Soul Calibur V

Der var vitterligt ikke noget i vejen med Soul Calibur IV, som fik en stabil otter i karakter. Namco forsøgte at modernisere konceptet og lave noget nyt. Men Soul Calibur IV holdt ikke i længden. Måske er det derfor, det har taget fire år at lave femte del, hvilket er den længste pause mellem to efterfølgere i Soul-serien siden Soul Calibur og Soul Calibur II.

Namco har brugt tiden på at modernisere og lave om. I 2008 var Japan stadig lidt bagud rent grafisk, men nu er man kommet op i trit, og forskellen mellem Soul Calibur 4 og 5 er enorm. Inden kampene begynder, præsenteres de bedst detaljerede og mest velanimerede figurer, fighting-verdenen endnu har set. Og så skal det nævnes, at den version jeg har testet (PS3-udgaven) er fra november 2011, og altså kan nå at blive finpudset lidt mere, inden premieren i februar.

Man behøver blot at vælge en figur, trykke start og begynde at svinge sit våben for at indse, at Namco mener det alvorligt denne gang. Det, man forsøgte med Soul Calibur IV, at finde sine egne gimmicks og føre serien videre, er denne gang lykkedes på en helt anden måde. Du kan lynhurtigt bevæge dig rundt om modstanderen ved at dobbelttrykke, hvilket hæver tempoet i kampene og gør det forbundet med livsfare, kun at bruge dovne vertikale angreb.

Man har også tilføjet komplicerede supermetere, og kører nu med et system tilsvarende det, Capcom byder på i Street Fighter IV, hvilket fungerer udmærket. Også systemet for blokeringer er lavet om, og parries er fjernet helt i et forsøg på at strømline uden at rode med spildybden. Det er lidt for tidligt at tale om hvordan det fungerer (der skal 100 kampe mere til først), men det lover bestemt godt.

I stedet for at gå mere i detaljer med spilsystemet, vil jeg i stedet fortælle om hver og en af de figurer, der er tilgængelige i den udgave af spillet, vi har prøvet. Det drejer sig ofte om gamle kendinge, der er blevet lavet om i mere eller mindre stor grad, mens andre er blevet erstattet af lignende figurer, mens en usædvanlig stor andel af kæmperne er helt nye.

Patroklos Alexandra
You're a good fighter, but I'm a superb one.
Patroklos er Sophitias søn, og leder febrilsk efter mor og datter. Han beskrives af Namco som spillets hovedperson, men det betyder heldigvis ikke så meget i forhold til historien, at det gør nogen forskel. Patroklos er nemlig kun marginalt mere underholdende end maling, der tørrer, og er en Soul Calibur-kæmper skåret efter skabelon 1-A. Man ved hvad man får, en yderst traditionel kæmper med sværd og skjold. Bestemt ikke en figur, der skjuler nogen hemmeligheder.

Z.W.E.I.
You today, me tomorrow.
Her sker der til gengæld ting og sager. Z.W.E.I. er med i den søvndyssende Siegfrieds bande, og blev hurtigt en af mine største favoritter. Hans alsidige sværd kan bruges både til at kløve og til at slå med som en kølle i nærkamp. Desuden har Z.W.E.I. mulighed for at tilkalde varulven E.I.N. i løbet af kampen, hvilket er lige så livsnødvendigt som blæret. Z.W.E.I. har god rækkevidde, føles farlig selv tæt på, og har nogle rigtig effektive launchers, man hurtigt kan udnytte til gode luftcomboer.

Tira
I'm gonna sit right here and watch you bleed out.
Tira fungerede besværligt i Soul Calibur IV, og mange rangerede hende som en af de dårligere figurer. Præcis hvor god hun er i Soul Calibur V er det selvfølgelig alt for tidligt at sige, umiddelbart føles hun mere komplet end tidligere. Slagene giver mere skade, og Tira har bestemt gavn af mulighederne for hurtigere sidelæns bevægelser. Mavefornemmelsen siger dog, at hun nok heller ikke bliver top tier denne gang.

Natsu
That didn't suck.
Natsu er Takis lærling og slås med samme våben. Taki var en af mine favoritter i tidligere spil, og dette var en af de forandringer, jeg i forvejen var skeptisk overfor. Helt uden grund, skulle det vise sig. Natsu er en fuldendt figur, der føles som en decideret opgraderet Taki. Hun har skønne teleport-moves, som fører tankerne til Naruto, er utrolig velanimeret, kan lave lækre tricks som at levitere i korte øjeblikke, og har et snedigt Critical Edge-angreb som er let at få ind. Eneste minus er den mere barnlige og flabede attitude som Natsu spreder omkring sig, langt fra den ultrakølige Taki.

