Der findes spil, og så findes der spil. Desværre må jeg allerede nu slå fast, at det ikke handler om et mesterværk denne gang, men om et særdeles middelmådigt spil, som ikke burde være blevet udgivet, før udviklerne havde lukket de store huller og ryddet op i de bug-bunker, der hærger det. Solo Leveling: Arise Overdrive leverer visse steder, men overordnet fremstår det mest som et kluntet forsøg på at tjene hurtige penge på en populær franchise.
Okay, lad mig være klar i spyttet: Jeg ved intet om Solo Leveling. Intet. Så vidt jeg har forstået, er det oprindeligt en enormt populær koreansk manhwa (webtoon), som senere er blevet adapteret til en anime-serie med milliarder af visninger verden over. Jeg nedgør på ingen måde det faktum, at animerede serier fra Asien er enormt populære - jeg har selv set adskillige - men Solo Leveling har jeg helt misset. Desværre har mine timer med spillet ikke vakt nogen lyst til at dykke ned i originalværket. Tværtimod føler jeg mig færdig med hele Solo Leveling-universet efter dette. Derfor føler jeg mig kvalificeret til alligevel at udtale mig, for det faktum at det her har drænet al lyst til at opleve universet gennem anime-serien er blevet mig frataget.
En anden ting jeg har forstået, er, at dette spil er en PC-port af det oprindelige mobilspil Solo Leveling: Arise, udviklet af Netmarble. I denne version har de fjernet de kontroversielle gacha-elementer (hvor man bruger penge på tilfældige træk for karakterer og udstyr), men spor af dets mobile oprindelse er tydelige. Alt fra menuer til brugergrænsefladen ligner noget, man ville møde i et typisk mobilspil. Problemet er, at Arise Overdrive ikke tilbyder meget mere end den almindelige mobiloplevelse: uendelig grind for ny loot, mere XP og nye levelområder, der ser næsten ens ud som de forrige. Grundlæggende føles det mere som et arbejde end fornøjelse.
I spillets begyndelse spiller du som Sung Jin-woo, hovedpersonen, der starter som verdens "svageste" jæger med den mindre flatterende rank E. Verdenen i Solo Leveling er et moderne fantasy-univers, hvor mystiske portaler til dungeons åbner sig, fyldt med monstre, der truer menneskeheden. Jægere med overnaturlige kræfter bekæmper dem og rangeres fra E (svagest) til S (stærkest). Efter det går galt i spillets første dungeon - en dobbelt-dungeon, der bliver farligere end forventet - dør Jin-woo næsten, men vågner op som en "player". Ikke en sådan, der leger med folks følelser, men en spiller, der ser menuer foran sig, mærker level-ups og kan udvikle sine evner systematisk. Målet er, at Jin-woo skal blive verdens stærkeste monsterjæger, og det eneste du behøver gøre for at nå det, er at gennemgå den samme repetitive loop igen og igen: kæmp, level op, gentag.
Forskellige klasser og karakterer efter kampen er ovre. Desværre fik jeg aldrig særlig høje point.
Efter at have gabt mig igennem tutorial-delen vælger du en klasse: Assassin, Duelist, Elementalist eller Ruler. Interessant nok er klasserne ikke bare forskellige kamptyper, men også koblet til sværhedsgrader - fra "very easy" til mere udfordrende. Et greb, jeg ikke kan huske at have set før, som giver en vis fleksibilitet. Men efter valget er alt, hvad der er tilbage, at vandre rundt i den utroligt generiske hub-verden, vælge missioner og kæmpe mod de samme monstre igen og igen. Hubben føles som en tom kulisse uden liv eller interaktioner, der gør den mindeværdig.
Kamp mod monstre var heller ikke særligt sjovt. Netmarble ser ud til at stole helt på, hvordan kampene ser ud, frem for at gøre dem engagerende. Det hele blinker, skinner og drukner i lense flares, og det er svært at følge med i, hvad der egentlig sker midt i kaosset. Du trykker mest på B- og Y-knapperne for at angribe, A- eller LB-knappen for at dashe væk eller parere. Der er et system med timing-baserede undvigelser og kontraangreb, men det mangler finesse og lider mest af, hvor dårligt optimeret spillet er. Af og til får du en "extreme evade" ved at dashe på det rigtige tidspunkt, og det er lidt sjovt at aktivere specialangrebene, der bliver tilgængelige efter tilstrækkelig skade. Det handler om visuelt spektakel, og på det punkt leverer spillet - så længe det ikke lagger.
Visuelt spektakel, der faktisk ser ret godt ud - så længe det fungerer, som det skal.
Grafikken er en af de stærkere sider: Stiliserede cut-scenes (både flot animerede og i tegneseriestil) og interessant designede bosser ser faktisk rigtig godt ud, når alt flyder. Den cel-shadede stil passer perfekt med Solo Levelings manhwa-oprindelse og skaber følelsen af at træde ind i serien. Men for mig bliver det bare endnu tydeligere, hvad spillet egentlig er: overflade uden substans. Fans af originalværket vil sikkert nyde at opleve Jin-woos power fantasy på egen hånd, med mulighed for at rekruttere andre karakterer fra serien og bygge et team. Men selv efter grundig søgen fandt jeg intet af reel værdi for en nybegynder som mig. Jo, musikken er faktisk ret catchy - det må jeg give det.
Tekniske problemer er hverdagskost i Solo Leveling: Arise Overdrive. Dialoger, der er helt stille, fordi lydfiler ikke loader, spilcrashes, der tvinger dig til at starte baner forfra, og hyppige drop i billedopdatering ødelægger oplevelsen. Spillet havde haft godt af nogle måneder mere i udvikling. Derudover kræver det konstant onlineforbindelse, og serverne har flere gange været utilgængelige under min spilletid - hvilket er problematisk, mildest talt, især i en single-player-fokuseret port.
Hub-verdenen er ikke meget at skrive hjem om.
Jeg kan ikke anbefale Solo Leveling: Arise Overdrive til nogen. Er du et die-hard fan af franchisen? Så foreslår jeg, at du blinker og langsomt træder tilbage for at undgå det - risikoen er, at din kærlighed til serien tørrer ud, eller at du som superfan måske alligevel kan nyde spillet på trods af dets mangler. Måske er det et spil for dig, der kun vil have overflade, actionfyldte kampe med sexede karakterer i korte kjoler og evigt grind og levling... men jeg ved ikke, hvor mange sådanne gamere der findes nu til dags. Spillets ydre redder det ikke for mig. Efter mine 9-10 timer med spillet ville jeg intet hellere end at slukke og glemme, hvad jeg havde gennemgået - og det er næppe, hvad man vil føle, når man spiller et spil.