Soldier of Fortune II : Double Helix

Det rejste et moralsk nødskrig da det originale Soldier of Fortune listede ind på scenen. Årsagen var den overdrevne glidetur i spildte indvolde, strittende knoglestumper og søer af kropstempereret blod. Opfølgeren dukkede op på pc for godt et års tid siden, og fortsatte den moralske deroute. Nu har Activision så besluttet, at også Xbox ejere skal have del i galskaben. Resultatet virker dog noget grumset og ufarligt - som tandløse gummer.

I en noget knudret indledning, der blandt andet blameres af utydelig talesekvenser, præsenteres vi for plottet. Dybt inde i et fortærsket fjendeland - med udgangspunkt i Prags gader - agerer vi lone ranger i skikkelse af John Mullins. John er ekspert i terroristudrydelse, og får i løbet af spillets forløb nok at tage sig til. I alt 54 missioner er der blevet plads til, og efter grå regnvejrstunge gyder ekspederes vi i pendulfart til andre af verdens afkroge. Hong Kong, Schweiz, Colombia og Rusland danner labyrintiske baggrunde for dine outrerede handlinger.

I et spindelvæv af blindgyder render du rundt som en anden forsøgsrotte. Der er som oftest kun een rigtig vej frem, hvilket giver en klaustrofobisk følelse af prædefineret skæbne. Nogle gange foregår det i udendørs lokationer mens du andre gange fortabes i store bygninger. Objektiverne er af den gamle skole: Kom ind her, løb hen der, dræb ham eller beskyt hende. En grundigt afprøvet formel, der ikke vinder nogle priser for originalitet. Faktisk føles det meget, som om hele handlingen er spændt op omkring et for snævert skelet, der ikke giver rum til at bevæge sig meget udenfor rammerne. Det fjerner meget af illusionen af en troværdig verden. Der er forsøgt med scriptede begivenheder, hvor fjender eksempelvis vælter et bord, og bruger det som dække. I en verden bestående af identiske mennesker, og generiske baggrunde, er scriptede hændelser dog ikke nok til at fjerne den gennemgående overfladiske fornemmelse.

Skal man komme ind på en force i Double Helix, så må det være den ligefremme action. Vælger man først at ignorere den tamme historie og de uinspirerede baggrunde, så gemmer der sig stadig flere timers god underholdning. Styringen er en lettere variation af den klassiske FPS kontrol, og det fungerer ganske glimrende. På trods af spillets henvisning til realismen, så finder man hurtigt ud af, at der er tale om Run and Gun. Bedste vej frem er i fuld fart med mundingsilden flammende mod de lettere retarderede fjender. Selv i baner, hvor stealthelementet ellers fremhæves gennem frekvente alarmer, kan man stadig klare sig på den hårde måde. Det er dog ikke nødvendigvis en negativ ting. Stemningen bliver hurtigt højspændt, mens man pumper modstanderne fulde af bly. Det giver nu en sær tilfredsstillelse, at høre den rallende lyd efter man har placeret en kugle i nakken på en modstander. Eller når man ser fjendens indvolde i fuld dagslys efter hans mellemgulv er gået i syningen. Skadesmodellen er generelt overbevisende om end en fraktion overdrevet.

Desværre så lader den kunstige intelligens meget tilbage at ønske. Adfærden er generelt temmelig uigennemskuelig. Der opvises ikke den mest overbevisende adfærd i forhold til, at det er toptrænede terrorister man er oppe mod. Modstanderne har en sær tendens til at være temmeligt stationære og ignorante - somme tider tangerende det tunghøre. Andre typer har nærmest overnaturlig styrke - hvor de på bedste superheltemaner snupper et par kugler i brystet uden at reagere. Andre falder døde om, også selv om du tydeligvis ramte ved siden af. Generelt så er der nogle problemer med såvel den kunstige intelligens som spillets kollisionsdetektion.

Selv om banerne er relativt ensartede, så føles det dog alligevel ikke så slemt. Dette skyldes nok især de til tider intense kampe. Der er også spredt nogle små sekvenser, hvor man får lov at håndtere tungere skyts. Her bliver der virkeligt kamp på drengen, hvor tyngden af det imponerende rekyl sender byger af dødbringende glohed jern, der gennemhuller de stakkels ofre. Der hvor titlen dog virkeligt kommer til sin ret er via Live. Her kan man ryge i infight med op til 15 andre gutter i nogle prædefinerede omgivelser. Selv om gameplayet måske ikke er det dybeste med den store nytænkning, så er en solid gang røvere og soldater altid god underholdning.

Tiden har ikke været flink ved Double Helix, og titlen fremstår lidet imponerende på den tekniske front. Det er simpelthen for ringe, at der ikke presses mere ud af maskinens muligheder. Baggrundene fremstår mudrede og teksturer gentages i en uendelighed. Dertil så byder banerne på nærmest klonhære af identiske fjender. Der bydes ikke på nogle specielle effekter, ingen brug af lyssætning eller speciel udnyttelse af partikler. Simpelt hen for skuffende. Det samme gør sig egentlig gældende for den samlede pakke - med det udvalg af FPS-titler der efterhånden er tilgængelig på Xbox, så har jeg svært ved at se et marked for Double Helix. Med det sagt, så er der dog momenter af god ligefrem action.