Nightmare
You only exist so that my sword skewers you.
Nightmare er sig selv, og fremstår som et stift og tungt relikvie sammenlignet med resten af den lynhurtige Soul Calibur V-bande. Rækkevidde og styrke er som sædvanlig i første klasse, men den tidligere hovedperson i serien er i dag mere anonym, og det føles ikke rigtig som om Namco har lagt lige så meget kærlighed i denne gigant, som man måske burde have gjort.

Isabella "Ivy" Valentine
For better or worse, this sword is my fate.
Ivy var en af de mest komplekse figurer tidligere, og krævede en masse af spilleren, hvilket blev belønnet for dem, der orkede at lære de mange comboer og specialangreb. I Soul Calibur V føles prygledonnaen Ivy mere lettilgængelig, også for dem, der ikke har spillet overdrevet meget med hende tidligere. Hun er muligvis blevet lidt svagere, men kompenserer for dette ved at være mere fleksibel og tilpasset det hurtigere spilsystem.

Raphael Sorel
I've wasted enough time on you already.
Det er ikke kun Capcom og Dante, der er blevet bidt af Twilight-feberen, men også Namco. Raphael er nemlig også blevet til en vampyrlignende skabning, der føles ondere end den velansete franskmand, vi tidligere har stiftet bekendtskab med. Men uanset hvor sort han klæder sig, og hvor meget han skumler, så føles han præcis som gamle Raphael.

Viola
Now you know the meaning of pain.
Den på forhånd mest interessante figur i Soul Calibur V er Viola. Hun føles som var hun hentet fra Guilty Gear-verdenen, og slås med en lysende kugle, der gør hende ulig alle andre. Kuglen kan lægges ud i forskellige højder bag modstanderen, og derefter kaldes lynhurtigt tilbage. I kampe mod Viola skal man altså holde øje med angreb både for- og bagfra. Viola er godt nok ganske svag, men lærer man at beherske hende fuldt ud, kan man gøre livet brutalt surt for modstanderen, der i værste fald ikke kan komme i nærheden af hende.

Hildegard "Hilde" von Krone
You cannot kill my peoples hope for the future.
Hilde hørte helt bestemt til i toppen af Soul Calibur IV, men jeg får ikke helt det samme flow med hende i femmeren. Rækkevidden er selvfølgelig god, men hun er alt for klodset tæt på. Da hjælper det ikke, at Hilde både er hurtig og har gode launchers til at kunne jonglere med modstanderen. Mit staldtip er, at Hilde trods alt vil synke noget i tier-listerne.

Pyrrha Alexandra
Not my fault! You brought this on yourself!.
Pyrrha har ligesom Patroklos også Sophitia som moar. Hun føles som en blanding af Sophitia og Cassandra, beder om forladelse for det meste, og føles også lidt småkedelig. Det føles som om det snart er tid til at pensionere denne familie i Soul Calibur-sammenhæng.

Siegfried Schtauffen
You are well-versed in the language of war.
Siegfried hører også til blandt de mindst interessante figurer i Soul Calibur-serien. Han er med på gamle meritter, og fordi mange har ham som favorit. Er du en af dem, bliver du nok ikke skuffet. Namco har ikke gjort noget radikalt med ham, så det føles præcis som at spille forgængerne.

Cervantes de Leon
Nothing holds power over me.
Cervantes hører til de figurer, Namco har gennemgået grundigt. Han er blevet godt opdateret, er ikke lige så tilbøjelig til at flyve udover kanterne, og kommer absolut til fortsat at være blandt topfigurerne. Takket være muligheden for at skyde, er han stadig nybegyndermorder af Guds nåde, og han vinder meget på at være præcis, stærk og hurtig i det nye spilsystem.

Voldo
Greeaaaaooowrrriiiiiiih!
Voldo er nok den af alle figurer, der både lyder, opfører sig og ser ud præcis som forventet. Hvilket i praksis betyder masser af usmagelige bevægelser, mildt sagt suspekt tilbehør og en bunke moves, han har haft lige siden Soul Caliburs dage. På godt og ondt. Voldo er god som han er, men det ville have været interessant at se Namco gøre noget mere radikalt med ham.

