En episk og storslået konflikt hærger den lille by South Park. Mennesker og elvere ligger i åben krig mod hinanden, fordi elverne har stjålet The Stick of Truth. Du er ridderen Sir Douchebag, der sammen med den kongelige troldmand skal forsøge at på sandhedspinden tilbage.
Eller sagt på en anden måde, ungerne laver liverollespil, Stan og Kyle leder elverne, mens Cartman har taget troldmandshatten på og hersker over menneskene. Og så er der dig, den nye dreng i klassen. Sir Douchebag.
At se South Park: The Stick of Truth, er lidt som at se en ekstra-lang episode af tv-serien. Mellemsekvenserne, og dem er der en del af, ligner på en prik. Dem, vi ser i Gamescom-demoen, er relativt lange (det vil sige op til et par minutter), men også temmelig sjove, både på grund af dialogen og det fuldstændig absurde i at se figurene rende rundt i hjemmelavede kostumer og lade som om de befinder sig i en eventyrverden.
I starten af demoen er Sir Douchebag, Cartman og Butters på jagt efter the Inn of the Giggling Donkey. "Der er den", siger Cartman, hvorefter kameraet klipper til... et helt almindeligt hus.
Heltene træder ind, og Cartman bestiller en drink i baren, hvorefter han spørger hvor barden er. Alle i lokalet kigger olmt på ham, men Cartman spiller uskyldig og spørger atter efter barden. Til sidst fortæler bartenderen, at han er nede i kælderen, så Sir Douchebag og Butters begiver sig derned. Herefter ser vi demoens første eksempel på gameplay.
South Park: The Stick of Truth er tydeligvis inspireret af klassiske Final Fantasy-titler og andre JRPGs. Man styrer sin figur rundt i 2D-miljøer, og render man ind i en fjende, skifter omgivelserne til en kampplads, hvor man i bedste Final Fantasy-stil uddeler tæsk på tur.
Nede i kælderen finder Douchebag og Butters barden (spillet af krøblingen Jimmy), der hurtigt viser sig at være en forræder, der er på elvernes side. Han stammer selvfølgelig, idet han skal holde sin store skurketale, hvorefter flere elvere (det vil sige knægte med plastikører) springer frem fra skjulesteder, og en drabelig kamp bryder ud. Vi ser flere specialangreb og -evner, blandt andet ifører Sir Douchebag sig ekstra rustning (det vil sige sølvpapir), og hans vibroblade (som vist er Cartmans mors dildo) kommer også i sving.
Efter bagholdsangrebet forsøger makkerparet at snige sig ud, blandt andet ved at snigangribe fjender med dodgebolde, kaste prutter på åben ild og lave gaseksplosioner, samt åbne et vindue fra afstand, så en allieret tyv kan snige sig ind og snigmyrde et par elver-vagter fra oven. De fjender, det ikke lykkedes at overliste, bliver nedkæmpet i FF-kampsystemet.
Demoen er ganske kort, og slutter så snart knægtene begiver sig op af kælderen igen. Vi ser flere mellemsekvenser end vi ser gameplay, i den stund den varer, men fordelingen mellem dem virker alligevel passende, især taget i betragtning hvor mange gange, vi griner højlydt undervejs.
Stilen, tonen og humoren rammer fuldstændig plet - utvivlsomt fordi South Park-skaberne Matt Stone og Trey Parker selv har stået for spillets manuskript - og det faktum, at ungerne blot spiller liverollespil, giver anledning til rigeligt med jokes. Som når Butters fortæller, at han har læst på Twitter, undskyld, fået bud med en brevdue om, at barden opholder sig på The Giggling Donkey. Det lægger sig lidt op ad at spillet bryder den fjerde væg til tider - det er i hvert fald dybt bevidst om at det er et spil. Humoren fejler intet, og historie og jokes vil sikkert være nok til at South Park: The Stick of Truth underholder. Gameplayet ser måske lidt simpelt ud, men bygger også på velkendte ideer, og hvis det bare som minimum ikke kommer i vejen for resten af oplevelsen, skal det her nok blive et hit.
