Sniper Elite 5

Sniper Elite er en af de spilserier, som kun bliver bedre med hver udgivelse, og her er 5'eren ingen undtagelse. Større, flottere og mere komplicerede levels er ikke altid løsningen, men igen viser Rebellion os, at det faktisk er præcis sådan, denne serie bliver lidt bedre med hver udgivelse. Vi tager denne gang til Frankrig og får de flotteste og mest medrivende lokationer, serien har præsteret. Det fleksible stealth gameplay er sjovere end nogensinde før, med et par nye twists på den vante formel.

Som sagt går turen til Frankrig, og året er 1944. Krigen er på sit mest intense, og som supersniperen Karl Fairburne skal du atter engang sætte ind som enmandshær og sætte adskillige kæppe i hjulene på nazisternes krigsmaskine. Denne gang opsnapper du, at nazisterne har en hemmelig Operation Kraken på tegnebrættet, som kan vende krigen til deres fordel. Det skal du naturligvis stoppe, og der findes jo ingen bedre måde end at snigmyrde bagmændene og sprænge en masse nazi-materiel i luften.

Dette setup lyder nok ikke så originalt, og det er det heller ikke. Trods den manglende fortællemæssige originalitet, så er Sniper Elite 5 dog alligevel et af de bedste stealth-spil på markedet, især indenfor 2. Verdenskrig-nichen.

Den allerstørste opgradering på formlen er, hvor detaljerede, levende og gennemtænkte de åbne og smukke miljøer er. De er også varierede i en grad, vi ikke har set tidligere i serien. I et af de mest betagende maps skal du infiltrere et gigantisk fransk slot, hvor et nazi-topmøde snart skal afholdes. Slottet er i en detaljeret, gotisk arkitektur, som ser virkelig livagtig ud, og du skal hele vejen op i toppen af slottet. Efter sigende har udviklerne også brugt 3D scanninger af rigtige bygninger til at udforme det hele med, en teknik kaldet "photogrammetry", så detajlegraden er måske ikke så underlig. Men flot, det er det.

De fleste områder er dog mere åbne end dette slot, og det gør bestemt heller ikke noget. Som i tidligere spil, så er der både centrale og mere valgfrie mål, og du kan opsnappe intel om, hvordan du kan tilgå opgaverne, rundt om på mappet. Afhængig af, hvor mange opgaver du færdiggør, så kan du få flere "stjerner" for missionen. Mens Rebellion altid har været gode til at lave missioner og maps, så giver Sniper Elite 5 en bedre følelse af at være soldat på en vigtig mission. I én mission skal du finde nøglepunkter at ødelægge i en kæmpe fransk fabriksby, med røg og smeltet metal overalt, og i en anden skal du sabotere nazisternes kommunikation under selveste invasionen af Normandiet. Spillet lykkes simpelthen bare bedre med at sætte dig i rollen som sabotør og sniper i et af de vigtigste tidspunkter i verdenshistorien.

Selve gameplayet føles også som om det har fået en del justeringer. Mens stealth ikke er en nødvendighed, så er spillets komplekse miljøer lavet på en måde, hvor et forsigtigt og nysgerrigt, stealthy mindset giver et payoff. I stil med de bedste Hitman-levels, så er Sniper Elite 5's åbne miljøer i den grad lavet til flere gennemspilninger. Som med alle andre stealth-spil, så kan Sniper Elite 5 kræve en del tålmodighed, hvis du gerne vil gå totalt "silent assassin". Du bliver dog ikke straffet for at vælge en mere aggressiv vej, og det er mest dig selv, der bestemmer, hvordan du vil gå til en mission. Her kan jeg dog godt lide, at der selv for de mere krævende stealth-snobber som mig, som helst ikke vækker en eneste alarm, og helst kun dræber mit target, så er det stadig en rigtig god oplevelse. Vagterne er hverken for dumme eller for kloge, og du kan fx bruge spillets "sjette sans" til at lytte efter vagternes bevægelser, og dermed se en silhouet af dem. Overordnet er det en rigtig god stealth-oplevelse, som samtidig er ret tilgængelig for de fleste.

