Spider-Man 3: The Game

Solen skinner ned mellem by-junglen, hvor det ene højhus efter det andet majestætisk rækker ud efter skyerne. Alt ånder fred og ro, indtil det pludselig går op for de uventede borgere, at noget er galt. Er det mon en bande på spil? En muteret øgle? Eller et teknologisk misfoster? Forvirringen er komplet, men alle kan de ånde lettet op, for oppe blandt trækronerne af stål og metal kommer en rød-blå, latex-belagt superhelt svingende, klar til at redde dagen og komme med vittige bemærkninger.

Beskrevet lettere overfladisk kan Spider-Man let proppes i samme kasse som Superman og alle de andre pæne og fuldstændig platte superhelte, men vi ved jo alle sammen godt, at edderkoppen med teenage kvaler ikke er som de andre. Jeg har altid elsket Spider-Man for dets menneskelige aspekt og den gode forklaring af alt i universet. Tegneserien har jeg fulgt, filmene har jeg nydt og da jeg første gang prøvede Treyarchs satsning på et spil, blev jeg mildt sagt overrasket. Det var et superhelte-spil, der faktisk virkede!

Derfor har jeg naturligvis haft store forventninger til treeren. Ikke blot til endnu en omgang spindelvævs-spindende action, men et fuldblods næste-generations helte-eventyr. Vi har tidligere set Superman fejle katastrofalt, og nu skal jeg ikke begynde på himmelrystende dommedagsprofetier, men med Spidermans indtog på de nye konsoller, tegner det ikke godt.

Når man først fyrer op for spillet får man ellers nogle gode indtryk. Et par af stemmerne fra filmen er inkluderet, heriblandt Tobey Maguire som Spider-Man og J.K. Simmons som den højtråbende Daily Bugle-redaktør James Jonas Jameson, samtidig med, at personerne har fået et retmæssigt ansigtsløft. Den første svingtur igennem det fuldt opbyggede Manhatten er også en behagelig oplevelse for øjnene, hvor man nærmest kan se fra den ene ende af boulevarden til den anden, når man svinger fra skyskraber til skyskraber.

Mildt sagt, så er Spider-Man 3 fyldt til randen med indhold. Gennem spillet modtager man tonsvis af opgraderinger og nye angreb, samtidig med missionerne nærmest ingen ende vil tage. Missionerne er pænt struktureret i et flot 3D kort, hvor man samtidig kan se ens vurdering i forhold til forbryderbekæmpelse i de forskellige områder. Det samme kan desværre ikke siges om udvidelserne af ens angrebs-arsenal. Disse introduceres kort og sjusket, og bliver derfor aldrig rigtig integreret ordentligt. Det første tegn på, at Treyarch uheldigvis har valgt kvantitet over kvalitet.

Snart begynder problemerne nemlig at strømme frem. Styringen foregår som regel uproblematisk, men når man begynder både at kunne kravle og løbe på vægge med samme knap, begynder edderkoppen hurtigt at lave alverdens krumspring for kun efter lang tids bøvlen at udføre den ønskede kommando. Samtidig vil kameraet rigtig gerne slå knuder, så når man svinger sig omkring eller begynder at løbe eller kravle på væggene, så bliver det med at holde styr på det tre-dimensionelle rum, for man mister hurtig fornemmelsen for, hvad der er oppe og nede.

Som man bliver mere integreret i spillet, begynder den nye maling samtidig at falme - faktisk ganske kraftigt. De ansigter, man indledningsvis så havde fået en god behandling, viser sig at være forbeholdt hovedpersonerne, og når man bemærker den komplette mangel på skygger - hvilket især gør sig bemærket i stærkt oplyste omgivelser - begynder det hele at virke en anelse patetisk. Men manglen på næste-generations tiltag viser sig også i hele byens opførsel. Biler kører og menneskemassen går ganske ubemærket rundt selvom alverdens super-forbrydere er klar til at affyre de ondeste dommedagsvåben. Og når Spiderman kommer susene forbi gennem byen, ja selv helt nede ved hovedhøjde, får det ikke de intelligens-fraværende indbyggere til at løfte et øjenbryn og juble i sky. Byen er nærmest komplet død.

Alt dette kunne måske have været forladt, hvis så bare det tidligere solide kampsystem var bevaret sammen med en række gode missioner. Desværre fejler Treyarch også her. Blandet sammen med en forvirrende introduktion af nye bevægelser, bliver kampene hurtigt en konkurrence om at trykke rigtig hurtigt på knapperne, og missionerne, der blander platforms- og kamp-elementer med muligheden for at tage billeder, er sjældent vanvittigt interessante. De forskellige kampe spillet igennem er ikke helt rådne, og Spiderman har da fået nogle flotte angreb under bæltet, men rigtig udfordrende bliver de aldrig.

Sidst på listen over kritikpunkter er de mange boss-kampe. Spillet har nemlig en god portion af de gængse fjender, og selvom de aldrig bliver ordentlig integreret med den overordnede historie fra treeren, så er det fint nok at have dem med. Disse boss-kampe består som regel af to sekvenser: en dynamisk film ala God of War, hvor man skal trykke nogle bestemte knapper hurtigt, og så almindelig kamp. De dynamiske film kan være ganske underholdende og action-prægede, men oftest alt for lange, mens de almindelige kampe ofte er præget af alt for mange gentagelser.

Hvordan Treyarch har fuldstændig kunne sønderknuse en vinderformular som denne, er uden for mit sinds rækkevidde. Jo, det er da sjovt og flot nok at svinge sig igennem Manhatten, kampene giver da smæk for skillingen og der er masser af missioner at gå i kødet på, men spillet lugter bare så langt væk af en anden-rangs produktion. Det er teknisk sjusket, har et yderst generisk kampsystem, et forstyrrende kamera og en by, der slet ikke kan måle sig med andre free-roam udspil som Crackdown og Saint's Row. Selvom man har elsket de tidligere Spider-Man-spil, så bør man virkelig overveje, om dette er pengene værd, eller om tiden ikke er bedre brugt på en tur i kirken for at bede til de højere magter om en mere værdig Spider-Man 4.