Splatterhouse

Splatterhouse er verdens blodigste og voldsomste spil, det kan jeg ligeså godt slå fast med det samme. Det her er et af den slags spil hvor 18-års mærket bruges som salgsargument, og som får spil som Mad World og Mortal Kombat til at fremstå som de fredeligste, man kan fordrive tiden med. Det er et spil af den slags, hvor alt fra bittesmå orme til mellemstore trolde indeholder tusindvis af liter blod, som bare venter på at sprøjte ud. Det er et spil hvor sadisme opfordres, og hvor man bogstavelig talt kan hive lungerne ud af kroppene på modstanderne. Det hele er drevet så langt ud, at selv hvis man får hugget sin arm af, kan man blot samle den op igen og bruge den som et våben mod de resterende modstandere.

Det hele suppleres af en stenhård attitude og en forskruet historie. Du spiller taberen Rick Taylor, der efterlades i en blodig pøl, mens en ond videnskabsmand stikker af med din kæreste Jennifer. En ishockeymaske, tilsyneladende efterladt af Jason Voorhees, taler til dig og beder dig om at tage den på, hvilket resulterer i at Rick forvandles til et steroidemonster, og blodbadet starter.

På God of War-lignende manér begynder vejen gennem spillet, hvor alt der bevæger sig får tæsk. Der er blevet plads til en lille puzzle-opgave hist og her, men i langt de fleste tilfælde er det volden der er løsningen på problemerne. Alt i mens det hele står på, taler masken til dig og leverer oneliners, mens du ved at indsamle blod får mulighed for at erhverve forskellige opgraderinger.

Til trods for kidnapningen har Jennifer haft hjernen med sig, og har revet sine mest nederdrægtige topløse billeder i stykker og efterladt dem som spor - en slags forskruet Hans og Grete-løsning. Disse skal naturligvis indsamles for at finde vejen til hende, samt for at låse op for spillets achievements. Der er yderligere bonusser som kan indsamles, men de fleste er ganske nemme at finde.

Splatterhouse veksler hele tiden mellem to og tre dimensioner, for at holde det hele friskt. Fra at være et traditionelt kampspil, hvor man går fra rum til rum og tæver alt på sin vej inden en dør åbnes, skiftes der pludseligt til baner hvor spillet byder på platformspil i to dimensioner. Disse dele af banerne byder oftest på klassiske fælder som skal undgås, og fjender som skal besejres. Tænk Super Mario Bros, bare uden Mario, uden Bros og helt uden Super. Disse dele af spillet er faktisk dem jeg bedst kan lide, men de er slet ikke uden problemer. Havde Namco brugt flere kræfter på denne del af spillet, og lanceret Splatterhouse som et spil til download, tror jeg det var blevet en succes.

Der findes mange gode elementer i Splatterhouse, men der findes desværre også mange dårlige. For eksempel er spilmekanikken primitiv og opfordrer aldrig til finere finesser, på trods af at der findes hundredvis af kampteknikker at gøre brug af. Dermed bagateliseres Splatterhouse til et "hamre på X-knappen"-eventyr, og kampene begynder hurtigt at minde alt for meget om hinanden. Med så mange forskellige angreb er det bedrøveligt, at de næsten alle sammen er unødvendige.

Når man efter et kvarter er blevet vant til alt blodet, begynder man at gabe en smule og spekulere på hvornår spillet mon byder på flere af de voldsomme drab. Fjendeudvalget er heller ikke stort, og man synes konstant at skulle slås mod varianter af den samme fjende. Selv sværhedsgraden hjælper ikke på det hele, da den sværeste ikke rigtig giver nogen udfordring, og man oftest har et specialangreb til rådighed, som fylder energimåleren op igen.

Endnu værre er det dog, at Namco har brugt beskidte tricks for at skabe udfordring og forlænge spillets levetid. Derfor er spillet fyldt med situationer, hvor man kan dø med det samme. Ligeledes er der flere steder, hvor man ikke kan undgå at lade livet, og må huske det til næste gang for at komme videre. At genstarte en bane havde dog ikke været så slemt, hvis det ikke havde været fordi at man konstant skulle genstarte fra steder, der er alt for langt tilbage i forhold til hvor man døde - den slags bliver hurtigt frustrerende. Jeg begriber ikke, at nogen udvikler med tidligere erfaring i genren kan lave den slags fejl.

Værst er dog bosskampene der i de fleste tilfælde føles komplet meningsløse. De er ikke specielt svære, men ubalancerede, alt for lange og så er det ofte utydeligt hvad man skal gøre for at vinde kampene. Deres angreb er hurtige, og svære at undgå fordi spillets kontrol aldrig er helt præcis. Således kan man eksempelvis ikke stoppe en af sine egne combos for at undvige et fjendtlig angreb, hvilket hver gang får mig til at hive håret af mig selv i ren raseri. Sjovt er det heller ikke når man rent faktisk formår at undgå et angreb, men stadig bliver ramt fordi spillet ikke formår at opfatte hvad der sker. Ren idioti.

Tilføj til alt dette at bosserne har små Quicktime-events, hvor man skal indtaste knapkombinationer inden de forvandles til en blodeksplosion. Dette er i sig selv en dum ide, men bliver endnu dummere når et forkert knaptryk resulterer i ens øjeblikkelige død. Der findes bosser som jeg har kæmpet mod i ti minutter, for pludseligt at måtte begynde helt forfra fordi jeg ramte en forkert knap. Et deluxe-eksempel på manglende balance.

Namcos originale Splatterhouse blev udgivet i 1988 i de japanske arkadehaller, hvilket var en tid hvor "Fredag den 13"-filmserien var på sit højeste. Det var en simpelt beat'em up hvor man iført Jason Vorhees-maske skulle slagte overdimensionerede levende kødklumper. Dengang blev det anset som værende ekstremt voldsomt, og både det og dets to efterfølgere blev faktisk forbudt flere forskellige steder. I det nye Splatterhouse har Namco valgt at hylde de tre originale spil, ved at inkludere dem som bonusmateriale. Disse tre spil, samt det nye spils todimensionselle områder, humoren og maskens oneliners er uden tvivl spillets bedste elementer.

Splatterhouse føles som et spil der har haft et lille budget, og så kan det mærkes at det midtvejs gennem udviklingen skiftede udvikler. Grafisk er det mildt sagt primitivt, kameraet kan sjældent følge med, kontrollen er upræcis og så gentages opgaverne alt for hyppigt.

Splatterhouse har både et lækkert koncept og masser af attitude, men det er bare ikke særlig godt i længden, og så kan alt blod i verden ikke få mig til at tilgive den ujævne sværhedsgrad og de usle checkpoints.