
Et af livets mange gyldne regler er, at man aldrig bør møde sine barndomshelte. Risikoen for at blive skuffet er oftest uundgåelig, i forhold til de mange visioner, man brugte uendelige mængder tid på at opbygge dengang, da verden syntes lidt mere naiv. Lidt på samme måde har jeg det med Spectrobes og det faktum, at det forcerer mig til at indse, at selveste Disney, det magiske firma, der siden barnsben har fyldt mig med utrolige eventyr, måske bare er et pengeglad firma ligesom alle de andre.
Med indpakningens løfter om, at jeg er den eneste der kan redde galaksen, bliver jeg kastet direkte ind i et vandet science fiction-eventyr, der hurtigt skal vise sig at være blevet strikket sammen på den lokale sci fi-fabrik. Nogle slemme typer, som går under navnet Krawl, truer med at udslette alt, hvad jeg og alle andre, som ikke har Krawl som efternavn, holder kært. Heldigvis nærmest snubler jeg over myten om de fantastiske Spectrobes, hvis gudelignende kræfter skulle være nok til at sætte en effektiv stopper for enhver invasion. Spectrobesne er dog nogle sky bæster, og har derfor valgt at gemme sig under jorden, hvor næsten ingen kan finde dem.
Det lyder ærlig talt lidt skørt, ikke? Jeg tænker i hvert fald med det samme, at baggrundshistorien snarere lyder som noget skrevet ud fra en tjekliste, end som en historie fra det samme firma, som gav mig eventyr som Aladdin og Skønheden og Udyret.
Basalt set er her tale om et udvandet rollespil for den yngre bestanddel af spilpublikummet. Find monstre, oplær monstre, besejr andre styggere monstre, stig i evneniveau og gentag rollespillets grundprincipper. Problemet her er blot, at det hele synes drevet af en grisk gruppe bagmænd, der har ladet deres intentioner om at score kassen, overskygge oplevelsen så tydeligt, at man næsten kan fornemme deres ånde i nakken, mens man prøver at finde ud af, hvad der foregår på skærmen.
At man selv skal grave sine monstre frem fra planeternes dybder er i starten meget sjovt, men det uendeligt langsomme tempo og de fuldstændig tilfældige fund, sætter hurtigt en stopper for morskaben. Opdragelsen af bæsterne kunne også have været sjovt, hvis man reelt havde haft nogen indflydelse, og ikke havde set det gjort bedre i titusinde spil før.
Og lige netop det at være set bedre før, er Spectrobes absolutte akilleshæl. Der er simpelthen ingen grund til, at nogen skulle vælge denne titel frem for den nyeste version af Pokemon, som basalt set indeholder størstedelen af det samme gameplay, blot meget sjovere, idérigt og charmerende.
I min egen lille drømmeverden, vælger jeg at se bort fra at Disney-logoet pryder Spectrobes-indpakningen, og vælger i stedet at tro, at nogle væmmelige individer for en kort stund har overtaget Walt's firma. Dette lever på ingen måde op til firmaets stamtavle for gode eventyr, og slet heller ikke til de parametre, vi sætter for gode spil.