Et bryllup, europamesterskabet i fodbold i 1992, dit første barn eller kys. Du ved præcis hvor du var på dette tidspunkt og hvad du gjorde. Det samme er tilfældet med visse spil. De efterlader så dybe spor i dig, at du aldrig glemmer dem. For mit vedkommende var det Soul Calibur til Dreamcast. Siddende oppe under loftet, i en mindre end 30 kvadratmeter stor studenterbolig, slog Namcos sværdsvingende atleter fuldstændig benene væk under mig med deres elegante udtryk, uhyre glatte animationer og ekstreme pangfarver. Segas konsol var som skabt til Soul Calibur og de efterfølgende mange måneder blev brugt på at få tæmmet min kampstil og knække spillets Weapon Master-mode.
Intet spil har siden haft den samme indvirkning på mig som Soul Calibur, men når jeg sidder med treeren mellem hænderne, føles det faktisk som om jeg skal til at have det sus i maven igen. Soul Calibur 3 er nemlig klimakset i Namcos våbenbaserede serie og absolut et af de bedste kampspil jeg nogensinde har haft fingrene i, og da jeg forleden fik muligheden for at spendere en dag med en tidlig kode af spillet, sagde jeg naturligvis ikke nej.
På mange måder burde Soul Calibur 3 ikke kunne lade sig gøre på en PlayStation 2. Områderne er enorme, animationen af samtlige karakterer helt og aldeles flydende og det hele afvikles med 60 billeder i sekundet - også i PAL-udgaven.
Efter en lang og overdådig intro, der stort set ikke findes bedre i spilverdenen, får jeg lov til at gribe joypaddet og kigge nærmere på løjerne. Det er naturligvis de tre nye karakterer Zasalamel, Tira og Setsuka der skal prøves af først. Jeg vælger den le-bærende Zasalamel og giver ham en tur i ringen mod manges spilleres absolutte favorit Mitsurugi. Fire drøje hug og han begynder at vakle, et par slag mere og han er i knæ. Den tidligere munk klarer sig godt mod østens bedste katana-sværd og jeg er imponeret over spillets uhyre præcise kontrol. Det er år siden jeg sidst har spillet Soul Calibur 2, men alligevel føles treeren let at komme i gang med. Tira og Setsuka får også deres tur i arenaen. Tiras chakram fungerer strålende og Setsukas afventende bushido-stil tiltaler mig også. Det er tre fornuftige udvidelser af galleriet. Namco har gjort klogt i ikke at drysse spillet til med nye og dårligt balancerede karakterer, som man kender det fra så mange andre spil.
Efter et par timers spil har jeg også låst op for nogle af spillets andre karakterer. Rock - der denne gang er udstyret med en underlig mammut lædermaske - og piraten Cervantes er nogle af de karakterer jeg møder. Også Lizardman og en udød fyr ved navn Revenant dukker op. Det lader til at der er rigeligt med ekstra indhold at boltre sig i. Et kig ned over spillets menu afslører også en lang palette af spil-options og features. Tales of the Sword er den historiebaserede del af spillet, hvor du vælger en karakter og så gennemspiller historien. Undervejs bliver du bedt om at træffe forskellige valg, der sender dig rundt på de forskellige områder af verdenskortet. Der skal indsamles informationer om Soul Edge og Soul Calibur, jages karakterer og naturligvis kæmpes med livet som indsats. Alle karakterer har hver deres historie og da mange af kampene også involverer kampe mod mindre lakajer som tyve, lejemordere og andet, så kan du uden tvivl spendere måneder i denne mode, blot for at se alle karakterernes historier og forgreninger.
World Competition og Chronicles of the Sword var to andre modes jeg meget kort fik lov til at kigge nærmere på. World Competition er en slags verdensmesterskab i Soul Calibur, hvor din karakter kæmper sig op gennem verdenseliten for at ende øverst på podiet, mens Chronicles of the Sword indeholder både kamp og strategi, blandet med muligheden for at lave sin egen karakter. Her stiger du i niveau for hver gang du besejrer en modstander og du skal samtidig holde din hjemegn fri for banditter og invaderende hære. I spillets Character Creation-del er der mulighed for at lave en hvilken som helst karakter fra udseende over våben og til kampstil. Jeg har ikke svært ved at forestille mig garvede spillere, der fortaber sig i denne del i månedsvis.
Hvad der dog imponerede mest var, hvordan Namco på relativ kort tid har fået Soul Calibur 3 til at se så fremragende ud. Banerne er om end endnu mere spektakulære, indbydende og stemningsfulde end tidligere, og indeholder nu både en svævende byggeplatform i Kairo, et gigantisk slot, komplet med brusende vandfald og marmorgulv, samt en stille, japansk have hvor kirsebærtræernes blade roligt falder mod jorden, mens du svinger dit våben mod fjenden. Også kontrollen, der siden det første spil har været eminent, fungerer strålende. Karaktererne er perfekt balancerede og der er faktisk rigtig mange, der i denne omgang virker overordentlig indbydende og som let kan blive nye favoritter.
Kampspil har det med kun at tage børneskridt fremad, men med Soul Calibur 3 lader det til at Namco forsøger at lave et kvantespring. Der er ganske enkelt så meget nyt materiale, at det er svært at gabe over det hele indenfor de første par dage - og da jeg kun fik en enkelt dag hos Egmont Interactive i København, så har jeg uendelig svært ved at samle alle mine indtryk og begejstring. En ting er dog sikker; jeg tror ikke jeg kommer til at glemme mit første møde med Soul Calibur 3 lige med det samme.