Splinter Cell: Double Agent

Jeg sniger mig langsomt ned af gangen, hvor skæret fra et ensomt lysstofrør blinker og flakker over mig. Ikke langt væk hører jeg stemmer, mumlende, på et ugenkendeligt sprog. Jeg kryber langsomt fremad, mens jeg beder til at ingen opdager mig, men pludseligt hører jeg en skinger stemme sige "skal du købe noget eller hva'?" Jeg rejser mig i skam og går hurtigt hen kassedamen, der stirrer på mig som om jeg har tabt den røde tråd. Sandheden er at jeg ikke er superagent, jeg er bare nede i Fakta for at købe mælk og æg. Sandheden er at jeg ikke er på tophemmelig mission for min regering, jeg har bare spillet for meget Splinter Cell: Double Agent.

Da det første Splinter Cell udkom på den game Xbox, slog verden op for et helt nyt spilikon, en aldrende superagent med en mørk form for humor, der bejlede kraftigt til Solid Snakes titel som stealthkonge. De første tre spil i serien kom med næsten kun et år mellem sig og selvom forbedringerne fra spil til spil var til at overse, var det meget svært at blive træt af Sam Fishers eventyr, men der var alligevel nogen der blev det, og det var heldigvis Ubisoft selv. Denne gang knirker gulvbrædderne på en helt ny måde og på trods af at Double Agent er det fjerde spil i serien, så har agentlivet aldrig følt friskere.

Det hele starter under en mislykket mission på Island hvor en ung kollega myrdes, og da Sams privatliv samtidig falder helt fra hinanden på grund af sin datters død, pådrager han sig sin hidtil farligste opgave, nemlig at infiltrere terrororganisationen JBA og finde ud af hvad de er ude på. Efter at have befriet en af organisationens medlemmer fra fængslet har du gjort dig fortjent til en spinkel tillid og lever nu livet undercover. Men du får ikke bare frie tøjler til at gøre hvad du vil, NSA og Lambert holder dig nemlig i kort snor og sørger for at du ikke udsætter uskyldige for fare, og heri ligger den dynamik, der driver Double Agent og ligger til grund for hele eventyret. Som Sam skal du hele tiden sørge for at sikre dig tillid og når begge organisationer stikker dig forskellige opgaver i hænderne inden hver mission, er store moralske og professionelle konflikter uundgåelige. Vælger du at ofre uskyldige for ikke at blive opdaget, eller er du tro mod dit bagland så du bare må håbe på det bedste? Det er en evig balancegang, der gang på gang får adrenalinen til at pumpe og sveden til at pible.

Ubisoft har ingen grund til at skjuler sig i skyggerne og det gør de for første gang heller ikke. Langt flere af banerne foregår nu i fuldt dagslys. At sætte sig på hug inde i et hjørne skjuler dig nu ikke længere fuldstændigt og kombineret med at spillets HUD er minimal, giver det en langt mere ægte følelse af indlevelse. Du opsluges og sidder ikke længere bare foran sofaen derhjemme med cola på bordet og to ekstra liv hvis du klokker i det. Som sædvanlig er det Michael Ironside der lægger stemme til Fisher og han gør det fortrinligt. Når dialogerne og plottet bringes til live af et så karismatiske stemmebånd, er det virkelig en vink med en vognstang til andre udviklere om at det kan betale sig at få fat på ordentlige skuespillere.

Sams lyssky affærer tager ham fra ishavet ved Ruslands kyster til den bagende hede Kinshasa, men desværre er det ovre for hurtigt. Ser man bort fra missionerne i JBA's hovedkvarter, der i øvrigt hører til blandt det mest pirrende og paranoiafremmende jeg har prøvet længe, er der kun seks forskellige lokaliteter. Selvom spændingen holdes helt til sidst og der ikke er et roligt øjeblik undervejs, var det stadig skuffende at nå til vejs ende så hurtigt. For at kompensere er der flere forskellige slutninger, baseret på hvilke valg du tidligere har taget, men for mig er det ikke nok til at gennemføre det hele igen.

Splinter Cell har altid været pionerer indenfor hvor mange kræfter der kan udnyttes i en given konsol og her skuffer Double Agent ikke. Det er ganske vist ikke så imponerende, som på Xbox 360 og de enkelte framerateproblemer er endnu ikke blevet rettet til som man burde forvente, men spillet er visuelt solidt alligevel. En anden ting serien også er blevet rost for har været det utroligt velfungerende tredjepersonskamera. Kontrollen af kameraet er denne gang blevet blødere og fungerer ikke helt så godt som tidligere. Det er ikke slemt, men når du kæmper mod mistænksomme terrorister og ofte også en tidsramme, er det frustrerende at skulle slås med febrilske vikler samtidig.

Ubisoft har skrevet stealthhistorie med det fjerde kapitel om Sam Fishers farefulde færd og allerede til jul vendes hele formularen på hovedet igen, når det næste spil i serien, Conviction, ankommer. Der skal viden og dygtighed til for at bringe noget nyt til et gennemprøvet koncept, men først og fremmest skal der store, fede cojones af stål til, og det har Ubisoft. Historien er personlig og engagerende, multiplayerdelen har fået en overhaling og Sam Fisher er tvunget til at bære vægten af verden på sine skuldre. Velkommen til det farefulde erhverv som dobbeltagent.