Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Sniper Elite: Resistance

Sniper Elite: Resistance

Så skal tysken igen bekæmpes, denne gang i Sniper Elite: Resistance. De groteske kill-cams er tilbage, og de skuffer aldrig - men hvordan med resten af spillet? Få svaret her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Sniper Elite serien fra Rebellion har gennem tiden fået en stor og fast følgerskare og det lader til, at serien har ramt et eller andet, som fans vil have. Der er ret stor sandsynlighed for, at Sniper Elite: Resistance får samme succes som forgængerne, for det lægger sig meget tæt op af de forrige spil og revolutionerer på ingen måde serien. Jeg er dog heller ikke sikker på, at jeg har behov for at Sniper Elite skal igennem en stor "nu ryster vi posen"-øvelse, for det fungerer ganske fint som det er. Når det er sagt, så begynder det hele at virke en smule tyndslidt.

Sniper Elite: Resistance

Sniper Elite: Resistance er det nyeste spil i serien og denne gang er det med den britiske snigskytte Harry Hawker i spidsen. Fans af serien vil genkende ham fra hans tid som sekundær hovedperson i tidligere titler og han bliver smidt dybt ind bag fjendens linjer i det besatte Frankrig i foråret 1944. Her skal han, sammen med den stolte franske modstandsbevægelse, tage kampen op med tysken og afdække et nyt og farligt "Wunderwaffe", som angiveligt skulle være så revolutionerende, at selveste D-Dag skulle være i fare.

Sniper Elite: Resistance indeholder lige under to håndfulde meget store og åbne missioner. De er alle virkelig veldesignet og man kommer igennem alt fra en sønderbombet fransk landsby, et stort hotel der er lavet om til et nazistisk hovedkvarter til enorme nazi-slotte, laboratorier dybt nede i underjordiske bunkere og et fransk vinslot der laver meget andet end vin.

Dette er en annonce:

Spillet følger samme åbne design som Sniper Elite 5 og, meget ligesom i Hitman, kan man vælge at klare missionerne på mange forskellige måder. Man kan lade ens snigskytteriffel tale, men man kan også vælge at gå mere stealth og lade ens lyddæmpede pistol være det primære våben. Man kan endda blive decideret personlig og snige sig helt ind på fjenden og snigmyrde dem med ens kniv. Eller måske en kombination af dem alle tre - det er helt op til spilleren og det fungerer som altid ret godt.

Sniper Elite: Resistance
Sniper Elite: Resistance

Missionerne udvikler sig undervejs, og der dukker forskellige delmål op efterhånden som man finder efterretninger rundt omkring eller lytter til tyske soldater tale sammen. Sideløbende med det overordnede mål for en given mission, kan man vælge at gå efter for eksempel et højtstående medlem af SS, som et placeret et sted på kortet og man kan lede efter forskellige klassificeret dokumenter, filer fra modstandsbevægelsen eller personlige breve fra nogle af de karakterer, den pågældende mission drejer sig om. Vil man finde det hele og spiller man på en af de højere sværhedsgrader, så kan nogle af missionerne godt tage på den anden side af 3 timer at gennemføre.

Dette er en annonce:

Det mest underholdende er dog stadig at sidde i toppen af et kirketårn under dække af kirkeklokkernes høje ringen, og plukke den ene fjende ud efter den anden. Ens snigskytteriffel er præcis lige så effektiv som den altid har været og alt afhængig af hvilken sværhedsgrad man spiller på, skal man tage højde for vind og vejr, for at ens mål bevæger sig (man skal altså skyde lidt foran målet for at ramme) og man skal også tænke over, at ens kugle vil tabe højde på vej hen mod målet.

Sniper Elite: Resistance

Et vellykket kill over flere hundrede meter, bliver som altid belønnet med det velkendte og brutale kill-cam. Her følger man i slowmotion ens projektil igennem luften og når det rammer fjenden, ser hvordan det knuser lårbensknogler, rygsøjlen eller kraniet og hvordan de indre organer bliver revet fra hinanden, alt efter hvor man rammer. Og nu sidder du sikkert og tænker på, om man kan skyde nazisterne i testiklerne; og ja, det kan man. Så er det på plads.

Kampagnen kan spilles enten alene eller side om side med en ven i co-op. Ud over kampagnen, er der forskellige multiplayer modes som Team Match (to teams af op til 8 spillere), Squad Match (fire teams af op til fire spillere) og den glimrende No Cross game mode er tilbage. No Cross er en slags Team Deathmatch, hvor holdene er adskilt af et stykke ingenmandsland, som ingen kan krydse, så her er der udelukkende fokus på at dræbe hinanden på afstand uden at skulle tænke på at blive rendt over ende af nærgående fjender.

