Sniper Ghost Warrior 3

For få måneder siden befandt vi os i en lignende situation. I februar måned stod Rebellion nemlig klar med det fjerde kapitel i deres Sniper Elite-serie, og jeg stod klar til at anmelde. I min tekst beskrev jeg, hvordan banerne nu var mere åbne, og hvordan spillet nu akkommoderede mere frihed, taktik og strategi. Jeg forklarede hvordan det var muligt at spille mere action-præget, hvis man er den slags spiller, der ønsker at spille mere intenst og mindre kalkuleret, og hvordan spillets ambitionsniveau ikke helt kan følge med den tekniske eksekvering. Nu, to måneder efter, befinder vi os i nogenlunde samme situation, bare med et andet spil, CI Games' Sniper: Ghost Warrior 3.

Og til trods for at Ghost Warrior skifter tredjeperson ud med et mere intimt førstepersonsperspektiv, er det til mærkbart sammenlignelige tilgangsvinkler som de to kapitler i de respektive serier forsøger sig med. Dog forholder det sig sådan, at hvor det ene af dem lykkedes med mange af disse eksperimenter og udbyggelser af formularen, så snubler det andet på stort set alle tænkelige punkter. Kan I gætte hvilket, der er synderen?

Sniper: Ghost Warrior 3 started med en loading-skærm på noget der ligner 4.5 minutter. Ja, når du lige har samlet kæben oven på denne ganske enkelt chokerende opdagelse, så bered dig på, at det ikke just bliver meget bedre her fra. Det hele starter med historien om to brødre, Jon og Robert, der både elsker hinanden, men samtidig har vidt forskellige tilgangsvinkler til tilværelsen, millitæret og deres respektive kærlighedsliv. Helt fra barnsben af møder vi de to drenge, og gennem en række mellemscener, samt en tutorial, bliver vi introduceret for karaktererne, der skal agere anker for oplevelsen. Udvikleren CI Games ligger ikke skjul på, at det er i dette centrale forhold at motivationen til at se historien udfolde skal komme fra. Spillets egentlige historie foregår i Georgien, hvor en milits har fået overtaget, og hvor borgerkrigen truer rundt om hjørnet. Her skal Jon North, den ene af de to brødre, tage stik af situationen, samtidig med at han får muligheden for at søge efter sin bror, der på det tidspunkt har været kidnappet i over et år.

Hvorimod selve konceptet, tanken bag at præsentere spillet fra Georgien, fra en del af verden der ulmer uro men ganske sjældent, hvis aldrig, bliver benyttet af spilbranchen, er ganske nobelt, så formår historien aldrig reelt at nå nogen vegne. Det er præcis ligesom med Homefront: The Revolution - tanken er god, konceptet holder stik, karaktererne snakker og du føler, at du burde respondere emotionelt på de begivenheder der udfolder sig, men du er komplet følelseskold. Jeg følte, at jeg i virkeligheden kan få et mere dybdegående narrativ ved at ringe til et vilkårligt familiemedlem og spørge dem, hvordan deres dag er gået. Både Jon og Robert North, samt det begrænsede udvalg af sidekarakterer er alle omvandrende stereotyper, der til trods for at have klare mål og ambitioner aldrig udtrykker noget interessant eller dybt. De er tegneseriekarakterer på den værst tænkelige måde, ensidige, ligegyldige og skulpturerede på en måde der aldrig gør dem menneskelige. Bedre bliver det ikke ligefrem at et manuskript der nærmest chokerer fra første sekund og frem til slutteksterne ruller henover skærmen. Når hver sætning i en samtale begynder med "shit", eller den stereotype millitærleder benytter begrebet "Stealth and Awe" som en slags punktum, der sagtens kan benyttes til at afslutte enhver ytring, så ved du, at manuskriptforfatterne ikke har i sinde at fortælle nogen dybere historie om hvad det vil sige at være soldat, alene, bag fjendens linjer. Nu hvor vi har spil som Spec Ops: The Line og sågar nogle af Call of Duty-spillene, så er der ingen undskyldning for ikke at levere en mere dybdegående fortælling af denne type, der gør sig mere umage med ikke at portrættere en hel millitæroperation som var det ét langt G.I Joe-afsnit fra 80'erne.

