Split Fiction

Der er noget vidunderligt anakronistisk over Hazelights tilstedeværelse i spilbranchen. I en tid hvor live service, skill trees, lange kampagner og online multiplayer dominerer blandt AAA-spil, insisterer den stockholmske udvikler på at et større budget ikke skal være ensbetydende med et større scope, at spil bliver bedre, når man samarbejder i samme rum, og at kvalitet og variation er vigtigere end indhold til flere måneder.

Bevares, Split/Fiction er et større spektakel end forgængeren It Takes Two, men det ikke længere og det har heller ikke flere systemer. I stedet hælder Josef Fares og resten af Hazelight alle deres æg i en anden kurv, og skaber i processen et af de mest skamløst underholdende spil, jeg har haft fornøjelsen af at spille. Nogensinde! Og så er det tilmed lærerigt på den sjove måde.

Split/Fiction holder sig tæt på den formel It Takes Two (og til dels A Way Out) havde så stor succes med. Dedikeret coop hvor samarbejdet til tider er komplekst med to personer som også på det narrative plan skal lære at arbejde sammen, og en inddeling i tematisk distinkte kapitler. Det føles også som en forfinet udgave af It Takes Two med sin responsive og mildt flagrende styring, og kerneplatforming baseret på hop-dobbelt hop-dash. Det gør dog ikke rigtig noget. Spørger du mig, bør alle udviklere have lov til at gentage sig selv på nogle områder fra tid til anden, så de kan forfine og innovere på andre. I Split/Fiction gør Hazelight det ved at præsentere en decideret overflod af opfindsomme sekvenser, som oftest også føles fremragende. Det ene øjeblik leges der med perspektiver, når den ene spiller topdown og den anden side scroller - vel og mærke uden brug af splitscreen. Det næste manipulerer den ene omgivelserne, så den anden kan navigere dem sikkert. Og sådan bliver det bare ved og ved. It Takes Two var allerede blandt de mest varierede og opfindsomme spil derude, men Split/Fiction hæver barren yderligere.

På de fleste punkter var It Takes Two vidunderligt, men for mig står historien stadig som et decideret fejlskud med sine fire utålelige hovedpersoner. Nej, ingen går fri her. Dr. Hakim er den åbenlyse synder her med sin anmassende personlighed og tvivlsomme accent, men de traumeinducerende forældre og den apatiske datter følger ikke langt efter. Det firkløver ødelagde et ellers spændende udgangspunkt, som havde mulighed for at diskutere ægteskabet på en måde, vi sjældent ser i spil.

Det lader til at Hazelight også selv er klar over de problemer, historien og karaktererne havde, for selvom de to hovedpersoner Mio og Zoe indledningsvis henholdsvis er for kynisk og naiv, gik der ikke lang tid, før de hver især voksede gevaldigt på mig. Deres karakterark er ganske vist ikke synderligt originale, men med fine interaktioner, solid dialog og ret glimrende ansigtsanimation, når Hazelight fint i mål på det følelsesmæssige parameter. Tematisk og narrativt er historien måske nok mindre ambitiøs end It Takes Twos ditto, men den er klart mere veludført. Og så er det med sin tegneserieonde skurk, Rader, og sine tematikker om rovdrift på - og ensretning af - kreativiteten en historie til tiden.

Netop Rader er værd at dvæle lidt ved, for med tanke på EA-boss Andrew Wilsons seneste udtalelser om AI, er det også ironisk morsomt på den rebelske måde, at Josef Fares og co. disker op med et køligt overklasseløg af en CEO, der på den ene side foregiver at tale sine talenters sag, men i virkeligheden bare vil udnytte deres kreativitet for kynisk profitmaksimering og en våd drøm om monopol.

På overfladen er han dog som sagt en helt fin fyr, der bare vil hjælpe håbefulde forfattere med at blive udgivet. Derfor befinder de to for hinanden fremmede kvinder, Zoe og Mio, sig i hans virksomhed. De vil - af forskellige årsager - åh så gerne have deres arbejde udgivet. Men når noget lyder for godt til at være sandt, er det det som bekendt ofte. Mio lugter fisken først, da hun ser det bæst af en maskine, hun skal tilsluttes for at køre Raders imponerende (og ikke på forhånd udmeldte) simulering. Vrede mod maskinen følger og pludselig befinder hun sig i samme simulering som Zoe uden nogen udvej i sigte.

Hvad der følger, er narrativt velkendt, men, som før nævnt, også veludført. Behovet for samarbejde, værdien af venskab og kapitalismens evige grådighed er gode tematikker, som Hazelight får tilpas meget ud af. På den måde danner historien en glimrende ramme for Split/Fiction absolutte trumfkort: Dets vilde og vildt varierede gameplay.

