Split/Second: Velocity

Jeg føler mig som John McClane på en virkelig dårlig dag. Jeg er på det absolut mest forkerte sted på det absolut mest forkerte tidspunkt.

Die Hard-heltens værste mareridt må i mit tilfælde være blevet en realitet. Jeg kører med speederen i bund på en flyveplads. Tro det eller ej, men foran mig er et kæmpe fly ved at styrte ned på landingsbanen - og det har kurs direkte mod min efterhånden ret ramponerede bil.

Jeg kaster bilen til højre, og når akkurat at undvige kollisionen med flyets brændende vinge. Men det er endnu for tidligt at drage et lettelsens suk. For foran mig sker der ting og sager: Metalrester fra eksplosioner vælter rundt i luften og gør mit syn diffust. Længere fremme kan jeg se et tårn styrte sammen og falde direkte ned på kørebanens efterhånden ret opbrudte asfalt. Og som om det ikke var nok, ser jeg biler i bakspejlet, der synes at komme tættere og tættere på. Jeg er et splitsekund fra at krænge min bil over målstregen som den første. Men uden at jeg ænser konkret, hvad der sker, sender en kæmpe eksplosion bilen sidelæns og direkte ind i den nærmeste barriere. Biler tordner forbi mig, mens jeg holder helt stille. Jeg har tabt. Bagerst i bilkøen igen.

Som man måske kan fornemme, er Split/Second et af de mest hæsblæsende og actionfyldte bilspil, jeg nogensinde har prøvet. Den umiddelbare sammenligning er helt klart Criterion Games' Burnout-serie. Men Black Rock Studio har ikke født en tvilling, men en helt anden skabning, der er ganske unik.

Nok står der 'racerspil' på forsiden af Split/Second - og det er nok også i den sektion, du vil finde spillet hos din lokale spilpusher. Men lad dig ikke narre. I virkeligheden kan Split/Second bedst beskrives som et actionspil. Et racerspil, jovist. Med en stor, fed og tyk streg under ACTION. Det her er som en våd drøm udtænkt af James Cameron og Michael Bay.

Spillet er sat i et nært fremtidsunivers, hvor du deltager i et fiktivt reality tv-show. I dette show skal du køre gennem en by, der er proppet med alle de eksplosive fælder, du kan forestille dig. Fælderne kan alle kørerne udløse ved hjælp af powerplay, som man optjener ved at drifte, overhale eller undvige andres fælder.

Tricket er at dosere sine powerplays med list og taktisk snilde. For bruger man det for ofte, får man kun udløst små kineser-eksplosioner, der som oftest ikke kan kaste de lidt større biler ud af kurs. Venter du derimod til dit powerplay er helt fyldt op, har du opsparet kræfter til virkelig at ændre løbets gang radikalt. Du kan sende så store chokbølger igennem banen, at broer kolliderer, styrter sammen og skaber helt nye veje for dig igennem løbet. Graden af eksplosioner er massiv!

Imens alt dette blæser rundt om ørerne på mig, tænker jeg tilbage på første gang, jeg prøvede Burnout. Det møde efterlod en decideret WAUW-følelse i mig. Og det er præcis den samme følelse, der går igennem mig i mødet med Split/Second. Mine parader falder fuldstændig.

Jeg er helt forelsket i dette spil. Black Rock har fortalt, at inspirationen til spillet i ligeså høj grad er kommet fra store Hollywood-actionfilm, som for eksempel James Camerons og Michael Bays, som det er kommet fra andre bilspil. Udgangspunktet har derfor været dobbelt: Ikke bare lave et rigtig godt bilspil, men samtidig lave et rigtig fedt actionspil. Og tillykke. Missionen er lykkedes. For pokker hvor går det hurtigt, og hvor er det sjovt!

Det kræver lidt tid at blive fortrolig med styringen, som selvsagt er lagt an på at bilerne skal drifte rigtig meget. Den vil nok derfor heller ikke falde i alles smag. Der er ligeså meget realisme her, som der er Terminator 2. Det vil sige ikke særlig meget. Men efter min mening har Black Rock ramt et fin balance, som man hurtig vil nikke genkende til, hvis man har prøvet deres forrige spil, det fremragende ATV-spil, Pure.

Grundstammen i spillets gameplay er muligheden for hele tiden at være med til at ændre aktivt på banens beskaffenhed. Men spillet indeholder også andre gamemodes, som forsøger at ryste actionposen lidt. Der er løb kaldet "Air Strike", hvor det blot gælder om at komme hurtigst fra a til b, mens man konstant må forsøge at undgå at blive ramt af missiler fra en helikopter. Bliver du ramt tre gange, er du ude.

