Sonic Mania

Lad os starte denne anmeldelse som et eventyr. Der var engang for over 20 år siden, hvor lille Claus sad derhjemme med sin Sega Mega Drive, og gennemspillede Sonic 3 & Knuckles for tyvende gang. Han havde låst op for Hyper Sonic, og han blæste igennem spillet, da Hyper Sonic ikke kunne dø. Han elskede alt ved spillet, og havde lavet et kassettebånd med musikken fra de fire Sonic-spil på Mega Driven, så det var ganske sikkert og vist, at han kunne godt lide at spille med det blå pindsvin.

Som man kan regne ud fra det lille eventyr, så klappede jeg i mine hænder da jeg fik muligheden for at anmelde Sonic Mania. Jeg havde hørt meget godt om spillet ved dette års E3, og så derfor frem til igen at styre Sonic, Tails og Knuckles. Spillet kan fås på næsten alle konsoller og på PC.

Når Sonic Mania starter, så får man en titelskærm som i de gamle spil, og muligheden for at starte et singleplayer-spil, eller spille mod en ven. Denne multiplayer-del er som i de gamle spil, nemlig at skærmen bliver delt i to, og så konkurrerer man om at komme først igennem banerne. Der er ikke så meget at sige om denne del, andet end det er en afveksling. Det er helt klart singleplayer-delen som skinner.

Man skal, inden man starter et ny spil, vælge imellem Sonic og Tails, Sonic alene, Tails alene og/eller Knuckles alene. De tre karakterer har forskellige evner, som ændrer ens spillemåde. Sonic er Sonic som vi kender ham, og kan løbe hurtigt og hoppe højt. Tails kan flyve og Knuckles kan klatre og glide igennem luften. Hvis du spiller med Sonic og Tails kan en ven styre Tails, og flyve rundt med Sonic, så han kan nå højere platforme. Dette er taget direkte fra de senere Sonic-spil. Derudover er der forskellige power ups, som giver de tre karakterer muligheden for at kombinere forskellige evner. Der er forskellige skjolde man kan få som eksempelvis gør at man tiltrækker ringe eller som gør at man kan ånde under vandet og hoppe højere. Det, kombineret med meget interessante boss-kampe, gør at spillet føles friskt hele vejen igennem. Dog skal en boss-kamp fra Zone 2 nævnes, hvor man skal spille et Tetris-agtigt spil for at besejre Dr. Eggman. Jeg har ingen anelse om hvorfor det er med, for det giver absolut ingen mening, men jeg klarede det i mit andet forsøg, så det er heldigvis ikke svært, men det er godt nok mærkeligt. Ellers er boss-kampene originale opfindelser eller også videreudviklinger af kampe fra Mega Drive-spillene, og de fungerer glimrende. Jeg blev selv ganske overrasket da jeg i den allerførste bane rendte ind i robotten som var slut-boss i Sonic 2. Det var fedt.

Når karakteren er valgt, så begynder spillet. Starten er ligesom Sonic 3, hvor man står på vingen af sit fly og flyver ind i junglen, hvor en robot som ligner Dr. Eggman er ved at grave en ædelsten frem af jorden, og pludselig bliver skærmens farver negative, og man får kontrollen i Greenhill Zone, som mange sikkert vil genkende fra Sonic 1. Det første jeg lagde mærke til var at styringen føltes fantastisk, og Sonics styring var lige i skabet. Man føler virkelig at man spiller de gamle spil, og det tror jeg også udviklerne havde i tankerne, for banerne føles som om de kunne have eksisteret på den gamle Mega Drive-konsol. Man finder ret hurtigt ud af at banerne ikke er direkte kopier, men at de er blevet videreudviklet, for de er kæmpe store i forhold til dem man havde i 90'erne. Faktisk er det lige ved at de bliver lidt for store til sidst, for jeg var mange gange ude for, at jeg faldt for tidsgrænsen. Halvdelen af banerne er taget fra andre Sonic-spil, og de andre er originale baner som jeg ikke har set før.