Mio skriver sci-fi, Zoe fantasy. Så deres fælles simulering skifter belejligt mellem de to genrer. Til at starte med fandt jeg de meget klassiske takes på de to genrer en smule generisk, ligesom strukturen med skift imellem dem fra kapitel til kapitel også føltes lidt formularisk, men jo mere jeg og min lige så begejstrede coop-makker spillede, jo mere gav det hele mening. Og det hele kulminerer i et decideret fabelagtigt og fuldstændig vanvittigt sidste kapitel, der binder det hele sammen på smuk vis. Hvordan skal jeg naturligvis ikke spolere her, så lad mig nøjes med at sige, at den måde netop det kapitel med afsæt i rejsen dertil bruger perspektiver og skærmopdeling, er en stor kandidat til årets spiløjeblik. Filmisk, men helt igennem i gameplayets tjeneste.

Ja, vi har med noget så sjældent at gøre som et spil, der slutter på toppen. Det betyder dog ikke, at det der kommer forinden, er andet end fremragende. Split/Fictions kernegameplay er for det første bundsolidt. Styringen er responsiv, spacingen mellem platforme er god, og animationerne er fremragende uden at tage noget fra game feelet. Det er fundamentet, der muliggør, at alle udskejelserne kan fungere. Og udskejelser er der nok af. Jeg har allerede nævnt nogle eksempler, men lad mig dykke mere ned i en af mine favoritsektioner: Hazelights take på den klassiske Mission Impossible-scene, hvor Ethan Hunt fires ned gennem et lasergrid. I denne udgave har Mio hacket en drone, som hun kan styre op eller ned. Hendes halvdel af skærmen ses derfor fra siden, så højden er nem at bedømme. Zoe kan til gengæld, ved at flytte sin vægt rundt, styre frem og tilbage, og til højre og venstre. Hendes skærm ses selvfølgelig oppefra. Hele sekvensen er en vidunderlig øvelse ud i samarbejde. Uden konstant kommunikation og afstemning, er det umuligt at undgå de lasere, hvis bevægelsesmønstre bliver sværere og sværere at undgår, jo længere mod bunden vi bevæger os. Vi bliver ganske enkelt nødt til at arbejde sammen for at lykkes.

På den måde er spillet også en påmindelse om, at vi kan klare mere, når vi arbejder sammen og hvor vigtigt og givende det er at turde stole på hinanden. Bare for at svinge det op på den helt store klinge.

På det mere jordnære plan er det berusende underholdning, hvor min makker og jeg gang på gang tabte kæben over de påfund, Hazelight diskede op. Intet sted står det mere klart end i de herlige sidehistorier, som på de 5-15 minutter, de hver især varer kommer vidt omkring i settings og genrer. Her er sukrede børnefødselsdage med en tandlæge fra helvede, den mest ekstreme snowboardtur, jeg kan mindes og så selvfølgelig den allerede berygtede sekvens, hvor vi ser, hvordan en hotdog bliver til. De fleste af de 12 sidehistorier oser af kreativitet og præcision. Nogle gange er det en ny gameplay-mekanik, der udforskes, andre gange er det settingen eller den grafiske stil, der bliver leget med. De er som de kortfilm, der altid akkompagnerede en ny Pixar-film: En udsøgt snack, der efterlader mig med lyst til mere. Og jeg håber virkelig, det er et format, Hazelight vil fortsætte med at udforske.

Evnen til konstant at være skamløst underholdende samtidig med at lære os vigtige lektier om fællesskab og samarbejde er en ret unik kvalitet ved Hazelights spil, for der er (desværre) ikke mange andre spil, som er designet til udelukkende at blive spillet sammen på denne måde. Og selvom både A Way Out og It Takes Two kan det samme, har kombinationen aldrig været mere slående end her.

Jeg kunne blive ved med at lovprise Split/Fiction og hive unikke øjeblikke frem, som utvivlsomt vil blive kære spilminder i fremtiden, men jeg vil ikke tage opdagelsens glæde fra jer der læser med. For der er virkelig meget at opdage og forelske sig i undervejs. Vi bør alle være lykkelige for, at Hazelight eksisterer og trives i spilbranchen, og jeg krydser alt hvad jeg har for at Split/Fiction bliver en gigantisk succes, så vi får fornøjelsen af flere store oplevelser fra en af tidens mest spændende udviklere. Split/Fiction er et coop mesterværk. Så enkelt er det.