Sonic Superstars

Jeg elsker mig en god dosis Sonic The Hedgehog. Jeg var med helt fra starten, da det blå pindsvin tog konkurrencen op mod Super Mario i 90'erne. Sonic blev dengang brandet som den her lidt provokerende og farlige gut, som var meget mere cool end Mario og hans grønne broder. Som vi alle ved vandt Mario deres indbyrdes opgør, men dermed sluttede det blå pindsvins eventyr ikke. Her mere end 30 år efter eksisterer han stadig, og har haft gode spil, og ikke så gode spil, og endog et par forfærdelige af slagsen også. På det seneste virker det dog som om SEGA endelig forstår deres egen maskot bedre med Sonic Mania og Sonic Frontiers, som jeg generelt var godt tilfreds med, og nu er der så et nyt skud på stammen med Sonic Superstars. Sonic Superstars udkommer til Nintendo Switch, PlayStation 5, PlayStation 4, Xbox One, Xbox Series X og Series S, samt PC den 16. oktober.

Sonic Mania er nok det bedste Sonic-spil, som jeg har prøvet, også bedre end originalerne på Sega Mega Drive. Jeg har i mellemtiden prøvet det ganske glimrende Sonic Forces også, men jeg må indrømme jeg savnede Sonic i 2D. Det er mit kræs, som man siger. Sonic Superstar er derfor lige det jeg har efterspurgt, for det her spil føles, og spiller, som Sonic Mania med mindre pixeleret grafik. Historien i Sonic Superstars er ikke helt nem at gætte sig til, da der ikke er nogen dialog. Det jeg dog gætter mig til foregår, er at Dr. Eggman (Robotnik) igen har planer om at lave alle skovens søde dyr til robotter. Noget han åbenbart har som hobby, for han gør det nærmest i hver eneste udgave af serien. Den store røde runde Eggman hyrer så en ræv, hvis navn jeg har googlet mig til er "Fang The Hunter", og han fanger en ny karakter der hedder Trip, som er en armeret robot, der ser lidt underlig ud. Alt det her er at sige, at der er en historie her, men du behøver ikke at kigge ordentligt efter. Den udfolder sig imellem banerne, er ganske minimalistisk, og bygger broer imellem de forskellige baner, så det hele flyder godt sammen. Den er dog ikke noget at råbe hurra for.

Sonic Superstars er lavet efter samme formular som de gamle spil i serien, så kunne man lide dem, så er det kræs for kendere. Man styrer en af fire karakterer, alt efter hvor mange venner man kan samle foran sin spillemaskine. Man kan vælge mellem gamle kendinge som Sonic, Tails, Knuckles, og Amy Rose. De har hver især specielle evner. Sonic kan blive til Super Sonic, men er bare Sonic. Tails kan flyve, hvilket er ret fedt, da man kan udforske mere. Knuckles kan agere svævefly, og derved nå længere, og Amy Rose kan lave dobbelthop. Det er lidt ens præference der afgør hvad man bedst kan lide, men jeg valgte Tails, da jeg hader at misse de store bonusringe. De fire hovedpersoner er sjove at styre, og føles akkurat ligesom de gjorde på Segas Mega Drive i gamle dage. Well, udover Amy Rose, som først kom til senere. Det er fedt at mærke hvor præcist man kan styre de fire helte, men der et problem med banedesignet, for jeg følte tit at spillet lokkede ens farverige karakter i fælder, som man røg hovedkulds i uden at kunne undvige dem. Disse fælder kom især, når det gik stærkt, hvilket jo er, hvad Sonics gruppe har som force. Jeg syntes også det var et problem i Sonic Mania, men jeg husker ikke, det var så slemt i originalerne tilbage i 90'erne. Det kunne godt frustrere, og bandeord blev da også ytret et par gange. Jeg ved ikke, om der verserer en ide hos SEGA om at spillet skal være mere svært i disse Soulsborne-tider, men når sværhedsgraden ligger i fælder, man ikke kan undvige, så har man fejlet.

