Sphinx and the Cursed Mummy

I støvet efter et imponerende spilmæssigt juleoptog lancerer THQ nu deres bidrag til actionadventure-genren. Med Eurocom bag roret stævner vi ud på en kanalrundfart gennem Nilens betagende ynder. Oldtidens Ægypten er inspirationens strømhvirvel, hvor vi kastes fra bølge til bølge, mens historietimernes skumtoppe skyller ind over rælingen. De gamle guder er støvet af og er blevet hovedpersoner i en herlig gang platforms-ekstravagance, der introducerer to yderst joviale hovedpersoner. Efter at have passeret en længere landgangsbro af en introduktion til spillet, hejses ankeret, og blæsten fanger sejlet.

Sphinx and the Cursed Mummy er et klassisk actionadventure med alt, hvad det indebærer af kontakter, platforme og kampe. Historien er centreret omkring guder fra den ægyptiske mytologi, hvor Set er ondskabens reinkarnation, som konfronterer den agile Sphinx og den grinagtige Tutankhamen. Historiens folder sig ud via en række sekvenser, der er smukt båret af spillets ingame-engine. Efter en længere dans omkring den varme grød, hvor man lærer figurerne og deres baggrund at kende, begynder tempoet langsomt at tage til, mens man dundrer frem mod en effektfuld afslutning. Ganske imponerende tager det omkring 15 timer fra start til slut - og det er vel og mærke, hvis man holder et godt tempo.

De to hovedpersoner repræsenterer hver deres yderpunkt som helt og antihelt. Sphinx er den atletiske halvgud, der ikke er bange for at tage kampen op med fjenderne. Styringen foregår på bedste Zelda-stil og er både velfungerende og intuitiv. Desværre så er der ikke nogen autolock, hvilket godt kan gøre kampene unødigt besværlige. Desuden er kameraet en kende genstridigt og insisterer på at vende væk fra synsretningen, hvilket gør visse platformssekvenser til lidt af et lotteri. Tutankhamen er derimod en mindre sprælsk person. Efter en lille times tid bliver han mumificeret, og det åbner op for en række fremragende sekvenser. Mange puzzles vendes fuldstændigt på hovedet, mens man udnytter hans tilstand til at komme videre.

Det, at Tut allerede er død, kombineret med at man aldrig kæmper, giver et herligt afbræk til et ellers meget ligefremt spil. Den stakkels mumie bliver sat i flammer, bliver mast flad og får elektrochok - bare for at man kan komme lidt videre i de mondæne omgivelser. Twistet mellem de to hovedpersoner fungerer fremragende, og de fremstår begge som spændende, unikke personligheder. Historien er veldesignet, med et farverigt persongalleri, som er præsenteret grafisk på bedste Disneyvis. Desværre er der ingen talt dialog, og alle disse sekvenser præsenteres ved hjælp af tekstbokse. Det giver desværre en noget tam følelse og fjerner meget af den indlevelse, som de ellers meget flotte optrin ville give.

Sphinx and the Cursed Mummy breder sig over nogle utroligt lækre scenarier, som er gengivet med en detaljerigdom af en anden verden. En imponerende fornemmelse af dybde, tyngde og størrelse er beklædt med fornemt varierede teksturer. Der er en rigtig god draw-distance, som virkeligt klæder især de store udendørsscenarier. Midt i alle disse lækkerier strømmer dynamiske elementer rundt og giver indtryk af, at man er del af en levende, åndende verden. Krager, der skræppende flyver mod himlen, lavadampe, der stiger op fra omkringliggende dybder og tjenestefolk, der tumler rundt. Titlen giver en rigtig god følelse af at træde ind i en alternativ verden, og fortællingen formår at holde én fast.

Miljøerne, man færdes i, er relativt åbne, og man indbydes til at gå lidt på opdagelse. Alligevel er spillet lineært af natur, hvilket falder fint i tråd med den underliggende historie. I løbet af spillet udvides forskellen mellem de to hovedpersoner, da såvel Sphinx som Tut lærer en række nye færdigheder. Sphinx lærer blandt andet at dobbelthoppe og får et effektivt pusterør til sin rådighed. Sammen med de nye muligheder stiger sværhedsgraden også, og det kræver hurtigt en god koncentration at hænge ved. Skulle man blive lullet lidt i søvn gennem den meget bløde indgang til titlen, så vågner man brat op et par timer inde i spillet.

Det hele holdes sammen af en imponerende teknisk standard - med lækre scenarier, underfundige figurer og et ægte dynamisk soundtrack, som fra tid til anden hiver begivenhederne på skærmen ind i lydtæppet. Problemerne ligger i et lidt forvirrende kamera, manglede talt dialog og et fraværende autolock, men det er ikke nok til at ødelægge en dybt underholdende oplevelse.