellige spilgenrer, og vil utvivlsomt kunne tilfredsstille både platform, action og stealth fanatikere. Sly Cooper kan bl.a. snige sig langs vægge, gemme sig i skygger, og kravle over kløfter på torve. Visse steder kræver spillet tålmodighed hos spilleren, for at kunne navigere sig gennem hidsige laserstråler og andre overvågningsfælder, mens det andre gange kan betale sig at tackle problemet lige på. En lækker detalje, er en scene, hvor Sly Cooper bruger en tønde som beskyttelse, for at komme igennem en område med aldeles dødelige våben, der aktiveres så snart han sætter fod på gulvtæppet.
Hvis Sucker Punch kan videreudvikle denne innovative titel i samme stil, og ikke blot gentage de tricks vi allerede har fornøjet os med, så kan platform fans godt se frem til et herligt efterår, med spil historiens mest snedige vaskebjørn. Grafisk er spillet netop så fornyende som vi kan forvente det af en platform, der nu har nogle år på bagen - og gameplayet er indtil videre også forfriskende anderledes. GameReactor glæder sig til at kigge nærmere på spillet meget snart.