Hvordan forbedrer du South Park: The Stick of Truth? Svaret er: Det gør du simpelthen bare ikke. Spillet rammer i forvejen plet alle de rigtige steder, lige fra grafikken som fik hele oplevelsen til at ligne en af episoderne, til karaktererne der fik dig til at grine hele vejen igennem. South Park: The Fractured but Whole er en klar fortsættelse fra sidste spil, men med en række vigtige forskelle, og det gælder hovedsageligt kampsystemet, der er blevet en del dybere, eftersom Ringenes Herre-temaet er blevet skiftet ud med et hårdtslående superheltetema.
Før vi taler mere om hvad der er nyt og spændende i South Park: The Fractured but Whole, så lad os forsikre dig om, at prutterne ikke er gået nogen vegne, og at de er større og mere ildelugtende end nogensinde før, særligt med en Nosulus Rift hægtet fast på ansigtet. Hver gang nogen i spillet enten skulle på lokum eller prutte, begyndte Nosulus Rift ærlig talt at lugte af røv. Det fik os til at nyde spillet på et helt nyt, ulækkert niveau, men vi er stadig glade for, at vi kan få lov til at spillet det endelige spil uden dette infernalske stykke maskineri spændt fast på næsen.
Prutterne er altså tilbage, og lige så er humoren. I en tid hvor superheltefilm udkommer en mass, er det kun passende at South Park skal slå lidt ud efter Marvel og DC. Hvis du så traileren ved dette års E3, ved du allerede at drengene er gået i Civil War med hinanden. Når nu de er superhelte, så skal de selvfølgelig have deres eget filmunivers, men krigen startede da de skulle diskutere hvem der fik deres egne film, og hvem der må nøjes med en Netflix-serie. Følger du Cartman og benytter Marvel-formularen, hvor Token (den sorte dreng) først får sin film i fase tre? Eller følger du Stans alternative metode? Det er en vidunderlig og morsom konflikt, og vil ramme enhver der nyder at se superheltefilm, og også dem af os der er trætte af dem. Alle vil finde noget at grine af.
Kampsystemet i spillet er også vidunderligt. I Stick of Truth var kampene underholdende fra start til slut, men det var aldrig et synderligt dybt system. I stedet for bare at vælge hvem der skal angribe og på hvilken måde, kan du denne gang også bevæge dine karakterer rundt på slagmarken, og at placere dig selv centralt så du eksempelvis kan ramme to fjender på én gang, er nøglen til at mestre dette system. Under vores 40 minutters hands-on fik vi lov til at spille to kampe, og den første var en introduktion og den anden foregik en del senere inde i spillet, hvor vi fik smag for de dybere mekanikker. Nogle angreb har det endda med at skubbe på modstanderne væk fra hvor de stod. På et tidspunkt formåede vi endda at skubbe en karakter over i anden, som gjorde at vi gjorde ekstra skade. Det var bare en lille smagsprøve, men vi håber på at de bliver ved med at bygge videre på det i kampagnen.
Selvom du kan forvente et dybere kampsystem, så skal du ikke forvente en mere udfordrende oplevelse. The Stick of Truth var aldrig synderligt svært, i hvert fald før du skulle op imod Al Gore, men en rigtig udfordring var aldrig spillets intention. Det var i virkeligheden bare meningen at du skulle nyde historien, de konstante jokes og de sjove twists. Det er stadig for tidligt at sige noget med sikkerhed, men i vores anden kamp brugte vi Kite Boys special-angreb, og knuste fuldstændig vores modstandere. De havde ikke en chance, men det var sjovt at se på, og det er det der er pointen. Udviklerene vil hellere lade dig udføre et alt for magtfuldt angreb med et smil på løben, end at præsentere dig for et meget udfordrende spil fra start til slut. Det fungerede godt i The Stick of Truth, og vi er sikre på at det også vil fungerer i The Fractured but Whole.
En af svaghederne i The Stick of Truth, var nogle af de stærkere prutter som du lærte nær spillets slutning. Grunden til at bringer dette op, er at det er unødvendigt kompliceret at benytte evnen i The Fractured but Whole. Vi skulle sprede ballerne med begge analogpinde, og samtidig trykke R2 og L2. Hvad er der galt med et simpelt tryk på en knap? Vi håber at de kan styre fri fra kedelige introduktioner, for hvis de gør, så har vi klart en vinder her.
South Park: The Fractured but Whole føles som et endnu bedre kapitel i en forvejen solid serie, med en bedre historie, dybere mekanikker og meget mere indhold. Hvorfor skulle det ikke også det? De har allerede fået hånd om designet med det første spil. Normalt når man siger "mere af det samme", er det ganske negativt ladet. Her mener vi det som det største kompliment.