Sniper Elite: Resistance
Sniper Elite: ResistanceSniper Elite: Resistance

Man kan også invadere andre spilleres kampagner som den frygtede snigskytte Jäger og gøre det sværere for den anden spiller at gennemføre kampagne-missionen. Survival er en slags horde mode og i de nye Propaganda Challenges, som åbnes op ved at finde propaganda-plakater i løbet af kampagnen, kommer man til at spille som medlemmer af modstandsbevægelsen i en række udfordringer. Alt i alt er multiplayer delen af Sniper Elite: Resistance ganske fin og underholdende i mindre portioner, men der er ikke de store forbedringer i forhold til de foregående spil - og for mig er Sniper Elite et single player, eller co-op, spil, men det er fint at de forholdsvis mange multiplayer modes er der, for dem der har lyst til at bruge tid på dem.

Fordi Sniper Elite: Resistance placerer sig så tæt op af de foregående spil, så er nogle af disse spils svagheder også stadig til stede i Resistance. Det er mest tydeligt omkring den kunstige intelligens. Fjendens evne til at se spilleren kan svinge fra ikke eksisterende til nærmest overmenneskelig, og specielt det sidste er frustrerende. Det virker nogle gange som om, at fjenden er i stand til at se gennem vægge og at de har det vildeste ørnesyn, da de kan spotte en fra de mærkeligste vinkler og over meget lange afstande. Andre gange kan de træde rundt oven i liget fra en af deres kammerater uden at bemærke det, så den kunstige intelligens er meget ujævn, og det påvirker gameplayet. Specielt i stealth-spil, hvor meget af oplevelsen er bundet op på hvordan fjenderne reagerer og hvordan man kan manipulere dem, er den kunstige intelligens meget vigtig og den del har Sniper Elite stadig ikke fået helt på plads.

Sniper Elite: ResistanceSniper Elite: Resistance

Den visuelle side i Sniper Elite: Resistance er, igen, præcis som man kunne forvente det, hvis man ser tilbage på de forrige spil. Rent teknisk er grafikken til den simple side, da lys, skygger og overflader ikke er på niveau med de fleste andre spil her i 2025, men den simple visuelle side opvejes dog af et virkelig godt design og nogle særdeles, som nævnt i starten, veldesignede og store baner. Der er dog lidt problemer med, at overflader ikke altid indlæses hurtigt nok, man kan nogle gange gå gennem vægge, NPC'er går gennem hinanden, man kan sidde fast i omgivelserne og fjender kan falde igennem banen når de bliver dræbt. Det skulle dog gerne blive fixet i en patch kort før udgivelsen har Rebellion lovet os.

Så, hvordan opsummerer man det her spil? Sniper Elite: Resistance føles rigtigt meget som de forrige spil - og det er ikke nødvendigvis et problem. Jeg er sikker på, at det vil ramme lige ned i den efterhånden store og trofaste følgerskare som Sniper Elite serien har - og jeg er selv en af dem. Resistance er blevet finjusteret og tweaket lidt her og der, men jeg håber snart at Rebellion vil, måske ikke ryste posen, for det har jeg nok ikke brug for, men vil prøve at tage lidt flere chancer med serien og få fixet nogle af de ting, for eksempel den kunstige intelligens, der har plaget serien lige så længe jeg kan huske. Når det så er sagt, så fungerer det jo, men det føles altså efterhånden en lille smule tyndslidt.

Sniper Elite: Resistance

Sniper Elite: Resistance er ikke et spil for alle, men i høj grad et spil for fans af serien. Man skal besidde en god mængde tålmodighed og man skal have lyst til at sidde i flere minutter og nærstudere omgivelserne igennem ens kikkert, spotte fjenderne og lægge en slagplan. Der er rig mulighed for at være en ægte snigskytte ved at skrue på sværhedsgraden, særligt på de højere sværhedsgrader kræver det både finesse og kreativitet at overleve, og det er fedt at man har mulighed for at være så kreativ i sin gennemførsel af de forskellige missioner.

Den kunstige intelligens hos fjenderne er dog stadig et problem, som visse steder kan ødelægge oplevelsen lidt. Når det er sagt, er det stadig underligt tilfredsstillende, at ramme ens mål fra flere hundrede meters afstand og det lækre og lettere groteske kill-cam gør det stadig ekstra tilfredsstillende. Sniper Elite: Resistance er præcis som man forventer et Sniper Elite spil skal være og det er god og velkendt comfort food for kendere af serien - på både godt og ondt.

HQ
Sniper Elite: Resistance
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Virkelig godt level design, fantastisk følelse når man sniper, mange timers spil er gemt i de store levels
-
Simpel visuel side, ujævn kunstig intelligens, lidt grafiske fejl og bugs, formlen er ved at være en smule tyndslidt efterhånden, ret forudsigelig historie
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Sniper Elite: ResistanceScore

Sniper Elite: Resistance

ANMELDELSE. Skrevet af Palle Havshøi-Jensen

Så skal tysken igen bekæmpes, denne gang i Sniper Elite: Resistance. De groteske kill-cams er tilbage, og de skuffer aldrig - men hvordan med resten af spillet? Få svaret her.



Indlæser mere indhold