Splinter Cell

Jeg tror det er med computerspil som det er med kærlighed. Man kan have fundet den helt rette og alt er bare perfekt men pludselig bliver man fristet af noget anderledes og måske endda bedre og så har man krisen. Sådan har jeg det med Splinter Cell. Indtil dags dato har der ikke rigtig været alternativer til Thief: The Dark Project fra nu hedengangne Looking Glass Studios men så dumper Splinter Cell ind af brevsprækken. Det er nyt, det er anderledes og måske en anelse bedre end Thief så nu har jeg krisen.

Tom Clancy er tekno-thrillerens ubestridte mester og det demonstrere han til fulde med spillets historie, hvor Amerika bliver tvunget i knæ af hackere og en magtsyg georgisk ekspræsident. Tekno-terrorismen lurer overalt og Tredje Verdenskrig kan bryde ud hvornår det skal være. Det hele afhænger nu af en mand, spillets hovedperson Sam Fisher, en rå, snu og sammenbidt soldat, der er vant til færdes hvor ingen må se ham. Sam er en såkaldt splinter cell, en superhemmelige agent der arbejder for det lige så superhemmelige agentur Third Echelon, hvis erklærede mål er at bekæmpe tekno-terrorisme hvor det end måtte dukke op. Det betyder at Sam kommer vidt omkring i verden men uanset hvor han kommer hen er parolen den samme: udfør din opgave og lad for alt i verden ingen se dig! Sker det kunne det nemlig udløse en internationel krise samt Sams utidige død. Ofte er han nemlig oppe mod en talstærk fjende og så er hans eneste våben at forblive uset.

Som koncept er Splinter Cell altså ikke noget nyt, for vi har set det mange gange før fra førnævnte Thief på PC til Metal Gear Solid og Tenchu-serien på PlayStation 1 og 2. Som spil fungerer Splinter Cell derimod meget friskt og nyskabende, fordi det er spækket med mange gode finesser og lækre detaljer som vi aldrig har set før. Det mest i øjne faldne er grafikken som er noget af det mest imponerende jeg længe har set, fordi der konstant leges med lys- og skyggeeffekter. Disse er selvsagt en meget vigtig del af gameplay, fordi det er livsvigtigt for Sam at vide hvor der er lys og hvor der er skygger han skan skjule sig i. Derfor er det skønt at se, at udviklerne har gjort meget ud af det. Lyset, uanset hvor det kommer fra, brydes i omgivelserne, hvilket giver en helt fantastisk stemning og nogle gange stopper man op i bar forbløffelse over effekterne. Det kræver selvsagt sin maskine og især sit grafikkort - et GeForce 4 Ti 4200 eller højere er klart at foretrække men mindre kan også gøre det hvis man kan acceptere at grafikken hakker lidt voldsomt i områder med mange effekter. De steder som Sam besøger er også meget flotte og man forundres tit og ofte af kompleksiteten i arkitekturen

Splinter Cell er også velsignet med en meget solid lydside med musik og effekter, der går fint i spænd med resten af stemningen. Splinter Cell formår dog ikke helt at udnytte lyden så optimalt som det er tilfældet i Thief. Det er eksempelvis svært at høre hvor den patruljerende vagt kommer fra eller om han i det hele taget kommer. Den dystre og tunge musik er derimod meget god og passer meget godt til de mørke omgivelser Sam færdes i. Musikken ændrer tempo afhængig af situationen, så man på den måde kan "bruge" musikken til at lodde situationen: er der fri bane eller er jeg opdaget?

Splinter Cells virkelige appel ligger dog i selve gameplayet og det er takket være de utrolige alsidige bevægelser Sam bruger til at fuldføre sine missioner og den veltilrettelagte styring, der gør så det nemt at komme rundt. Sam kan selvfølgelig kravle, hoppe og gå men der udover kan han også gå i armgang, kravle over hegn, firer sig ned fra bygninger, kurer ned af kabler, presse sig op af murer og kigge rundt om hjørner. Et ekstra sejt træk er Sams evne til at hoppe op og stille sig i spagat mellem væggene i smalle gange. Det er en nem (og meget sej) måde at forsvinde ud af syne for eventuelle vagter der nærmer sig. Det hele styres fra et tredjepersons-perspektiv med mus og tastatur. En smart og meget nyttig detalje er, at man her kan bruge musehjulet til at bestemme hvorvidt Sam skal løbe eller liste og hvor hurtigt det skal foregå. Det gør det mere intuitivt og meget nemmere at skifte tempo.

