Soldier of Fortune: Gold Edition

Tilbage i år 2000 lød der et glædesbrøl fra en stort set samlet anmelderskare, da Raven udgav Soldier of Fortune til PC. Spillet havde stor succes med sit ultra-voldelige gameplay, konstant hæsblæsende tempo og medrivende historie. Spørgsmålet er så, om Raven kan gentage succesen på PlayStation 2, eller om spillet burde være forblevet en pc eksklusiv.

En gang til
Det første der slår én, når man kaster skiven i drevet er, at loadeskærmen fremkalder associationer til de gamle kronede Amiga dage. Det ligner ved første øjekast en loadeskærm fra en Amiga demo. Okay, Raven kører vel bare retro ligesom tøjindustrien, der har det med at genoplive selvdøde modetrends, når de løber tør for nye idéer. Efterhånden går det op for én, at Raven næppe er hoppet med på retro bølgen, men snarere har konverteret en forældet pc version direkte til Sony’s sorte hjertebarn. Her vidner ikke mindst en detaljefattig og ensartet grafisk flade om, at udvikleren ikke har optimeret særlig meget i porten fra pc til konsol.

Vores helt John Mullins har isklumper flydende rundt i blodet og er en vaskeægte Vietnam veteran. Mr. Mullins arbejder for en antiterror organisation under FN. Organisationen har opsnappet informationer om, at en terrororganisation har fået fingre i atomvåben, og selvfølgelig er John Mullins manden, der kan vriste dette farlige våben ud af hænderne på terroristerne.

FPS i den originale stil
Gameplayet består af typisk FPS action. Udstyret til tænderne med alskens aflivningsværktøjer pløkker man sig vej gennem et hav af scenarier fra New Yorks undergrundsbane til Sibiriens ubarmhjertige og iskolde bjerge. Våbenudvalget giver gameren mulighed for at tilrettelægge et individuel angrebsmønster. Er man til close combat er der shotguns, magnum .44, maskingeværer og ordinære håndvåben. Herudover er snigskytteriflen åbenlyst god til stealth drab, mens granater, C4 og flash bomber er rare at have ved hånden, når der er mange fjender samlet på ét sted.

Kort efter man har smidt skiven i drevet, bliver man gjort opmærksom på, at Soldier of Fortune er et voldeligt spil, som kun er rettet mod det voksne publikum. Ja, ja, det skriver de jo alle sammen, tænkte undertegnede, men man lærer som bekendt så længe, man lever, for SoF er rent faktisk voldeligt ud i det morbide. En fuldtræffer i en fjendes arm, får ham til at vræle og skrige, mens en skud i det ene ben samtidig får ham til at hoppe på det andet af smerte. Skrigene og bevægelserne bliver gengivet på en meget livagtig og dermed også ubehagelig måde.

Blod i spandevis
Man må også indstille sig på sprøjtende blod i spandevis og utallige afrevne lemmer, som leder tankerne hen på filmscener fra Hollywood’s endeløse produktioner af krigsfilm. Ofte dræber man ikke fjenderne, men gør dem bare ukampdygtige, så de ligger og vrider sig på jorden i smerte. Herefter kan man stille og roligt hive sin shotgun frem og skyde fødderne af ham, derefter armene og så slutte med at blæse knoppen af ham. Han vil dog allerede være død, inden man pryder jorden omkring ham med hans hjernemasse. PlayStation 2 folket vil kende denne udpenslede vold fra Grand Theft Auto 3, som heller ikke gik af vejen for at vise, hvordan en menneskekrop mest effektivt tømmes for blod. Denne overdrevne computervold er selvfølgelig fuldstændig sarkastisk og umulig at tage alvorlig - heldigvis da. Det er dog ikke helt uforståeligt for denne anmelder, at der tilbage i år 2000, da spillet udkom på PC, blev prædiket lidt moral og taget afstand fra spillets ucensurerede og let sadistiske vold, for det er ikke nødvendigvis alle gamere, der kan se det stærkt sarkastiske i Soldier of Fortune’s overdrevne og bestialske myrderier.

Grafisk må Soldier of Fortune klassificeres som en halvtrist oplevelse. På dette punkt har Raven ladt konsolejerne i stikken med en alt andet end optimeret grafisk flade. SoF: Gold Edition præsenterer gameren for et karakterdesign med firkantede ansigter og hager, der i høj grad mangler polygoner og teksturdetaljer, og det er indlysende at se, at konsollens kræfter slet ikke udnyttes ordentligt. Det her kunne min aldrene PC have gjort ligeså godt.

Død ved ankomsten
SoF opererer endvidere med et ensartet og overvejende uinspirerende level design, og særligt den første level, som finder sted i New Yorks subway, ligner, med al respekt for udvikleren, noget PSOne’s hardware kunne have gjort bedre. I spillets senere faser løfter grafikken sig, men ikke nok til at det kan skjule, at denne titel ikke har forandret sig bemærkelsesværdigt i springet fra PC i år 2000 til konsol i sommeren 2002, og det må mildest talt siges at være skuffende. Én ting er det aldrende grafiske udtryk, men hvad der er mindst ligeså uheldigt er den sløve 3D grafikmotor, som får billedet til at hakke så meget, at det grænser til det horrible. Da first-person shooters som bekendt er spækket med action, hvor det kræves, at man i bogstaveligste forstand er hurtig på aftrækkeren, er hastighed en vigtig parameter. Derfor er det ærgerligt at se, hvordan motoren hakker sig gennem hver en frame. Det kan under ingen omstændigheder være fordi, motoren bruger mange kræfter på at foretage processer krævende polygon- og tekstur beregninger, for disse er ikke tilstede i Raven’s mangelfulde konvertering.

Styringen bærer også præg af, at spillet er en PC konvertering. Man fornemmer, at dette spil burde spilles med tastatur og mus. Det er der rent faktisk også mulighed for, hvis altså lige man ligger inde med det nødvendige ekstraudstyr. Sagen er vel bare, at de fleste PC ejere har deres PC stående på et skrivebord, mens hovedparten af PlayStation 2 folket dyrker deres hobby siddende i en blød sofa med joypaddet i hænderne. Det er langtfra optimalt at sidde med mus og tastatur på sit sofabord. Man må dog give Raven det kompliment, at det er lykkedes dem at proppe en tastatur-og-mus styring ned i et PS2 joypad, uden at styringen er kommet til at virke kluntet eller problematisk, om end den kræver tilvænning.

Her ligger han begravet
Det er virkelig ærgerligt, at konsolversionen af Soldier of Fortune: Gold Edition falder på gulvet på grund af en elendig konvertering, for det er ikke svært at se, hvad PC gamerne faldt for, da spillet udkom på formatet for 2 ½ år siden. Spillet har en ganske god om end konventionel historie, et tempo- og actionfyldt gameplay, samt en udmærket sonisk flade, som er helt ubehagelig på en virkelighedstro måde. I sidste ende kan man dog kun konkludere, at denne titel er en konvertering af et gammelt PC hit, et faktum udvikleren ikke har gjort meget for at skjule. Det er mildest talt skuffende, når spillet sættes på hylderne til fuld pris.