Spider-Man: Web of Shadows

Jeg kaster mig frygtløst ud fra højhusets flade tag og sender mit spind afsted mod en af de mange Venom-kloner, som svæver rundt på deres hover boards mellem skyskraberne i New York City. Da spindet grådigt griber fat i utyskets hover board, bruger jeg efterfølgende den spinkle silkeforbindelse til at hive mig helt hen til ham. I samme øjeblik, han når inden for rækkevidde, spænder jeg hver en muskel i benene og hamrer dem ind i hovedet på ham, så jeg på én og samme tid sender ham skrigende ned mod den hårde jord, alt imens jeg sætter af i et nyt stort hop op i luften.

Frit svævende udser jeg mig det næste flyvende offer, som kort efter får samme hårdhændede behandling, og sådan fortsætter luftakrobatikken i flere minutter, mens jeg straffer mine fjender igen og igen i én stor, sammenhængende spindelvævsvold, og da de alle er besejret, lander jeg sikkert på det nærmeste tag og puster ud, mens jeg nyder solnedgangen over Central Park. Men øjeblikket efter dukker en ny stribe fjender op på min spider-radar, og jeg må på den igen mod endnu en forsamling Venom-wannabes. For sådan er det at være Spider-Man - fjenderne og dagene begynder at flyde sammen i en blævret masse, som jeg har kæmpet mod tusind gange. Åh, hvis bare der dog meldte sig en ny udfordring på banen i ny og næ...

Spider-Man: Web of Shadows må lide den skæbne at være sendt i byen uden en ny storfilm i ryggen, og uden en kæk og afdæmpet Tobey Maguire til at holde sig i hånden, søger Web of Shadows hen mod fortidens kendte gerninger. Det seneste spil om den menneskelige edderkop ligner nemlig til forveksling de seneste spil i serien, men uden at have krogen - eller spindet, om man vil - som virkelig indfanger spilleren. Til trods for et par gode oplevelser undervejs sidder jeg nemlig tilbage med en ret tom følelse efter at have leget edderkoppemand i en uge. Der er ganske enkelt for mange mangler i Spider-Man til, at oplevelsen løfter sig op over et ligegyldigt ingenmandsland.

Men lad os starte med noget af det, der er nyt, for selv om edderkoppemanden ligner sig selv, så er der dog blevet plads til et par nyskabelser. I Web of Shadows kan man blandt andet skifte mellem den sorte og røde Spider-Man lige så tosset, man lyster, men udover, at den sorte spindler kan samle biler op og kaste dem efter fjenderne, så er der i praksis ikke den store forskel på at kæmpe med de to udgaver af Spider-Man. Man kan vælge at prioritere den ene side, når man får mulighed for at opgradere sine egenskaber efter hver bane, men det er dog en ret ligegyldig mulighed, og efter at have opgraderet sine favoritangreb, vælger man hurtigt at benytte sig af den automatiske opgraderingsfunktion, som fylder lidt ekstra kød på alle edderkoppebenene, så man hurtigt kan komme videre i handlingen.

Derudover får man undervejs i spillet også mulighed for at vælge, om man vil tackle nøglesituationer med den sorte eller den røde personlighed, hvilket skulle resultere i fire forskellige slutninger, alt afhængig af hvordan man kombinerer sine valg. Det er en funktion, som kun har betydning for de største Spider-Man-fans, for resten af os vil formentlig have fået rigeligt af Spider-Man efter blot en enkelt gennemspilning.

For ganske vist vokser fortælleglæden i løbet af spillet - og heldigvis for det, for den første time er ganske enkelt rædselsfuldt kedelig - men den ophøjer sig på intet tidspunkt til noget særligt. Efter de indledende manøvrer, hvor man agerer stikirend-dreng for Luke Cage, mens man lærer at mestre sine egne evner, træder andre superhelte ind i historien, da superskurken Venom begynder at røre på sig, efter at Spider-Man ellers havde givet ham tørt på i spillets begyndelse. Venom, som er indhyllet af det onde symbiote-stof, kloner sig selv til stor fortrydelse for storbyen, hvilket naturligvis giver anledning til, at Spider-Man igen kan komme til undsætning. Det er metervare-fortælling, men som sagt vokser historien heldigvis undervejs.

Desværre holder stemmeskuespillet sig på samme kedelige niveau hele vejen. Peter Parker lyder mere fimset end tidligere, og manglen på inspiration nærmest lyser ud af lydsporet. Grafisk er her heller ikke meget at komme efter. New York er altid fascinerende at spinde sig igennem i hundrede meters højde, men detaljegraden er lav, alle bilerne er ens, og verdens største æble synes næsten mennesketom at fare igennem. Øv bøv, siger jeg bare med tanke på storlevende spil som Crackdown og Grand Theft Auto 4 i bevidstheden.

Men som beskrevet i indledningen lever Spider-Man også i glimt. Spillets trumfkort er uden tvivl muligheden for at kæmpe mod symbioterne i luften højt over Manhattan. Det er sgu fedt at give den gas i en stor omgang luftballet, hvor silkesnorene flyver og fjenderne falder tungt. Og selv om man som spiller har en tendens til at udnytte det samme angreb igen og igen, så bliver det aldrig kedeligt at brillere i luftkampene. Desværre matches deres opkvikkende virkning ikke af kampene til fods på siderne af byens højhuse - for Spider-Man kan jo kravle på huse, ikke sandt?

Her bliver det i forvejen tungt dansende kamera en decideret byrde, som ødelægger ethvert overblik, og man forsøger febrilsk at finde fjenderne, mens man forsøger at nå toppen af huset hurtigst muligt, så man får nogenlunde brugbar grund under fødderne. Og desværre er man nødt til at kæmpe til fods en del, og det kan de sjove luftkampe trods alt ikke rette op på. Ikke mindst fordi der er alt for mange gentagelser undervejs. Ofte er det ikke nok at ordne en enkelt samling fjender - øjeblikket dukker en ny op med det eneste formål at strække udskejelserne, og det holder deres spinkle muskler altså ikke til i længden.

Så selv om Spider-Man til tider er højtflyvende, så står man til sidst tilbage med en flad fornemmelse, for der er jo masser af muligheder i Spider-Man, men de drukner desværre bare i ambitionerne om at målrette spillet til enhver tænkelig maskine. Dermed glider kreativiteten og indlevelsen i glemmebogen, og resultatet bliver en edderkop med kun fire ben. Og et femtal at læne sig op ad.