Splitgate 2

Det første spil er en af de der forjættede historier, som spilverdenen har at byde på - et romantiseret øjebliksbillede af livet som nysgerrig førstegangsudvikler, der gik fra ingenting til alting, udelukkende drevet af passion, ambition og entusiasme. Stanford-studerende og værelseskammeraterne Ian Proulx og Nicholas Bagamian valgte at udvikle et spil som en del af deres afgangsprojekt, og efter seks måneders nørkleri lykkedes det dem at kombinere deres respektive yndlingsspil, Portal og Halo, og koge det hele sammen til en helhed, der faktisk fungerede rigtig godt. Splitgate var dog aldrig nogen øjeblikkelig sensationssucces som mange andre indie-hits. Det tog tid, før spillerne begyndte at opdage, at fusionen mellem portaler og sci-fi-action med fokus på skudtempo og konstant bevægelse var særdeles vellykket.

Splitgate 2 blev udgivet i fredags efter cirka 28 måneders udvikling. Det er lavet i Unreal Engine 5 af lidt over 180 personer, hvilket naturligvis gør det til et storbudgetspil - især sammenlignet med indieforgængeren og dens ikkeeksisterende mikrobudget. Ian Proulx og Nicholas Bagamian er i dag chefer for 1047 Games, og hypen op til udgivelsen har været stor. Jeg har brugt den seneste uge på at skyde portaler ud, hoppe igennem dem for at forsøge at flankere modstanderne, og jeg har haft det virkelig sjovt undervejs.

Den største forskel er det nedtonede fokus på portaler. I det første spil udgjorde portalhop omkring 60 % af gameplay-loopet, mens 1047 Games på forhånd har været tydelige omkring, at det i efterfølgeren ikke længere er lige så centralt. Hvis man som spiller vil vinde mange kampe og overrumple modstanderne, er portalerne stadig superbrugbare og ekstremt effektive - men fokusset er ændret, og spillet føles derfor endnu mere som Halo, nærmere bestemt Halo 4. Den anden store ændring er, at Splitgate 2 nu indeholder fraktioner og klasser - tre i alt. Aeros er spillets hurtigste klasse, som bevæger sig lynhurtigt, kan dække store områder på kort tid, og deres specialevner (Rush) oplades hurtigere og kan dermed bruges oftere end hos de andre. De er dog (naturligvis) mere skrøbelige som en del af spillets balance. Meridian-klassen er eksperter i energibaserede våben (som minder meget om Promethean-våbnene fra Halo 4) og kan hele deres medspillere, mens Sabrask er spillets "tanks": langsomme forsvarere med mere liv og stærkere skjolde.

Noget 1047 Games har gjort rigtig godt, til trods for inddelingen i klasser, er at de har gjort forskellene mellem dem under kamp meget mindre end i mange andre lignende spil. Det føles aldrig som en Hero Shooter, og du skal som spiller ikke ændre din spillestil afhængigt af, hvilken klasse du møder - noget jeg ellers frygtede lidt på forhånd. I stedet handler inddelingen mere om at støtte sine medspillere. Eksempelvis betyder Sabrask-respawns, at dine holdkammerater automatisk får genopfyldt ammunition, mens Meridian-respawns gør, at du healer hurtigere. Det er en smart måde at skabe variation og dybde uden at udelukke nye spillere, der endnu ikke kender klasserne og derfor automatisk ville havne bagud - som det tit sker i Valorant eller Apex Legends.

Den tredje store nyhed er, at banerne denne gang er mindre vertikale og bredere, fladere. Den grundlæggende bane-arkitektur er mere Call of Duty og mindre Halo, så at sige - hvilket ifølge udviklerne skal gøre spillet mere tilgængeligt for nye spillere. Jeg forstår tanken, men jeg kan ikke lade være med at savne de høje, rummelige baner, hvor man sprang mellem etager. Det var delvist det, der gjorde forgængeren til sådan en anderledes actionoplevelse. Mange af de nye baner (der er 15 i alt) føles denne gang en smule fantasiløse, og at skyde portaler bare for at kunne hoppe fremad i en lavloftet korridor er naturligvis ikke lige så spændende som at kaste sig mellem etager 100 meter oppe i luften.

Den bedste del af det her spil er følelsen, når man skyder og hopper/glider hen over gulvet. 1047 Games har fulgt Jason Jones' klassiske mantra fra udviklingen af Halo: Combat Evolved og finpudset våbenfølelsen, skudkadencen kontra bevægelseshastigheden, og den belønnende, lækre Starsiege Tribes-hoppefornemmelse så godt, at jeg uden tøven vil kalde spilfornemmelsen for den bedste i genren lige nu. Hvert eneste våben føles tungt og kraftfuldt med lige tilpas rekyl til, at man skal koncentrere sig - men aldrig så meget, at det bare larmer og ryster som i Insurgency: Sandstorm. Bevægelsesmønstret og løbetempoet er fintunet helt perfekt, og kontrasten mellem hvor voldsomme våbnene er, og hvor roligt sprinten føles, giver stærke Halo-vibes - på den bedst tænkelige måde.

Æstetikken er også flot, præcis som i forgængeren. Portalerne - og den måde, de ser ud på (den ene er orange, den anden lyseblå) - er taget direkte fra Valves Portal-spil, mens resten minder meget om Halo. Faktisk er angrebsriffel-modellen, raketkasteren og et af snigskyttegeværerne direkte kopier af UNSC-våbnene fra Halo, hvilket jeg ser som en hyldest snarere end tyveri - og noget, der er nemt at holde af for en Halo-fan som mig selv. Banerne er farverige og pæne med præcis den rigtige slags sci-fi-design. Det er 85 % Halo 4 og 15 % Apex, rent æstetisk - og det er bestemt ikke dårligt. Teknisk set er Splitgate 2 dog ikke lige så imponerende; det meste ligner grafik fra sidste generation, især teksturerne og effekterne fra de tungere våben. Lyden er til gengæld rigtig god. Lydeffekterne er mægtige og fyldige, og directional sound fungerer godt - selvom det indimellem går galt, fordi udviklerne har tilføjet baggrundsjubel fra publikum på visse baner, hvilket ødelægger evnen til at høre, hvor fjendens skridt kommer fra. Det håber jeg, 1047 retter i en kommende opdatering.

Splitgate 2 er godt, ingen tvivl om det. Hvis det første spil var en blanding af Halo 3 og Portal, så er toeren en fusion af Halo 4 (inklusive Ordinance og Perks) og Portal, med et skvæt Apex smidt ind i sidste øjeblik. Våbenfornemmelsen og gameplayet er tæt på perfekt, der er masser af variation og indhold - især taget i betragtning af, at det er helt gratis. Jeg bryder mig dog ikke om Battle Royale-delen, hvor de skiftende områder og stormen, der glider ind ud af det blå, forvirrer et allerede rodet koncept. Her burde 1047 bare have bygget en flot bane, en klassisk storm og kastet 100 spillere ind - i stedet for at forsøge at innovere i en genre, der ikke har brug for mere innovation lige nu.

Jeg kommer helt sikkert til at spille det videre og håber, at de ekstremt dyre bundle-pakker bliver justeret prismæssigt, og at de kommende baner igen får lidt højde. Udover det og en overflødig Battle Royale-del er det nemt at konstatere, at Splitgate 2 har fundet sin egen vej - selvom det i bund og grund bare har lånt de bedste dele fra konkurrenterne.