Soul Calibur V

Jeg er ikke i tvivl om, at det nogen gange kan lyde som om, vi anmeldere synes alt var bedre førhen, og at forskellige genrer kun bliver dårlige som tiden går. Sådan forholder det sig nok egentlig sjældent, og tættere på sandheden er det måske snarere, at de fleste udviklere på et tidspunkt vælger at gå nye veje med deres serier, hvilket vi altså ikke alle synes er en god beslutning. Soul Calibur V og serien som helhed er et lysende eksempel på dette.

Da Namco helt tilbage i 1999 valgte at opdatere efterfølgeren til Soul Edge og udgive den på Dreamcast, lød det for mange som om, at der var tale om en simpel håndsrækning til en konsol, som endnu havde svært ved at finde sig selv, og som i den grad havde brug for nogle stortitler. Med kun syv måneder og 40 mand til at omsætte arkadespillet, runde det af og balancere det på ny, var forventningerne ikke store. Resultatet var dog mageløst og står stadig som et af genrens bedste spil mere end 10 år senere.

Soul Calibur havde det hele, grafikken, figurerne, balancen og frem for alt farten. Det belønnede præcis timing, gode reflekser og intens indlæring af den enkelte figurs styrker og svagheder, men var alligevel åbent nok til at det kunne underholde alle dem, der blot hamrede løs på knapperne.

Siden originalen har hvert nyt afsnit dog fået det til at virke som om udvikleren ikke har vidst, hvor de skulle fokusere kræfterne. Et afsnit forsøgte at uddybe selve kampsystemet og gøre det mere attraktivt for det garvede publikum. Et andet forsøgte igen at bløde det hele op og spæde lidt til på flerspiller-fronten. Mest øjeåbnende har dog været udviklerens fokus på en mulighed, hvor du kan lave dine egne figurer, en ærlig talt mærkværdig beslutning for en serie, der engang prydede sig selv med at have genrens bedste balance.

Grunden til alt denne snak om seriens historie er, at man ikke skal bruge mange minutter med det nyeste afsnit, inden den tydelige smag af sammenkog begynder at gennemvæde oplevelsen. Det kan godt være, at Namco Bandai lige siden de første rygter om seriens femte spil har forsøgt at piske en stemning op om, at dette skulle blive noget helt nyt og friskt, men det vil være en opfattelse som kun de færreste vil få her.

Soul Calibur V er primært bygget op omkring et par grundelementer, som ikke har forandret sig særlig meget i seriens sidste tre spil. Det betyder, at den primære mulighed for alle de, der vælger at spille alene, vil være at deltage i fortællingen om Patroklos og Pyrrha, som begge er børn til Sophitia og alligevel befinder sig to ganske forskellige steder i verden. Man kan naturligvis også vælge at give sig i kast med "Arcade", hvor seks baner skal gennemføres på tid, eller blot i stedet vove sig online, hvor de mest glubske menneskelige kombattanter venter.

Forud for lanceringen af spillet har vi hørt meget til det store fokus på historien, og det er da også tydeligt, at der er blevet brugt mange kræfter på sørge for, at hver af de mange historiesekvenser er flot producerede. Der burde dog i stedet være brugt lidt flere kræfter på selve historien, for den er både kedelig, forudsigelig og fyldt med alt for meget jammerlig hvinen og morsomt pompøs dialog om fortabte skæbner og altovervindende kærlighed. Bedre bliver det heller ikke af, at Sophitia har opdraget et par dukse-børn, som er skræmmende naive og i starten af spillet er baseret på hendes kampstil, der alle dage har været seriens kedeligste.

Ligeledes har der været stort fokus på de muligheder, man denne gang får for selv at sammensætte sine figurer, men som helhed virker muligheden stadig som et tiltag, jeg sagtens kunne have undværet. Uanset hvordan du prøver at tvinge systemet, er resultatet nemlig nærmest altid noget, der blot føles som et "skin" til en af de velkendte figurer, og det selvom mulighederne denne gang er mange flere.

På et punkt føles alt dog næsten som man kender det, og du vil uden de store problemer kunne vælge din favoritfigur og begive dig i kamp - sådan da. Måske for at friske det hele lidt op, er det nemlig blevet til et par alternative figurer som eksempelvis Xiba, der i alt andet end udseende er en klon Kilik, Yan Leixia (klon og datter af Xianghua) og Natsu (Takis lærling og klon). Ezio Auditore har som bekendt også taget et smut forbi serien og fungerer faktisk overraskende godt, selvom man kan frygte hans mange distance-angreb vil blive et problem i online-kampene, hvor de potentielt kan udnyttes for groft, når folk begynder at mestre ham. Favoritter som Siegfried, Cervantes, Mitsurugi, Ivy og Nightmare er også stadig med, og med undtagelse af sidstnævnte, der er blevet horribelt balanceret, føles de alle stort set som i de tidligere spil.

Mens det er blevet til forfininger af de enkelte figurer, har kampsystem som helhed modtaget et par tiltag, som faktisk radikalt ændrer spillets rytme. De såkaldte "Brave Edge"- og "Critical Edge"-angreb fungerer således som de superangreb, man eksempelvis kender fra Street Fighter IV, og skal altså lades op før de kan tages i brug. Man opfordres her til at bruge dem så ofte som muligt, men de virker en smule billige, fordi de er så nemme at aktivere, og så bliver man hurtig træt af de medfølgende animationer. Andetsteds kan man med lidt god timing gøre brug af "Guard Impact" og "Just Guard" systemerne, som mod lidt energi fra din superbar kan åbne op for heftige modangreb.

Og det er så her i afslutningen af anmeldelsen, at jeg igen bliver nødt til at vende tilbage til det med, at alt var bedre førhen. For hvor ville jeg ønske, at Soul Calibur V var udkommet med en slags "basic Soul Calibur"-spilmulighed. De fleste af de opdateringer, der gør sig tydelige i det nyeste afsnit, virker nemlig som forcerede tilføjelser, der mest af alt er smidt i blandingen, fordi de øjensynligt har virket i konkurrenternes spil, og fordi der jo er nødt til at ske et eller andet nyt.

Når man engang i mellem støder på kampe, hvor det er timingen og evnerne, der kommer til overfladen, føles det helt rigtigt, men når superangreb og latterligt udseende hjemmelavede figurer blandes ind i oplevelsen, smager det mest af en serie, der komplet har mistet fokus. Ikke overraskende fås den bedste oplevelse af spillet altså i kamp mod vennerne, hvis man vel og mærke har husket at sammensætte en række gældende regler forinden. Hvorvidt du synes at det er rimeligt, at du skal bruge tid på at bøje spillet til at fungere optimalt, er altså hvad der bør afgøre, om Soul Calibur V er noget for dig. Personligt vælger jeg at holde mig til Xbox Live Arcade-versionen af det oprindelige Soul Calibur.