En ting er at bevæge sig rigtigt, en anden ting er at finde ud af hvornår man skal gå uden om fjendtlige vagter, hvornår man skal konfrontere dem men også hvordan man skal bruge dem. Oftest er den klogeste strategi at holde sig ude af syne men det sker ofte, at der må tages mere handlekraftige metoder i brug. Med et veltilrettelagt slag med albuen kan Sam sende en intetanende vagt til drømmeland men han kan også gøre det af med dem permanent med sine våben - en lyddæmpet pistol og senere et lyddæmpet og multifunktionelt maskingevær. Sam kan dog også tage vagter som gidsler og bruge dem som levende skjold, afhøre dem eller tvinge dem til at åbne ellers låste døre. Særligt muligheden for at bruge en vagt som levende skjold er meget godt fundet på og meget brugbar i pressede situationer. Er fjenden "nedlagt" er faren dog ikke ovre, for hvis en anden vagt kommer forbi og ser sin kammerat liggende livløs udløses alarmen. Liget eller den bevidstløse krop skal derfor skjules godt inden man går videre.

Når man er hemmelig agent hører det sig ligesom til, at man også skal have en masse sjovt udstyr at lege med og Sam er ingen undtagelse. Sam har sine våben og her får man hurtigt et nært forhold til maskinegeværet. Udover at være lyddæmpet er det også udstyret med et kikkertsigte, så Sam kan ramme mål fra flere meters afstand uden at skulle forlade sit skjulested. Hvis man vil være sikker på at ramme præcist, kan Sam holde vejret i et par sekundet så hans krop og dermed også sigtekornet holdes i ro, hvilket gør det noget nemmere at ramme målet. Maskinegeværet kan også andet end at skyde med kugler. I nogle missioner er det strengt forbudt at dræbe nogen, så til det formål kan geværet også skyde med særlige kugler, der blot slå offeret ud eller giver ham et lille men lammende elektrisk stød.

Sam har også andre overraskelser gemt i sin sorte dragt. Aldrig vigende fra hans pande er hans infrarøde/termo-optiske kikkertbriller, der gør det muligt at se i mørke og opfange kropsvarmen fra fjenderne. Gemt i hans lommer er et optisk kabel, der kan stikkes under døre så Sam kan se hvad der sker på den anden side, nødblus der kan distrahere automatiske maskinegeværer, en låsedirk, "kamera-spærrer" der kan forstyrre signalet fra sikkerhedskameraer og små førstehjælpskasser. Det er dyrt legetøj men det der bliver brug for det på Sams mange missioner.

Splinter Cell strækker sig over ni missioner, der foregår på så alsidige steder som en boreplatform, snuskede baggårde i Kina og CIA’s hovedkvarter for blot at nævne nogle få. Antallet af missioner giver ikke megen grund til begejstring men det opvejes heldigvis af missionernes længde. De kan nemt tage op til to timer, nogle gange mere, at gennemføre og man skal ikke være bange for at komme til at kede sig.

Sams får aldrig mere at vide om sin opgave end højst nødvendigt, så ofte sker det at målene for opgaven ændrer sig drastisk midt i det hele. I en mission skal Sam eksempelvis snige sig ind i CIA’s hovedkvarter for at afsløre en spion. Da spionen er afsløret bliver der pludseligt givet besked om, at kidnappe synderen og slippe uset væk med ham. Den konstante uforudsigelighed i missionerne sikre at man hele tiden er på dupperne men medaljen har desværre også en bagside.

Alle missionerne er meget lineære i deres forløb og kan med ganske få undtagelser kun løses på en måde. Når man så har gennemført Splinter Cell, hvilket kan ske efter cirka 15 timers koncentreret spil, er der derfor ikke megen grund til prøve igen. Her var der mere kød på Thief, hvor der var flere muligheder at tilgå missionerne på, hvilket igen gjorde det sjovere at prøve igen efter man havde gennemført det. Nogen langtidsholdbar romance bliver Splinter Cell derfor næppe men det bliver en romance man ikke glemmer for man nyder det til fulde så længe det varer. Styringen og gameplayet går op i en højere enhed og gør Splinter Cell til et spil, der er meget nemt at fortabe sig i og glemme alt om tid og sted. Ekstra glædeligt er det også at spillet ser helt fantastisk ud og fungerer upåklageligt. Spillet er fuld af gode tiltag og rummer masser af finesser, der viser at den lidt specielle genre er blevet mere moden. Det gør Splinter Cell til den naturlige arvtager for genrens klassikere såsom Thief og Metal Gear Solid og alle der elskede spil som disse vil også være meget hurtige til tage imod Splinter Cell med åbne arme.