Sly Cooper: Thieves in Time

Paris. Indbrud på et historisk museum. Et gammelt samuraisværd stjålet. Vagter bekræfter visuel kontakt med tre mistænkte: En stor lyserød flodhest, en lille skildpadde i en kørestol og en vaskebjørn med en guldstav.

Flere øjenvidner har bemærket, at køretøjet de mistænkte brugte til at flygte i forsvandt ud i den tynde luft. Du ved måske allerede nu, hvor vi er på vej hen?

Sly Cooper er tilbage efter otte års dvale, og denne gang med en ny udvikler bag rattet. Sly Cooper: Thieves in Time prøver på en gang både at give de passionerede tilhængere af den ukuelige bande det de vil have, og forsøger at ryste den klassiske platformformular en smule ved at placere Sly Cooper i 2013. Paradoksalt nok ved at lade spilleren rejse tilbage i tiden. Denne komplekse udfordring har taget Sanzaru Games seriens nye udvikler en del år, men heldigvis er charmen intakt, grafikken er farverig og stemmeskuespillet samt underlægningsmusikken er i top. Desværre har overgangen også sat sine spor.

Sly er gået på pension, og nyder sit otium med den smukke Carmalita Fox. Alt er dog ikke en dans på roser. Thievius Raccoonus den sagnomspundne bog, der beskriver hele Cooper familiens tyvetricks gennem historien, er på mystisk vis ligesom billederne af McFly i Tilbage til Fremtiden begyndt at miste sine sider. Banden bliver samlet igen, og sammen må de rejse tilbage til fire forskellige tidsperioder og forsøge at finde hoved og hale i det nye mysterium.

Karaktererne er så farverige som altid, både bogstaveligt i form af den knaldlyserøde flodhest Murray, den grønne skildpadde Bentley samt den mørkeblå og grå Sly inklusiv deres personligheder og replikker, der stadig har den samme tegneserie-stereotype og legesyge stil som i de tidligere spil. Selvom tidsrejser er en smule kliché at tage op som den næste naturlige udvikling af Sly Cooper serien fungerer det ganske fint og indarbejder nydeligt spillets store trumfkort: Sly's forfædre.

Disse fire forfædre, som Sly og hans hold skal redde, fungerer som sjove historiske tilføjelser til banden og det lykkedes mere eller mindre. Der mangler dog dybde i disse karakterer og langt de fleste gange, ønsker man at de ville tie stille, så vi kan få flere skægge replikker fra Sly og resten af slænget. Dette er ikke fordi forfædrene er dårligt designede som karakterer, men de bliver en smule intetsigende i forhold til banden, som vi efterhånden kender så godt.

Dog byder disse forfædre på lidt mere end bare replikker og periodebaserede jokes. De tilføjer nemlig specifikke gameplay-ændringer til formularen med hver deres signaturteknik, og dette gør den samlede spilleoplevelse ganske nuanceret, som vi har lært at forvente det fra Sly-serien.

Rioichi Cooper kan eksempelvis hoppe meget længere end Sly, og Sir Galleth Cooper kan bruge sit ridderskjold. De basale mekanikker er dog forblevet urørte, og at hoppe, kravle og klatre som Sly er næsten identisk med mekanikkerne i seriens debut fra 2002. Der er altså stadig tale om et klassisk platformspil set i tredjepersonperspektiv.

Bandemedlemmerne har hver deres ekspertiseområde, og dette betyder, at missionernes natur ændrer sig drastisk alt efter hvilken karakter, der spiller dem, og dette er både Thieves In Times' største styrke og svaghed. Det momentum der bygges op af en klassisk rekognisceringsmission af Sly kan lynhurtigt ødelægges af et irriterende langt og repetitivt hacking-minispil fra Bentley og sådan kan det blive ved. Det samlede tempo i hver af verdenerne har altså både bølgetoppe- og dale, og dette gør den samlede spiloplevelse spændende men også ujævn.

Heldigvis er Sanzaru Games ikke bare fortsat med at tilføje spilbare karakterer til formularen, men har i stedet valgt at koncentrere sig om forfædrene og banden, og dette gør spillet mere fokuseret end Sly 3: Honor Among Thieves fra 2005. Der er i alt fire verdener at spille igennem, der udover missionerne byder på samleobjekter at finde, og mønter at indtjene som kan bruges på nye teknikker til hver af de spilbare karakterer. En lille håndfuld minispil er også en kærkommen tilføjelse der giver en mulighed for at nyde Sly og kompagnis selskab til fulde. Selv med disse tilføjelser er Sly dog ikke en specielt lang spiloplevelse trods de detaljerede åbne verdner. Sly-serien er blevet længere og længere for hvert spil og denne gang vil hele fornøjelsen tage omkring 12 timer, og dertil kan man lægge et par timer med at optjene de sidste trofæer og samle de sidste samleobjekter.

