Sonic Adventure DX: Director’s Cut

Det er efterhånden ganske almindeligt, at computerspil udkommer til både pc og de vigtigste spil-konsoller inden for en kortere periode. Der er dog en række figurer og titler, der søges forbeholdt én bestemt platform. Sega udgav således Sonic Adventure så langt tilbage som i 1999 til firmaets egen konsol, Dreamcast - så man må allerede spillet er blevet installeret, at Sega nu fem år senere tør vove pelsen med en udgivelse til Pc.

Nu er vi ude i en fantasifuld spilfigur, der er højt hævet over alders-fænomener som gigt og dårligt hjerte. Han holder stadig et fænomenalt højt tempo, når han løber omkring på spillets baner. Sonic kan i princippet bevæge sig frit - mens han i de tidligste titler måtte affinde sig med en fartudfoldelse, der foregik i stramt fastlagte baner i et side-scrollende gameplay.

Sega har ved lanceringen af Sonic Adventure DX: Director’s Cut lagt vægt på, at grafikken er blevet opdateret til tidens standarder, hvilket dog er umådeligt svært at få øje på. Jo, banerne i spillet er designet med dramatisk farvevalg - men går man tæt på figurerne og ikke mindst baggrundene, så skærer de begrænsede og fladt tegnede detaljer i øjnene. Det bør dog retfærdigvis nævnes, at visse effekter under kampe da er tegnet og gengivet flot og dramatisk, ligesom Sonic selv bevæger sig både med ynde og i et toptunet tempo.

Spillet byder på 2 grundlæggende game modes: adventure og trial. I adventure-mode skal man jage den ondskabsfulde Dr. Eggman og forhindre, at han får fat alverdens smaragder, så han - som den slags videnskabsfolk har for vane ... - kan nedbryde den eksisterende verdensorden og opbygge sin egen. Som assistent har Dr. Eggman et adræt, grønt og blævrende væsen, kaldet Chaos - der minder en del om uhyrerne fra Alien-filmene. Chaos lever praktisk talt af smaragder, så for Sonic og hans venner gælder det om at indsamle dem, inden de falder i hænderne på Chaos.

Spilleren har fra starten en bred variation af missioner foran sig, og de kan spilles både med Sonic og 5 af hans venner - den kampberedte skønhed Tails, Knuckles, Amy Rose, Big the Cat og den samvittighedsfulde robot E-102 - som hovedpersoner. Vennerne giver nok variation i spillet, men for det meste denne forskel kun som et betydeligt lavere tempo i de samme baner, som Sonic også skal igennem.

Der er sjældent den store sammenhæng mellem figurernes mundbevægelser og den tale, der kommer ud af højttalerne under spillets cut-scenes. Desuden er flere af de anvendte stemmer både skingre og uøvede - og dermed fremragende eksempler på, hvordan man i hvert fald IKKE skal caste stemmer til computerspil. Desuden er lydeffekterne udført uden den snert, det lille ekstra punch, der giver lyst til at skrue rigtigt højt op for højttalerne. Man kan uden at miste den helt store spiloplevelse roligt spille Sonic Adventure DX: Director’s Cut med slukkede højttalere en søndag morgen, hvor resten af huset alligevel ligger brak efter en fugtig fest aftenen før.

Det mest kritisable punkt ved spillet er dog kameraføringen. I et tredjepersons perspektiv skal kameraet følge løjerne, men det virker til tider som om kameraet uden spillerens indflydelse sætter sin helt egen dagsorden. Står Sonic stille, placerer kameraet sig typisk lodret oven over Sonic, rettet mod jorden. Det vil sige, at man ikke har overblik over omgivelserne og de modstandere, der ellers burde være inden for synsfeltet. Andre gange peger det den modsatte vej, mens Sonic forgæves forsøger at få gjort kål på Chaos. Det er svært at se, hvad Sega har fået ud af at teste inden det er blevet udgivet.

Tilbage står i hvert fald oplevelsen af et spil, der nok forsøger at puste yderligere liv i Sonic-figuren. I dag - 5 år efter udgivelsen af Dreamcast-udgaven - forventer spillerne dog mere af platform-spil end et blot nuttet lille blåt væsen, der drøner rundt og samler smaragder.