Splatoon

Nintendo afslørede den farverige shooter Splatoon under deres E3-show, og hvis det ikke var fordi det blev vist midt i en Nintendo Direct, skulle man tro ideen stammede fra en lille indie-udvikler.

Splatoon er noget anden størrelse end vi er vant til at se fra Nintendo, og alligevel er det nogle af de oprindelige udviklere af Animal Crossing, der står bag dette projekt. De har desuden fået selskab af folk med Star Fox 64 3D og Nintendo Land på cv'et.

Splatoon fik den typiske Nintendo-behandling: det hele skulle handle om spilmekanikkerne. Fungerede de, byggede man resten af spillet omkring dem. Måske er det derfor vores første runder i Splatoon øjeblikkeligt engagerer og underholder, før vi har begreb om taktikkerne bag. Styringen er let at sætte sig ind i, og det samme er reglerne. Du bruger din blækkanon til at dække så meget af gulvet (vægge tæller ikke med) i arenaen som muligt, og dækker du mere end modstanderen har formået, vinder du runden.

Man kan også lave sig om til en blæksprutte, og dermed bevæge sig hurtigt gennem blækklatterne og samtidigt genopfylde ens blækpakker. Rammer man fjendens blæk, ryger man automatisk tilbage til sin menneskelige form, og bevæger sig langsommere.

Man spiller som to hold af fire spillere. Man kan skyde sine modstandere med blæk og slå dem ud, eller bruge ens særlige bombeangreb, der har længere rækkevidde og er langt mere effektiv, men bruger en masse blæk. Bliver man slået ud, respawner man tilbage i sin base, men kan hurtigt teleportere til en holdkammerat ved at trykke på hans ikon på Gamepad'ets kort.

Mere behøver man ikke vide om spillets mekanikker, andet end at man bruger Gamepad'et til at bevæge kameraet op og ned. Splatoon er rent skydespil, men tilføjer - undskyld udtrykket - en masse kulør til genren. Det handler om teamwork og kamp mod menneskelige modstandere. Den bane, vi spiller, er et aflangt rør med masser af steder at gemme sig og lade op. Rundt omkring er flettede vægge, som man kan suse gennem hvis de er dækket af blæk og man er i blæksprutteform, og dermed skyde genvej.

Hvis et område allerede er dækket med blæk, gemmer der sig nok en modstander i nærheden. Her kan man male over deres efterladenskaber, men man bør være forsigtig, da det nok vil blive bemærket. Og mens man i starten bare klasker blæk tilfældigt omkring sig, siver der lige så stille et lag af taktik ind i spillet.

I vores første rundte med Splatoon tabte vi til mere erfarne spillere. Men efter vi lærte nogle få tricks og opdagede supervåben, kombineret med mere fri brug af hoppeknappen, begyndte det at ligne noget.

Gamepad'ets warp-funktion er ikke så brugbar i øjeblikket, da de erfarne spillere rykker frem så hurtigt at man er nødt til at forsvare sin base. En anden gang landede der en bombe for vores fødder, netop som vi havde teleporteret os, og vi røg direkte tilbage til basen.

Det står også klart, at det her er et temmelig hektisk spil. Der er otte spillere på banen, som ikke er særligt stor. Det kan tænkes, at Nintendo har lavet denne bane specifikt til E3, og den derfor er lille og intens, og at andre baner vil byde på mere lejlighed til strategi og taktik. Men det vil udviklerne ikke fortælle om endnu, det samme gælder andre spiltyper.

Konceptet er uanset hvad enormt lovende, og forhåbentlig kan udviklerholdet formå at tilføje endnu flere friske ideer til spillet.