Der er 12 i alt og spilletiden er omkring 8-12 timer, hvis man skal klare alle baner og have alle ædelsten. Der er nemlig bonusbaner i spandevis. Hvis man rører en af de pæle, som gør man kan starte fra det punkt med over 25 ringe, så kommer man til bonusbaner, som er taget direkte fra Sonic 3 & Knuckles. Dem er der ca. 40 af, og klarer man dem får man enten sølv eller guldfarvede mønter, som låser op for andre spilmuligheder i hovedmenuen. Derudover kan man finde kæmpe ringe gemt rundt omkring i banerne. Disse fører så en til en anden og original bonus bane, hvor man skal fange en UFO, som bærer på en af de syv kaossmaragder. Hvis man får alle syv, kan man blive Super Sonic som i de gamle spil. Problemet er bare, at disse store ringe er enormt godt gemt i de kolossale baner. Jeg prøvede flere gange at klare en hel zone uden at se en af disse ringe, og derfor fandt jeg heller ikke alle syv smaragder i den tid jeg havde med spillet. Jeg skal nok bruge en tredje og fjerde gennemspilning på at få dem alle. Men spillet er flot, så turen igennem de store baner er en fantastisk oplevelse.

Grafikken i spillet, er en direkte HD-konvertering af 16bit-grafikken på Mega Drive-konsollen, og det ser fantastisk ud på den store skærm. Banerne er farverige, og grafikken er knivskarp og kører med 60fps hele vejen igennem. Man kunne jo tænke at grafik fra 90'erne ikke ville teste min PlayStation 4, men det går virkelig stærkt nogen gange. Man taber næsten pusten i nogle sekvenser, når Sonic næsten bevæger sig hurtigere end kameraet kan følge med. Hver eneste zone har sit helt specielle udseende og tema. Dog er originalbanerne bedre end dem de nye udviklere har puttet ind i spillet. Originalbanerne er bare bedre skruet sammen efter min mening, men det er subjektivt og andre har måske andre præferencer. Det samme gør sige gældende med lyden, som igen lyder bedst i originalbanerne. Man skal nok have boet under en sten i 90'erne hvis man ikke kender musikken i Green Hill, og udviklerne har brugt den samme musik fra originalen, men den er blevet piftet op. De nye baners musik er ikke så god efter min mening, og mangler ligesom noget. Både den svingende grafik og lyd tager dog ikke væk fra oplevelsen, og det kan sagtens være det bare er nostalgien som taler, for jeg elsker de gamle baner.

Og her kommer vi til et af de største problemer med spillet. Der er simpelthen for mange af dem. I den sidste halvdel af spillet begynder zonerne at føles ens. Der er eksempelvis både en bane baseret på et karneval, og en på Hollywood og de føles meget ens. Jeg sad derfor til sidst og spurgte mig selv, "gad vide om ikke spillet snart slutter"? For mit vedkommende kunne det sagtens have sluttet efter 9-10 zoner. Den tolvte zone skal lige nævnes her også, for det var den mest frustrerende og øretæveindbydende zone jeg nogensinde har prøvet i noget spil i serien, og den tog mig næsten lige så lang tid at gennemføre, som de andre 11 til sammen. Der var så mange fælder og muligheder for at dø, at det ikke var sjovt. Denne zone burde ikke have været i spillet, og det er en skam, for jeg havde ellers nydt oplevelsen indtil da. Det, koblet med at den sidste bosskamp ikke levede op til mine forventninger, gør at denne ene zone trækker spillet ned. Det er okay at sværhedsgraden er højere i Sonic Mania, for det er den, men det føles som om den tolvte zone bare er med fordi udviklerne har tænkt at man skulle slutte af med den sværeste bane. Problemet er bare, at den er svær på en forkerte måde, fordi man føler at det er spillets skyld man dør og ikke ens egen. Det er synd.

Alt i alt skal spillet dog ikke klandres for meget for at der er for mange baner, da jeg havde det super sjovt 90% af tiden, og var man vild med det blå pindsvin tilbage i 90'erne er dette spillet til jer.

Der har siden 90'erne været diverse forsøge på at genoplive Sonic, men de har haft svingende succes. Dette er dog den ægte vare. Faktisk er spillet på nogle punkter bedre end originalspillene, for den tager koncepter op som var med i disse spil, og forbedrer dem. Musikken er glimrende, og grafikken er farvestrålende og skarp. Desværre har udviklerne bare villet for meget og de skulle have stoppet, med at lave indhold til spillet noget før. Jeg håber inderligt at der kommer et Sonic Mania 2 spil, for kan de holde lidt igen med indholdet og fokusere på kvalitet over kvantitet, har de potentialet til at lave det perfekte Sonic-spil engang. Og nu vil jeg tilbage og se om jeg ikke kan få fundet de sidste Kaos Smaragder og blive til Super Sonic.