Sonic the Hedgehog

Når man snakker om ikoner indenfor spilindustrien med masser af historie bag sig, er der en del velkendte ansigter og flamboyante personligheder, der dukker op i hukommelsen. Nintendo har Mario og Link, Sony har Snake fra Metal Gear Solid, og Microsoft fik som sidste skud på stammen Master Chief for snart fem år tid siden. Men lige ved siden af alle disse berømte kendisser, står der endnu en, nemlig et lille blåt pindsvin ved navn Sonic. Hvis rosen for at Segas maskiner i sin tid blev langet over disken i tusindvis skal pålægges en enkelt personlighed, så må æren blive hans. Mange vil nok mene at den ære hører fortiden til, da de seneste spil, der er kommet med den lille fartdjævel, har været langt fra den kvalitet som serien tidligere stod for, men det har dog ikke hindret Sega i at genoplive deres bedste ven endnu en gang, og derfor er Sonic the Hedgehog nu kommet.

Traditionen tro er det igen den onde Dr. Eggman, der er på spil og da han kidnapper landets prinsesse, er hans lille blå nemesis lige i hælene på ham, men der er slet ikke den galoperende start, som vi forventer fra Sonics side, faktisk tværtimod. Mellem hver anden mission ryger du nemlig tilbage til hjembyen Soleanna, hvor du er tvunget til at udføre opgaver for byens befolkning og først derefter har du muligheden for at fortsætte. Det føles meget akavet, først og fremmest fordi det slet ikke passer ind i spiluniverset, men også fordi at opgaverne er utroligt kedelige og simple. Det fungerer som én lang træningsbane, hvor du lærer de nye angreb og lignende og at trække det ud over hele spillet var en virkelig dårlig idé fra Segas side af. I stedet for at få det hele overstået lige til at starte med, skal du nu døje med det gennem det meste af spillet. De mange loadetider driller også, da bosskampene og dialogerne ofte afbrydes af mere end bare én pauseskærm, og det irriterer gevaldigt.

Inde i selve banerne findes dog spillets uden tvivl største akilleshæl, nemlig den kiksede styring. Nøgleordene i Sonic-spillene har altid været fart og tempo, men denne gang har Sega overdrevet det. For selvom det føles herligt at drøne derudaf med lydens hastighed, så får den overfølsomme styring hurtigt taget fornøjelsen fra dig. Ved de meget høje hastigheder er det ofte umuligt at navigere det lynhurtige pindsvin og når den mindste kontakt med et træ eller en væg kan tage livet af dig, ja så går det hurtigt galt. Kombinerer man det med et forfærdeligt kamera, så sidder du med et spil som kræver stor tålmodighed, da du vil ofte kommer til at dø ved at du falder udover en kant, som du ikke havde nogen chance for at undgå. I kampsituationer fungerer det lidt bedre, men et dårligt kamera kan dræbe ethvert spil indenfor platformsgenren, og når kameraet hellere vil kigge på skyer på himlen, end at hjælpe dig når du bekæmper en horde af dødsensfarlige robotter, så er det ikke noget der kan tilgives så let.

Rent visuelt har Sonic the Hedgehog heller ikke noget at prale med, for selvom det hele afvikles ved et højt tempo, så sniger der sig en del grafiske brølere med og din 360’er kommer ikke til at svede bare det mindste. Bygninger i baggrunden dukker pludselig frem ud af den blå luft og flere gange vil Sonic sidde fast i en mur eller lignende, hvorved du fuldstændigt mister herredømmet over ham i et par sekunder. Den tegneserieagtige stil har ganske vist en vis charme, men det er slet ikke nok til at redde helhedsindtrykket. Heldigvis skuffer musikken ikke i samme grad og det er nemt et af de største plusser. De syrede toner med masser af trommer og rockguitar matcher glimrende de ting, der foregår på skærmen, og jeg tog også mig selv i at nynne med på én eller to af melodierne, da jeg havde slukket maskinen.

Der er dog nogle gode ting at komme efter, men desværre er det ikke nok. De mange bosskampe er ganske underholdende og selvom de er meget simple og med få facetter, er det positiv adspredelse fra de kiksede opgaver i byen og de frustrerende almindelige baner. Det nye pindsvin der er kommet med i denne omgang, er den telekinesiske Silver og hans baner fungerer meget bedre end resten af spillet. Hans baner er meget langsommere og derfor kommer der heller ikke så mange uselvforskyldte dødsfald og det er rart. Kapitlerne med Sonic er spillets værste og det er meget svært ikke at kunne se ironien i at det er spillets hovedperson selv, som står for de største irritationer og mangler.
Der er også en co-op del, og selvom det som altid er sjovere at spille et spil sammen med en kammerat, så lider den naturligvis af de samme mangler, som er i singleplayerdelen.

Det er 15 år siden at Sonic så dagens lys for første gang, og han har efterhånden en mildest talt broget karriere bag sig, men desværre så skuffer han i denne omgang langt mere end han tidligere har gjort. På trods af de adskillige forsøg og eksperimenter, er det endnu ikke ordentlig lykkes Sega at overføre deres lille blå guldklump til 3-D universet, det er næsten altid endt i et halvfesent produkt. Sonic the Hedgehog døjer med seriøse problemer, der burde være blevet udryddet indenfor for genren for længe siden, og selvom der er sigtet efter at skabe en fartoplevelse, som kun Sonic kan levere, så nytter det ikke noget, når der er så mange basale ting, der mangler. Jeg håber virkelig på at Sega opper sig inden næste spil i serien slippes løs, for det her er for tyndt.