Ift. missionerne, så er mine eneste kritikpunkter, at spillets targets virker lidt tilfældigt udvalgte. I stedet for at være hovedmål for missionen, så er dem, du skal dræbe, blot nogen på din "kill list", og heller ikke så svære at komme til. Flere af spillets missioner har episke lokationer og vigtige opgaver, men dem, jeg skulle dræbe, kunne jeg efterfølgende ikke engang huske, hvem var. De var lidt bare et punkt på mappet. Det er en skam, når man sammenligner med fx de helt centrale targets i Dishonored eller Hitman.

Våbensystemet har også fået en ordentlig overhaul, med adskillige opgraderinger og tilpasninger til hvert våben. Opgraderingerne fås primært ved at du gør bestemte ting, såsom at finde workbenches (hvor du kan tilpasse dine våben) i banerne, eller ved at gennemføre udfordringer. Der er også et skillpoint-system, som kan opgradere dine kampevner, din krop (health, stamina, etc.) samt dit udstyr (flere slots til ammo, flere grenader osv.). Alt dette tilsammen gør, at Sniper Elite 5 er en ret justerbar oplevelse.

Vi kan selvfølgelig ikke snakke om Sniper Elite 5 uden at snakke om x-ray killcam'et, som er seriens mest distinkte særtræk. Det er selvfølgelig mere detaljeret end nogensinde før, når du rammer en tysker lige i nyren, hjernen, eller mere private steder. Denne gang får du også æren af at se dine pistolskud i x-ray, hvis du rammer særligt godt. Uden at have siddet og sammenlignet side-om-side med tidligere spil, så tør jeg godt love, at Rebellion ikke har skruet ned for den groteske x-ray gore.

Udover almindelig online co-op, så har Sniper Elite 5 også fået en ny PvP-funktion kaldet Axis Invasion. Her kan du invadere andre spilleres campaign som nazistisk sniper, hvor det eneste mål er at myrde modstanderen. Som "invader" kan du lokalisere spillerens alt efter om han gør nogen tropper alarmerede. Omendt kan den "allierede" spiller, der bliver invaderet, lokalisere modstanderen vha. telefoner rundt om på mappet. Dette er en ganske sjov game mode, som fungerer udmærket som supplement til den almindelige campaign. Det skal siges at Axis Invasion er valgfrit, da du kan holde din campaign åben for invasion eller lukke af for det.

Nu har vi jo allerede snakket om, at spillets miljøer er super imponerende, og det er ikke kun rent arkitektonisk. Det er også flot rent grafisk, med detaljerede overflader, rigtig flot brug af lys og græs, som svajer i vinden, hvilket alt sammen tilføjer til den lækre, franske fornemmelse. Animationer, såsom når du laver takedowns, ser dog ofte ret underlige ud, på sådan en komisk, ragdoll-agtig måde. Om man synes dette bidrager med en komisk effekt eller om man synes, det trækker ned, det er jo så spørgsmålet. Cutscenes er bestemt heller ikke der, spillet imponerer. Disse er tilsyneladende i ret lav opløsning, og ansigter er også meget skrabet animeret, hvilket giver cutscenes en sær, 2010-ish stil. Heldigvis er det ikke cutscenes, man spiller Sniper Elite for.

En særlig ros skal også gives til spillets lydside, som er fantastisk. Spiller man med hovedtelefoner kan man tydeligt høre de vigtige lyde, og ret præcist gengive, hvad der foregår omkring én, altså fx hvor tyskere snakker henne, om der bliver løbet i nærheden, hvor skud kommer fra, osv. Lyden af skud er i det hele taget rigtig god, med virkelig høj detaljegrad og dybde. Musik i spillet er også som det skal være, med et lækkert og meget passende score, som minder om klassiske krigsfilm.

Måske er det kun fordi jeg spiller på Xbox Series X, men spillets loadetider skal altså også have ros. Loading tager ca. 2-5 sekunder fra hovedmenuen, og nærmere 1-2 sekunder, hvis du er i samme bane, når du loader. Det er virkelig godt gået, når banerne er så store. Korte loadetider er ekstra lækkert i stealth-titler, hvor man ofte skal gøre en handling om.

Alt i alt er Sniper Elite 5 en selvsikker, bundsolid forbedring af serien, som ikke skruer alt for meget på formlen, men mere finjusterer og skalerer opad. De større, lækre miljøer giver god genspilningsværdi, og gameplayet er stealth af den rigtig fine skuffe. Historien og cutscenes er langtfra fantastisk, men det er til gengæld lokationerne og de oplevelser, man får undervejs. Og det er jo trods alt det, der tæller i Sniper Elite.