Yan Leixia
Look out, world because here comes Leixia.
Xianghuas datter minder selvfølgelig om sin mor. Her havde jeg håbet at Namco havde været lidt mere vovede, men man vil formodentlig ikke lægge sig ud med de gamle fans. Leixia har hurtige og effektive launchers, og det er forholdsvis enkelt at holde sin modstander i luften. Lexia er naturligvis lynhurtig, og desværre også ret svag. Xianghua har dog været en af de bedre figurer i serien, og i sidste ende tror jeg Leixia vil fylde den rolle godt ud.

Heishiro Mitsurugi
In the fires of hell, we shall meet again.
Mange opfatter Mitsurugi som Soul-seriens selvskrevne poster-boy, selv om Namco aldrig har set ham sådan. Her føles han meget som han gjorde tidligere, men med visse små forandringer, hvoraf de fleste virker grafiske. Det betyder i praksis at han er mere samurai-stilistisk end nogensinde. Mitsurugi er lige som tidligere et godt begyndervalg, selvom jeg synes han er blevet lidt lettere at slås mod, takket være muligheden for hurtigt at træde til side.

Astaroth
The power, I can feel it.
Astaroth i Soul Calibur V er ifølge Namco en ny dæmon med navnet Astaroth, hvilket fik mig til at håbe at han havde fået en decideret overhaling. Og ja, han ser helt anderledes ud og opleves som en mere tight kæmper. Der er dog ikke de store forskelle, og jeg havde gerne set Astaroth få samme behandling som Natsu og Xiba, som er mere forandrede versioner af deres oprindelige figurer (Taki og Kilik). Nu er han en ganske uinteressant figur, som jeg ikke tror bliver videre populær.

Ezio Auditore da Firenze
The world will be better without you.
Jeg hører ikke til dem, der blev sur over Star Wars-bandens optræden i Soul Calibur IV, tværtimod. Det føltes som en sjov tilføjelse, og at argumenterer for at de ikke passer ind i fighting-verdenens mest forslåede historie er bare hykleri. Når det er sagt, så føles Ezio klokkeklar, og er heller ikke samme kompromis som tidligere gæstestjerner. Han passer perfekt ind, og føles herligt kompleks med masser af spildybde at udforske. Ezios stil fører delvist tankerne til Cervantes, og hans armbryst er nyttig til at holde folk på afstand.

Maxi
Man, that was lame.
Maxi har aldrig hørt til i toppen (faktisk tværtimod), men opfattes af glade amatører som svær at kæmpe mod. For mig har han altid været favorit nummer ét, og jeg er glad for han stadig er med, da han ganske enkelt adskiller sig en hel del fra resten af figurerne rent spilmæssigt. I Soul Calibur V er han sig selv, og har stadig sine lynhurtige comboer at læne sig op ad. Maxi har endda nogle rigtig brugbare sidestep-angreb, der kan gøre livet surt for større og tungere modstandere, der nu føles lettere end nogensinde at danse rundt om og overvinde på ren og skær finesse.

Aeon Calcos
*ROAR*
Lizardman har været med før, men nu kæmper han under sit menneskenavn Aeon. Og det er der en grund til, da han føles som en helt ny figur, og desuden er blevet forsynet med nye våben. Udstyret med to enhåndsøkser er denne bomstærke og lynhurtige bisse i en grafisk klasse helt for sig selv. Det gælder ikke mindst de labre vinger, han kan bryste sig af. Aeon har god rækkevidde og føles nu som en mere komplet figur, og jeg tipper at han bliver den oplagte favorit for mange spillere. Med god grund.

Yoshimitsu
I am Yoshimitsu the second.
Yoshimitsu omtaler sig selv som Yoshimitsu den Anden, og er ligesom Astaroth teknisk set en ny figur. I praksis er det dog samme gamle Yoshimitsu, hvilket ikke er så ringe endda. Det er svært at sætte finger på hvad Namco har gjort ved ham, men han føles bedre end nogensinde i Soul Calibur V. Namco fortsætter også med sin herlige tradition med at gøre ham helt ubegribelig i sin optræden, hvilket plejer at gøre ham til en favorit blandt mange spillere. Et godt valg, da han klart hører til blandt de bedre figurer.

Xiba
I'm starving up here.
Ved første øjekast virker Xiba bare som en grafisk erstatning for Kilik, og det indtryk står ved magt efter de første par runder. Det skyldes, at han deler flere kast og angreb med netop Kilik. Efter nogle kampe begynder forskellene dog at vise sig, og de nye muligheder træder frem. Xiba er god på alle afstande og føles mangefaceteret. Beslutningen om at skifte Kilik ud til fordel for Xiba kommer sandsynligvis af det faktum, at en langsom stavkæmper som Kilik ikke havde fungeret særlig godt i Soul Calibur V.