South Park: The Stick of Truth

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er South Park: The Stick of Truth forbandet morsomt. Men hvis du ikke holder af tv-seriens noget grovkornede humor, så er det næppe et spil for dig. South Park har længe skøjtet frem og tilbage mellem skarp samfundssatire og det vulgære, og med The Stick of Truth retter serien nu blikket mod gaming, mere specifikt turbaserede rollespil, og gør tykt grin med dem.

Men det er let at grine med, for under de mange stikpiller til genren finder man et temmelig solidt bud på denne type spil.

South Park-skaberne Trey Parker og Matt Stone, der har været dybt involverede i spillets tilblivelse, har antydet at The Stick of Truth essentielt er en ny sæson af tv-serien. Det er ikke meget galt - stilen og animationen er løftet direkte fra showet (hvilket på papiret måske ikke lyder så svært, men det er slående hvor autentisk både mellemsekvenser og gameplay ser ud), og de mange fortællinger, der holder spillet sammen, føles episodiske i deres natur.

Historien åbner med en storslået genfortælling af sagaen om den titulære pind, men vi skifter hurtigt til virkeligheden: børnene i South Park leger Elvere mod Mennesker med fuld udklædning. Det er alt sammen lavet med glimt i øjet, men samtidigt er de involverede fuldstændig overbeviste om historiens virkelighed, både som et nik til liverollespillere og til hvordan børn rent faktisk bliver opslugt af deres leg.

Du er den nye knægt i byen, der hurtigt bliver trukket ind menneskefaktionen, ført an af Cartman, og efter en kort tutorial bliver du sendt ud i South Park for at hyre en gruppe krigere. Mens man udforsker, finder man side- og undermissioner, og bliver gentagne gange overfaldet af elvere.

Missionerne er latterlige, men helt i stil med serien. I et skal man hjælpe en medkriger med at hente forsyninger til hans fars kaffeforretning, og i en anden skal man finde en forsvunden iPod, så nogen kan få ophævet deres stuearrest og deltage i krigen.

I starten får du selskab af Butters, hvis Thor-agtige status kun bliver afsløret, hvis du timer dine knaptryk korrekt i kampscenerne og nedkalder lyn fra himlen. Det er samme procedure med alle våben og moves; din tur slutter ikke, når du har valgt magi eller angreb fra menuhjulet. I stedet blinker dit våben, når der er chance for at tilføre ekstra skade. Selv fra de tidligste kampe er det essentielt at ramme disse timinger korrekt, hvis man vil overleve. Fjendens angreb - der også kan blokeres med den rette timing - er kraftige, og du har kun en begrænset mængde snacks til at gendanne tabt helbred.

Kampene er hårde, men et velkomment synt. South Park tager tydeligvis sine parodier på rollespilskonventioner seriøst, og det dufter af, at selvom jokesne måske bliver tyndslidte med tiden, vil kampsystemet blot blive dybere og dybere. Dine våben kan opgraderes, og det samme kan evner.

Udforsker man forskellige huse og butikker finder man kontanter og forsyninger, såvel som aflåste områder, der tydeligvis kommer i spil senere i historien. Vi er spændte på at se hvor meget af byen, der åbner sig op som spilverden - indtil videre har vi set et godt udsnit af boligkvarterer og handelsgader.

Men på hvert et hjørne, gennem hver en dør, lurer den samme skæve, provokerende - maveondt-givende - humor. For at tage et eksempel, så viser den perverse stodder, der lurer i buskene, sig at være Al Gore i forklædning, på jagt efter ManBearPig - men som også gerne vil finde dig på Facebook, så han kan tjekke dine billeder.

Fans af serien vil genkende mange gæsteoptrædener og steder, men her er også et glimrende og dybt kampsystem på plads, med timede modangreb, specialevner og benhårde kampe, der resulterer i gameplay som er - for nu at bruge showets udtryk - temmelig ømt. South Park: The Stick of Truth er ikke bare en pudsig tie-in, det er et spil, man skal spille.