
"This superhero game sucks!". Sætningen bliver henkastet sagt af en pige, mens hun sidder på de sociale medier og plejer sin offentlige persona. Jeg har altid fundet det modigt, når et spil ikke holder sig tilbage fra at gøre grin med sig selv, men det kan samtidig være en farlig leg. I Duke Nuken: Forever udbryder Duke på et tidspunkt: "I hate Valve-puzzles!" midt i en mindre sjov gåde. Og jeg var helt enig; jeg hadede det også, og når det er tilfældet, så falder sådan en meta-joke gevaldigt på jorden. I stedet for at grine fik jeg lyst til at spille Portal. South Park: The Fractured but Whole kan dog roligt gøre grin med sig selv, for selv om det er fyldt med prutter, så stinker det på intet tidspunkt.
Spillet sætter den grænseoverskridende tone fra starten, da du som det første bliver bedt om at vælge sværhedsgraden, ved at indstille din hudfarve. Som hvid vil samfundet selvfølgelig ikke se dig som en trussel, mens en mørkere hudfarve vil få dig til at kigge over skulderen, når du passerer ned af gaden. Det ændrer ikke sværhedsgraden i kampene, så jeg har egentlig lidt svært ved at se, hvad det gjorde ved spillet, men uanset om det ingen funktion har - eller betyder meget - så sætter jeg pris på joken. Og spillet vælger selvfølgelig ikke at stoppe med kommentarerne til de sortes situation i USA der. Lige fra politistationen der kun er fyldt op med sorte fanger - og én hvid - til et monster der kun spiser sorte. Det er ikke elegant håndteret, men hvornår har South Park handlet om elegance? Dette er på niveauet så alle kan forstå det, men det betyder ikke, at det ikke samtidig kan have noget på hjertet. Gennem historien bliver der også joket på bekostning af Trump, hvordan de sociale medier fylder alt i vores hverdag, vores evigt forandrende seksualitet og på den måde formår South Park stadig at fungere som et overdrevent spejl, der reflekterer hvor åndsvagt vi kan opføre os.
Teknisk set er The Fractured but Whole endnu et open-world-spil i et marked, hvor åbne verdener er på mode. Men hvor andre spil forsøger at imponere ved størrelsen af kortet, har The Fractured but Whole fornuftigt nok valgt at beholde størrelsen fra The Stick of Truth - hvilket også giver mening for historien, der finder sted dagen efter elverne og menneske udkæmpede slaget fra det første spil. Du er derfor stadig "The New Kid" og dine prutter er fortsat beundringsværdige. Men hvor The Stick of Truth var interesseret i at involvere så mange karakterer vi kender fra South Park-universet som muligt - eksempelvis skulle man forsøge at involvere flere sidekarakterer til at kæmpe på sin side - så er historien mere fokuseret i denne omgang. Du kommer stadig til at støde ind i mange karakterer du kender, men historien tager ikke omveje for at inkludere dem. Så goth-gruppen og Star Trek-knægten må se sig selv reduceret til forbigåede karakterer, men det giver luft til andre personligheder kan fylde mere. Der er ikke længere en tur til Canada, hvor du skal lære at håndtere en ny prut, og selv om spillet selv gør grin med sin korte produktionstid, så er de på intet tidspunkt interesseret i at gentage sig selv fra tidligere. Og intet sted er det mere tydeligt end i kampsystemet.
Hvor kampsystemet i The Stick of Truth var godt, savnede jeg ofte nogle flere muligheder for at ændre min strategi i spillets afsluttende timer. Fjenderne blev sværere ved at have mere liv og skade mere, men det blev aldrig nødvendigt at lægge sin taktik om. I The Fractured but Whole, bliver du konstant sat i situationer, hvor en ny plan skal afprøves. En kamp mod Stephen Stotch, bedre kendt som Butters far, er i stand til at give stuearrest, og kun du har kræften til at annullere angrebet ved at berøre dine venner. Eller en kamp på plejehjemmet, der ikke beder dig om at besejre dine fjender, men nærmere nå udgangen inden mængden af gamle folk overvinder dig. Der var konstant et nyt og overraskende indslag - både i hovedmissioner og i sidemissioner - der gjorde mine 20 timer med spillet en fornøjelse fra start til slut. The Fractured but Whole er ikke fyldt til randen med indhold, men det indhold man finder er fyldt til randen med gode jokes og sjove kampe.
Selvfølgelig adskiller kampsystemet sig ikke blot ved at have en overraskende stor variation af fjender, men også i selve gameplayet. Hvor det første var et mere simpelt turbaseret system - som man kender det fra eksempelvis Pokémon - foregår kampene denne gang på et afgrænset område, hvor du kan bevæge dig på en bestemt mængde felter. På mange måder har kampene mere forvandlet sig til en mere primitiv udgave af skak, hvor placeringen kan være altafgørende for nederlag eller sejr. Formår du at skubbe en fjende bagud, og har placeret én af dine andre kæmpere bag ham du skubber, vil du give ekstra skade. Kampsystemet når aldrig at blive kedeligt i den tid det tager at gennemføre, hvilket især også skyldes variationen i baner og fjender, men du skal heller ikke forvente den store strategiske dybde. Jeg gennemførte spillet på hard, og selv om der var enkelte kampe, jeg skulle bruge to forsøg på at gennemføre, så er spillet mere interesseret i, at du skal komme videre i historien frem for at sidde fast. Jokes er selvfølgelig også sjovest første gang man hører dem, så at sidde fast i en bestemt kamp og få den samme joke fortalt hver gang, tror jeg ikke nogen er interesseret i.
The Fractured but Whole beviser endnu engang, hvor godt South Park egner sig til spil-genren. Jeg stødte desværre ind i enkelte tekniske fejl, som da lyden forsvandt i enkelte cutscenes og et lille fald i framerate hver gang jeg brugte Cartmans speciel-angreb, men det er let at tilgive. Som den perfekte 2'er, har Ubisoft ikke valgt at gå i fortsættelses-fælden og skruet alle de enkelte dele op til 11. I stedet har de valgt at holde fast ved det der fungerede, og strammet de enkelte dele op, som trængte til et ansigstsløft. Derfor står vi nu med en fortsættelse, der på mange måder ligner The Stick of Truth, og som en fan af det spil, kunne jeg ikke være gladere. Troldmandskostumet er skiftet ud med superheltedragten, kampsystemet er blevet dybere og dine prutter kan nu sende dig tilbage i tiden. "This superhero game sucks!". Sjældent har jeg været så uenig med en påstand.