Man skal som i næste alle andre spil i serien finde de mystiske Chaos Emeralds. Disse flotte ædelsten kan mere end de normalt kan, og hver gang man finder dem, få man nye evner, som gør visse forhindringer nemmere, og kan lede til opdagelser af hemmeligheder i banen. Jeg vil ikke spoile dem alle, men der er en, hvor man hidkalder kopier af den karakter, der har aktiveret juvelen. Disse kopier sværmer så på tværs af skærmen, og indsamler alle ringe, og slår alle modstandere til plukfisk. En anden gør at man kan se hemmelige platforme, som leder til hemmeligheder i banen. Man kan aktivere dem alle når man vil, men der vil komme en besked forneden på skærmen, som siger, at her kan man altså få noget ud af at aktivere en bestemt juvel, og det er en fed ny mekanik i spillet, som jeg synes SEGA skal videreføre og måske videreudvikle.

Der er en masse man kan finde rundt i banerne, som gør man får lyst til at udforske. Der er kæmpe Sonic-mønter, som man kan samle, og som låser op for ting i butikken, hvor man kan købe både kosmetiske og brugbare ekstra ting. Der er de store ringe som fører til bonusbanerne, hvor Chaos Emeralds er, og så er der disse grønne frugter, som låser op for særlige baner, hvor man skal samle ringe. Jeg er som sagt old-school Sonic-spiller, så jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om alt den låsen op for lidt ligegyldige ting. Det føles som polstring, i et ellers glimrende designet spil. Er man modsat mig til de ting, jamen så er der en masse at finde. Man kan for eksempel finde flere af disse førnævnte Sonic-mønter i bonusbaner man får adgang til, hvis man har mere end 50 ringe, og render forbi en Waypoint-stolpe, ligesom i andre spil i serien. Disse baner er som bonusbanerne i Sonic 1, og er en labyrint, der konstant drejer rundt. Sidst men ikke mindst er der Emerald-banerne, hvor Sonic skal kaste med reb, for slynge sig rundt mellem punkter, for derved at fange de meget bevægelige juveler. Det er ret fedt at der er genbrugt, og fundet på nyt. Man når heller ikke at blive træt af banerne, for de er ret nemme, og tager ikke mange sekunder.

Ellers er Sonic Superstars som man kender serien, hvor man løber fra venstre mod højre i så høj fart man kan, for i slutningen at møde en boss-maskine, eller Dr. Eggman. Noget helt nyt er at man kan spille fire på samme tidspunkt, på samme skærm, hvilket er vildt sjovt. Sonic Superstars har en funktion, hvor man bare skal trykke på en knap, for komme tilbage midt på skærmen, skulle man dø eller sidde fast. Det fungerer glimrende, og minder en del om visse Mario-spil. Der er mange grin at hente her, for det bliver kaotisk, og totalt sjovt. Der er også baner man kan løbe på tid, og der er en ny Super Smashbrother spilmulighed, hvor man skal bekæmpe vennerne med robotter, som man bygger af dele man låser op for i hovedspillet. Det sammen med muligheden for at være fire spillere, giver glimrende mulighed for at hente vennerne ind på ens sofa, og bare have det sjovt.

Til sidst vil jeg lige nævne spillets udseende for, det hele er superflot og farverigt, og kører glimrende. Alle baner er nye, og der er modsat så mange andre Sonic-spil ingen genbrug. Det hele er nyt. Dog vil man genkende mange mekanikkerne fra tidligere spil. Derfor er der selvfølgelig mere end en flipper bane, og så skal der jo også være en banen hvor man kan komme under vandet, så man kan høre den stressende jingle, som kommer når man løber tør for luft. Lyden er dog helt fantastisk, for man kan høre at man har lavet en dele af banernes musik med lydchippen der var på Mega Drive-maskinen. Det er fantastisk nostalgisk, og jeg elskede disse især.

Så alt i alt er Sonic Superstars 2D Sonic når han er bedst, og muligheden for at spille med venner giver det hele et nyk opad.