Sonic Rush

I den evige maskotkrig mellem Nintendo og Sega har Miyamotos mangfoldige platformsspil altid stået tilbage som den hæderkronede vinder, men hvor charmerende en halvfed, italiensk blikkenslager end måtte være, så har Yuji Nakas blå fartdjævel altid haft en speciel plads i mit spilhjerte. Desværre har 3D generationens hetz mod enhver form for afskygning af to dimensioner haft den skræmmende konsekvens for Sonic, at de engang så adrenalinpumpede og eksplosive spil blev til tamme forsøg på at følge med udviklingen. Heldigvis har Sonics ånd levet videre på Gameboy Advance og denne succesfulde tradition har dannet grundlaget for det blå pindsvins første udskejelser på Nintendo DS.

Selvom Nintendos seneste håndholdte er en ganske habil konsol, så er dens formåen i 3D omgivelser relativt beskedent, især i forhold til konkurrenten PSP. I mine øjne er der sjældent noget værre, end når en udvikler tager skyklapper på og naivt vælger at tro, at en 3D løsning uanset grafiske ofringer er det bedste valg - en situation, der allerede har gjort en lang række DS spil til grafiske brækklatter. Heldigvis har Yuji Naka og hans Sonic Team fortsat hvor de slap bedst og skabt et lynende hurtigt og ekstremt underholde 2D eventyr på Nintendos to-skærmede konsol. Det er Sonic, som vi kender ham allerbedst, hvor man ofte suser den halve bane igennem uden at røre en finger, men som alligevel kræver hurtige reflekser i tide og utide. Med brugen af de to skærme føles banerne ekstra store, hvilket har givet plads til endnu mere ekstreme kurver og springafsats. Dette spil er indbegrebet af fart!

Man kunne med en kritisk røst spørge, hvorvidt Sonic Rush egentlig formår at udnytte konsollens mere nytænkende egenskaber. Brugen af de to skærme er relativt beskeden, og selvom det naturligvis er med til at forbedre den spilmæssige oplevelse, så er det ikke spillets akilleshæl. Heller ikke konsollens trykskærm spiller en betydningsfuld rolle og bliver udelukkende bragt til live i de velkendte cylinder-formede bonusbaner. Her skal styrepinden udelukkende benyttes til at føre Sonic fra side til side i tuben for at snuppe så mange mønter som muligt og undgå de mange fælder - igen et brug, der med lidt god vilje kunne være undværet. Heldigvis føles et kritikpunkt som dette helt ubrugeligt, for i sidste ende kunne jeg ikke forestille mig nogen bedre indehaver til Sonic end Nintendo DS. Det føles bare helt korrekt.

Sonic Rush formår ikke at revolutionere genren eller serien for den sags skyld. Det er et ganske traditionelt Sonic spil, som man har prøvet det så mange gange før. Men med 14 baner i syv forskellige territorier, non-stop action, underholdende boss baner og relativt få irritationsmomenter, så føles det mest af alt som en kær gammel ven, man har søgt efter så længe. Vigtigst af alt har Sonic Team formået at undgå nogle af de gentagne kritikpunkter, der som regel følger et Sonic spil. Vigtigst af alt er den nye boost-funktion, der giver det supersoniske pindsvin endnu mere krudt i røven ved tryk på en knap. Hvad denne nye mulighed næsten fjerner fuldstændigt er det irriterende dilemma mellem at løbe så stærkt igennem banerne som muligt og så stadigvæk nå at afværge frontale sammenstød med fjenderne på din vej. Udover at give Sonic ekstra fart gør boost-funktionen nemlig også pindsvinet til en udødelig dræbermaskine i et par sekunder, således at Sonics fjender ikke har en chance.

Uheldigvis er Sonic Rush en diamant, der godt kunne være slebet en anelse mere til. Der er stadigvæk gange, hvor du har lyst til at kaste en tønde benzin udover maskinen og fyre op under lortet, mens du danser en krigsdans omkring bålet. Eksempelvis når du har brugt din boost på en række fjender og efterfølgende ramler ind i endnu en - bare uden udødelighed! Lige irriterende bliver det også, når spillets senere baner kræver, at du fylder din livsbeholdning godt og grundigt op ved gang på gang at gennemføre de tidligere baner - nej, de er ikke lige underholdende hver gang!

En anden fejl, om end den ikke får afgørende betydning for spillets bedømmelse, er inkluderingen af en ny karakter ved navn Blaze - en flammeomgivet, lilla ræv. Selvom det umiddelbart er positivt at kunne spille spillet igennem fra et nyt perspektiv (og med en omrokering på banerne), så er det ærlig talt ikke særlig fedt, når det føles som man kommer direkte fra motorvejen og ind i et byområde med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Kort sagt: hun er alt, alt for langsom. Sonic handler i min verden om ren, rå fart, og Blaze repræsenterer næsten alt det modsatte. Heldigvis er man aldrig tvunget til at spille som tøsepigen, hvilket er den eneste positive ting ved hende.

Intet kan glæde et spillerhjerte mere end at se end gammel helt blomstre i fuldt flor, og det er præcis, hvad Sonic gør i sine første DS eskapader. Sonic Rush er et fuldendt, fartfyldt og alt i alt forrygende spil, der gør mange ting rigtigt og få ting forkert. Det er hverken revolutionerende eller tager pindsvinet til helt nye højder, men det er utvivlsomt et af de bedste Sonic spil i mands minde - og der skal ikke så lidt til!