Sphinx and the Cursed Mummy

Nu er det blevet tid til at bevæge sig ud i en magisk, mytologisk og manisk verden. En verden der, med et stort smil på læben, favner eventyrets mest essentielle egenskaber. I noget, der på den ene side virker, som en krydsning af utallige titler, men samtidig føles dybt unikt, skal verdens reddes fra Sets onde planer. Eurocom - der tidligere har stået for blandt andet the World is not enough og Harry Potter and the Chamber of Secrets - har fået tjansen at udvikle titlen. Efter at have siddet med et relativt tidligt build, så må jeg vedkende mig at være temmelig imponeret. Sphinx kunne meget vel gå hen og blive en artig overraskelse.

Spillet er et action adventure, som byder på to yderst karismatiske hovedpersoner; Sphinx og Tut. Ved på skift at tage kontrol over disse to, skal man bevæge sig gennem syv storslåede verdener - spækket med hjernevridning på et højere niveau. Begge er de intetanende om hinandens eksistens, samt som udgangspunkt også om deres skæbne. Det ligger nemlig i deres hænder at stoppe den egocentriske Set, der har udviklet en måde at overtage kontrollen med verdens ledere på - og derved selv opnå ultimativ verdenskontrol. Dette danner så glidebane gennem et imponerende ophav af fascinerende landskaber, inspirationen er hentet i spandevis fra brønden indeholdende oldtidens Ægypten. Stjerneporte a la Stargate, mytologiske skabninger og historisk lidt forskruede fakta mødes i et eventyrets overdrev, hvor alt er muligt.

Alt efter hvem man har under sin blide kommando, tager begivenhederne en behagelig drejning. Sphinx er en atletisk halvgud, der kombinerer ligefrem styrke med en kvik tankegang. I selskab med ham kommer man ud i en række tankevækkende scenarioer, hvor man skal være kvik på såvel aftrækkeren som i sindet. Eksempelvis blev jeg kastet ind i et tempel, hvor man skulle forsøge at komme ud igen. Dette bød på en række prøvelser, hvor man skulle huske mønstre, som man efterfølgende skulle signere på en tavle ved hjælp af et pusterør. Man skulle benytte fjernstyrede eksplosive biller til at vælte søjler, så man kunne nå højere niveauer. Fjender skulle elimineres i hektiske kampe ved hjælp af kombinationsbevægelser og hurtige reaktioner. Faktisk lykkedes det at fange interessen, trods en opskruet sværhedsgrad. Dette skyldes især den fremragende variation, hvor man konstant skulle være opmærksom på omgivelserne.

Modstykket til Sphinx er den sky lidt kujonagtige antihelt Tut. Alle der har stiftet bekendtskab med Mumien i Dennis Jürgensen morsomme serie, der blandt andet indeholder "Bøvsedragernes hemmelighed",vil nikke genkendende til den patetiske evigt uheldige mumie. Her skifter begivenhederne karakter, til endnu mere vægt på puzzleløsning samt indsparkning af et stealthelement. Mumien giver comic relief i en række glimrende situationer, hvor hans mimik tager kegler. Eksempelvis skal man på et tidspunkt aktivere nogle elektriske søjler. Disse befinder sig på et højere niveau. For at komme derop skal man give staklen elektrochok - det ser hylesjovt ud, når han ryger ud i en spastisk gang breakdance. Nu åbnes der op for en gang milimeterpræcis hektisk platformshurlumhej. Ved at forcere stålplader der aktiveres af elektriciteten, skal man nå op til søjlerne. Dette besværliggøres af en base af vand, der fjerner den elektriske virkning samt et snævert tidsinterval inden effekten løber tør.

Kombinationen af de to figurer lader til at fungere glimrende, og variationen forstærkes ved, at man løbende opnår nye færdigheder og muligheder. Sphinx får adgang til nye våben, mens Tut både bliver sat i flammer, skåret i små stykker og mases fuldstændigt pandekageflad. Tager man de første baner som udtryk for resten af begivenhederne, så er der virkeligt noget at glæde sig til. Dette skyldes også den fremragende grafiske front. Det er intet mindre end imponerende, hvad der tvinges ud af maskinen. Teksturerne er ekstremt detaljerede, med flot dekorerede bygninger og interiør.

Draw-distance er glimrende uden pop-up og fornemmelsen for højde og dybde er maveknugende. I den version jeg sad med, var der dog tidspunkter, hvor ambitionerne tilsyneladende har været lidt for høje. Dette kom til udtryk i mærkbare framedyk, hvilket ikke er fedt i pressede platformssituationer. Til at fuldende illusionen er der et ambient soundtrack, der virkeligt formår at fange stemningen. Allerede på dette tidlige tidspunkt viser Sphinx and the Shadow of Set stort potentiale - især hvis man får ryddet lidt op i de små tekniske problemer. Det er en flot varieret titel, der oser af stemning - spændende at se hvordan det endelige produkt arter sig.