En lignende løbsform kaldes "Survival". Inspireret af en scene fra Terminator 2, kører du her bag lastbiler, der hele tiden smider eksploderende tønder af deres lad. Du kører for at overleve - ikke for at komme først. En timer tæller ned, og hver gang du undviger tønderne og overhaler en lastbil, vinder du lidt tid. Her har du igen tre liv og ingen mulighed for powerplay. Disse dele af spillet står for mig som de svageste, fordi de netop tager de to sjoveste og mest grundlæggende ting fra gameplayet væk: mulighed for powerplay og at sprænge ting i luften.

I princippet er der ikke særlig mange baner i Split/Second - og det er en af spillets få akilleshæle. Som sådan ræser man rundt omkring i kun fem forskellige områder, som alle dog er meget sceniske (og eksplosive!). Det lyder ikke af særlig meget, og er det som sådan heller ikke. Hvert område danner dog udgangspunkt for en masse forskellige ruter og gennemgange, ligesom der også er mange forskellige alternative veje igennem ruterne, hvis man aktiverer powerplay. Men selvom der tilbydes masser af variation, så kan Split/Second ikke snakke sig fra, at det nok rent banemæssigt ikke er et så omfattende spil, ligesom karrieredelen heller ikke er den mest omfattende set til dato. For at sige det lige ud: Den er også ret kort.

Heldigvis er der selvfølgelig også en multiplayer-del til at forlænge glæden, og den spår jeg en stor fremtid. For det første er der mulighed for splitscreen, hvilket fungerer rigtig godt. Online er der mulighed for at dyste mod i alt otte mennesker samtidig. Og her bliver sat tryk på det, som Split/Second gør allerbedst: Løbene kan nemlig ændre sig radikalt i løbet af et splitsekund - og er man fra starten bagud, er det ikke ensbetydende med, at ens vinderchancer er tabt.

Powerplays er genialt i mulitiplayer - og er der egentlig noget skønnere end at spolere en vens løb og bil totalt med et veltilrettelagt powerplay, der sender kaskader af ild, grus og røg gennem luften? Det er helt fantastisk sjovt.

Bilerne, som alle er fiktive og selvopfundne designs, er jeg generelt ikke så imponeret af. De falder overordnet set i tre grupper: store muskelbiler, mellembiler samt de små og hurtige, der let kan viftes af vejen. Detaljer er set bedre andre steder og skadesmodelleringen er virkelig ikke særlig imponerende. Til gengæld er omgivelsernes grafiske fremtoning helt i top. Der er selvsagt masser af røg-, lys- og ildeffekter, og det er altså fermt lavet og meget, meget stemningsfyldt. Selv eksplosioner og sammenstyrtninger langt ude i horisonten står skarpt. På den måde har man også mulighed for at følge ændringer i banens beskaffenhed i god tid, inden man når til det punkt på banen.

Det går hurtigt i Split/Second. Rigtig hurtigt. Og det er ikke dig, der er noget galt med, hvis du mærker en lille fartvanddråbe sætte sig i øjenkrogen, når du hamrer derudaf. Derfor har Black Rock foretaget et afgørende, men også samtidig klogt designvalg i forbindelse med bilens HUD. De har nemlig fjernet det. Her er intet til at distrahere dig.

Her er kun bilen og vejen. Intet der blinker og vifter ude i højre side. Intet oversigtskort der også samtidig kræver opmærksomhed i venstre side. Alle de informationer, du skal bruge, er placeret direkte på bilen. Og det fungerer fantastisk. Samtidig har Black Rock virkelig sørget for at luge ud i informationerne, så du kun får de mest nødvendige at vide. Det betyder blandt andet, at du ikke kan se, hvor hurtigt du kører. Men er det også så vigtigt med et tal, hvis du bare føler, at du kører sindssygt stærkt?

Split/Second er et hamrende flot actionspil. Det er også samtidig et vanvittigt og sjovt bilspil. I det hele taget har Split/Second flest plusser på hånden. Det er veludført og gennemtænkt, selvom ikke alle gamemodes måske rammer lige plet. Er du til parat til at glemme alle krav om realisme, og synes du at Burnout-serien er for fed, så er der absolut ingen som helst vej udenom Split/Second. Selvom jeg tidligere bekendte, at jeg smed alle parader i forhold til spillet, så kommer man dog ikke udenom at karrieredelen er ret kort, og at det rent faktisk ikke indeholder så mange baner, som jeg kunne ønske.

Selvom man drøner gennem de fem områder på mange forskellige måder, så bliver de måske alligevel hurtigt lidt for familiære. På den anden side: De fem områder der er tilgængelige, er blændende godt designet, og det er en fryd hver gang at se fly styrte ned, store skibe skride til siden, broer falde sammen og busser flyve igennem luften. Detaljerne synes endeløse, og man skal være et skarn hvis man ikke bare er en anelse imponeret over denne våde drengedrøm af et spil. Jeg ved for eksempel, at John McClane også drømmer om Split/Second om natten.