Sniper: Ghost Warrior 3 er dog et sniperspil, og har du mulighed for at skrue ned for lyden, slå underteksterne fra og simpelthen lade den tåbelige historie sive ud af helhedsbilledet, så er der solide, separate øjeblikke af intensitet at finde her. Der kan dog være langt imellem dem, og du skal kunne tilgive en kantet teknisk præstation hist og her. Georgien er en stor åben verden, og her finder du den traditionelle blanding af udfordringer, sidemissioner, samleobjekter og hovedmissioner. Variationen er i grunden fin nok, og har du prøvet Far Cry-serien kender du blandingen og dets diverse bestanddele ud og ind. Præcis som i Far Cry er tilgangen dog for det meste den samme - du finder et udkigspunkt, tagger de diverse fjender med drone (der er komplet umuligt at styre), og derefter dræber du systematisk den ene fjende efter den anden. Imens du gennemfører disse opgaver, optjener du point, og disse kan bruges i spillets tre opgraderingssystemer, som på klassisk vis fokuserer på tre forskellige spillestilarter: Sniper, Ghost og Warrior. Som deres respektive titler foreslår, så fokuserer de hver især på en separat strategi. Er du mest til at finde dig en god udkigspost og dræbe fjenderne fra afstand, så er du Sniper. Vil du gerne helt tæt på og bruge din kniv, så er du Ghost. Vil du gerne køre ind i en regn af bly, ja, så er du sjovt nok Warrior. Dine handlinger giver dig point i hver af disse kategorier, og det fungerer fint nok, men innovativt er det ikke ligefrem, og ligesom med Hitman: Absolution eller Thief så føles kampsystemet kantet, akavet og ligefrem forvirrende når det først går stærkt. Selvom nærkamp er en del af oplevelsen, så føles det alt for fremmed til at være en habil strategi.

Ind imellem de forskellige missioner vender du tilbage til diverse skalkeskjul, hvor du kan opgradere dine våben, lave nye projektiler og sove for at fremskynde dagen til et bestemt tidspunkt, hvis du eksempelvis ønsker at udføre en mission i nattens mulm og mørke. Der er her mulighed for at tilpasse din oplevelse til din spillestil, et nobelt mål så sandelig, men hvad godt gør opgraderinger, når spillets mekaniske kerne ikke fungerer efter hensigten?

Det skal slås fast, at det at være en snigskytte, fra en udkigspost du selv har valgt, og ramme den ene fjende efter den anden, er en ganske tilfredsstillende oplevelse. Og selve det at justere længden til dit mål, tage højde for eventuel vindmodstand og stadig ramme plet føles fabelagtigt, men jeg får konstant følelsen af, at dette ikke skyldes Sniper Ghost Warrior 3, men mere at det at være en snigskytte bare føles fedt som generel spiltematik. Spillet faciliterer bare en solid oplevelse, men gør intet for at fremhæve den. Med det i mente kan man i virkeligheden argumentere for at Far Cry 4 er et bedre snigeskyttespil end Sniper Ghost Warrior 3, med klogere fjender, flottere omgivelser, mindre forudsigelige reaktioner fra verdenen omkring sig og bedre fysik. Og nu hvor vi er ved fysikken: denne anmeldelse er ikke komplet, før den har sendt et velfortjent saksespark lige i hovedet på det som spillet kalder"Extreme Navigation". Udviklerne mener selv at de giver spilleren mere frihed til at bevæge sig igennem spillets verden, så bakker, bjergsider og obstruktive objekter burde kunne klatres over eller forbipasseres, men det kunne ikke være længere fra sandheden. I virkeligheden er det få steder udenfor missionerne, der faktisk kan klatres, og oftest finder du skuffet ud af at der stor set kun er 2-3 veje ind bag fjendens linjer i en base. Terrænet tillader bare ikke, at du er kreativ som stifinder, og opfordrer dig i stedet til at finde den ene indgangsvinkel som er designet i forvejen. I et spil der sætter frihed højt på feature-listen, der fremstår bevægelsesbegrænsning ikke synderligt positivt.

Hvad vi er efterladt med er kampen imellem Sniper Ghost Warrior 3 og Sniper Elite 4. Hvorimod Rebellions snigeskytteserie konstant udvikler sig, og træder langsomt frem med features og tiltag som er testede og implementeret med tænksomhed og ynde, så snubler CI Games over deres egne ben stort set hele vejen. Sniper Ghost Warrior 3 er kluntet, klodset og kantet, og selvom der naturligvis er en glæde i at positionere sig, tage sigte og lade projektilerne falde, så er hele oplevelsen rundt om fyldt til renden med den rungende, forstyrrende lyd af absolut ingenting.