Sonic CD

Tilbage i midthalvfemserne var min kærlighed til spil nøjagtig lige så enorm som den er i dag. Dengang var det dog med med noget mindre viden om branchen og et helt andet syn på hvorfor noget fungerede.

Tag bare Sonic. Alle vidste (og hvis ikke skulle jeg nok forklare hvorfor), at Sonic var den fedeste spilfigur, hvis kampen skulle tages op mod Mario. For det første var han hurtigere, og for det andet var han sejere og... nej, så var der ikke flere årsager. Mario havde de bedste spilmekanikker og banedesign i langt de fleste tilfælde, men Segas markedsføring af Sonic som den hippe spilfigur havde bevirket, og jeg kunne ikke få hænderne ned af bare begejstring. Jeg havde ham på Sega Game Gear, Sega Master System og naturligvis Sega Mega Drive. Jeg havde endda en Mega CD og en 32X, så mulighederne var enorme. Sega kunne bare komme an.

Programmøren bag det første Sonic, Yuji Naka, arbejdede på det tidspunkt i USA, mens skaberen af Sonic, Naoto Ohshima, arbejde i Japan. På samme projekt. Sonic The Hedgehog 2. Det gik dog hverken værre eller bedre end at projekterne røg længere og længere fra hinanden og Ohshima fortsatte til sidst med sit projekt under navnet Sonic CD.

Resten er som man siger historie. Segas alternative dimser og tilføjelser floppede stort i Europa og jeg fik aldrig lov til at hygge mig med Sonic CD. Da Sonic for alvor blev 3D på min Dreamcast var det da ganske flot, men milevidt fra de klassiske Sonic-spil.

Det var først for en del år siden at Sonic CD blev genudgivet til PlayStation 2 og Game Cube. Men da havde en enorm mængde af halvsølle opfølgere dræbt min kærlighed til det fartglade blå pindsvin, og spillet fik ikke så meget som et blik herfra.

Med Sonic 4: Episode 1 kom min lyst dog tilbage. For væk var halvfesne ninjavarianter, vild 3D og "coole" genopfindelser, og tilbage var 2D og farten. Med Episode 2 planlægger Sega at fortsætte de gode takter og endda bygge videre på Metal Sonic, som er en af de store personligheder fra Sonic CD. Så her får vi en prequel, der rent faktisk er en prequel.

For da Sonic CD udkom, var der nemlig tre store salgsskilte: den nye onde Metal Sonic (1), som kidnapper den uskyldige og charmerende Amy Rose (2) i et hæsblæsende eventyr fyldt med animerede klip (3). Okay sidstnævnte salgsskilt virker måske ikke imponerende i dag, men dengang, hvor et spil normalt fyldte et par megabytes, var en glinsende sølvskive fyldt med en lang animeret Sonic-intro fantastisk.

Dr. Robotnik vendte naturligvis også tilbage, men der var langt mere opfindsomme detaljer under overfladen af det klassiske platformeventyr. Palmtree Panic leverede dog en helt normal Sonic-oplevelse ved første øjekast: blå himmel, gyldne bjerge og grønne palmer og naturligvis de mange robotinsekter. Men noget var anderledes. Rundt omkring på banerne stod nogle skilte med navnene future og past påskrevet med glade bogstaver. Og det er dem, der er det væsentlige i denne nostalgiske tidsrejse.

For det er her, spillets syv baner for alvor skiller sig ud fra de klassiske Sonic-spil, med mindre man vælger Time Attack. For ved Time Attack er det Sonic som man kender ham. Løb så hurtigt som du kan gennem banen, og forsøg at klare alle dele på kortest muligt tid.

Men spiller man historiedelen, er skiltene nok Sonic CDs vigtigste tilføjelse, for ved hjælp af dem springer man frem og tilbage i tiden og oplever konsekvenserne af en verden med eller uden Dr. Robotnik og andre fjender.

Hvor en bane kan gennemføres på få minutter, bliver den anderledes kringlet, hvis du benytter tidsrejser. Har du eksempelvis ramt et skilt med ordet future, sker der intet. Indtil du opretholder en høj nok hastighed i nogle sekunder. Derefter transporteres du hen til fremtidsudgaven af den pågældende bane, med helt nye udfordringer og et anderledes banedesign. Afhængigt af om du allerede har været i fortiden og har ryddet op i de onde robot-generatorer der, bydes du på en god eller ond verden. Her er der så meget ekstra fyld på, at du let kan fortabes i de gigantiske baner, der har alle de klassiske Sonic-kendetegn: loops, flippermaskine-mekanikker, undervandssektioner, metalliske omgivelser og højhastighedsdesign.

Samler du 50 ringe på en bane og når i mål med dem, venter der endnu en bonus. Så skal du pludselig bekæmpe UFOer i en 3D-bane, der mest af alt leder tankerne hen mod klassiske Mode-7 spil til SNES (ganske sikkert endnu en markedsførings-gimmick i den store konsolkrig, der selvfølgelig også stod på dengang).

Og det er det, der gør Sonic CD til så kært et gensyn. Det oser af nostalgi, kærlighed til spil og gode ideer, der er masser af gensynsglæde, og så er der nye detaljer til dagens spillere.

Sidder du på din konsol, kan du glæde dig over at opleve titlen på 16:9 uden at skulle morphe billedet. Du kan vælge mellem tre grafiske indstillinger, der i bund og grund byder på enten pixeleret eller fesent pixeleret grafik. Men faktisk har Sonic CD stået imod tidens tand ganske godt, og det er faktisk ganske behageligt (omend et farverigt miskmask) at se på i originaludgaven.

På iPad og iPhone er dette en af Segas bedste emulationer. Væk er deres velkendte og ganske elendige Mega Drive-pad, og i stedet er det erstattet af en anderledes velfungerende og præcist virtuel pad. Hurra.

Fælles for alle udgaverne er dog, at der er ekstra kræs i vente. Man kan nemlig vælge mellem både det amerikanske og det japanske soundtrack, og Sonics lille behårede ven Tails er spilbar, når du har gennemført spillet en enkelt gang.

Sidder du nu og tænker "puha, ham Lee snakkede meget om retro i den her anmeldelse", så er Sonic CD næppe noget for dig. Gipper det omvendt i fingrene ved tanken om et gensyn med Segas maskot, fra dengang han var med i et af tidens bedste spil, så bliver du ikke skuffet. Heller ikke over prisen. Det koster under en halvtredser uanset format, og det er altså billigt for et spil med så meget indhold.

Sonic CD er en genudgivelse lavet med kærlighed, tilsat en dosis nostalgi og serveret på en måde, så de fleste gamere må indrømme, at Sonic kan noget som Mario ikke kan.