Mange af mekanikkerne er altså det, vi kan betegne som "klassisk Sly" og dette gælder også for lyden. Castet bag de ikoniske stemmer vender alle tilbage til Thieves In Time, og underbygger den nostalgiske følelse. Med ikoniske tilføjelser som Nolan North (Nathan Drake i Uncharted-serien), der bidrager med sin oplagte og nuancerede stemme til en af spillets skurke, får vi her serveret en alsidig, bizar og sjov cocktail af forskellige stemmer, der passer perfekt til det farverige univers.

Hertil kommer den klassiske bombastiske jazz-score med kæmpe messingblæsere og jungletrommer, der er som taget fra en parisisk kabaretklub. Hele lydoplevelsen er utrolig stilistisk og understøtter fuldstændig Slys detektiv/Noir univers. Selvom der ingen store chancer bliver taget, hverken musikalsk eller stemmemæssigt, forbliver den samlede lydoplevelse som et af Sly Cooper: Thieves In Times stærkeste pointer, og blæser Dubstep og andet elektronisk spilmusik et stykke. Det er altså tydeligt at Sanzaru Games ikke er bange for at omfavne nostalgien men snarere bruger den som et tydeligt virkemiddel til at vække spillerens nysgerrighed.

Nostalgien er ikke kun at finde i spillets mekanikker og i lydbilledet, men bestemt også i spillets grafik. Det tegneserieprægede design har været et af Sly seriens varemærker siden debuten og findes i al sin pragt i Thieves In Time. Der er dog tekniske opgraderinger at finde, eksempelvis PS3 versionens imponerende 60 frames i sekundet, der gør spillet dejligt flydende at se på. Ansigtsanimationerne har forbedret synkronisering mellem karakterernes læber og stemmeskuespillet, og dette giver karaktererne og plottet en helt ny dimension.

Selvom tidsrejser kan været et lidt klichépræget emne, tillader det i alle tilfælde de kreative sjæle at lade farvepaletten tale, og der er ikke blevet sparet på noget i Thieves In Time. Hver verden har sit eget design og tilhørende stemning og binder sig til en bestemt historisk periode, fra det feudale Japan til Det Vilde Vesten. Ligesom i tidligere Sly-spil er universet altså meget opdelt, men det gør også at hvert univers er blevet ekstra karrikeret og dette klæder spillet rigtig godt. Sly har altså stadig det visuelle design på sin side, men er dog ikke det flotteste tegneseriedesignede spil siden Borderlands 1 og 2 tog denne visuelle stil til et helt andet niveau. Flot er det dog og den charme, som serien er kendt for, at helt sikkert til stede.

Sly Cooper: Thieves in Time er en svær størrelse da den både fuldstændig omfavner den klassiske formular som er etableret af den tidligere udvikler af serien, men samtidig forsøger at videreudvikle ideen og genintroducere banden. Dette lykkedes heldigvis og via en magtdemonstration af et stemmeskuespil, en stærk grafisk stil og genkendelige platformmekanikker er Sly tilbage i storform på både Sonys håndholdte PS Vita og PS3. Du kan samtidig gemme din fremgang i spillet på tværs af begge platforme. Smart.

Overgangen til Sanzaru Games er dog ikke helt uden knubs, og tidsrejsekonceptet virker til tider lidt billigt, mens det ujævne tempo i de forskellige missioner i visse tilfælde bryder spiloplevelsen. De forskellige forfædre er en skæg afveksling og tilføjer helt sikkert noget farve til universet, men de ender desværre med at være langt fra lige så farverige og veludviklede som Sly, Murray og Bentley hvis venskab er en af de store styrker ved serien.

Sly er tilbage, og hans lille ferie har været alt for lang. For her har vi at gøre med et univers, der helt sikkert har sin plads blandt platform-klassikerne.

Thieves in Time er en succes, der fortjener enhver spilelskers opmærksomhed, men er samtidig ikke seriens stærkeste spil. Sanzaru Games kan klappe sig selv på skulderen for at reetablere den dumsmarte vaskebjørn og hans mærkelige bande som en af Sonys skæveste og mest underholdende serier.