For 4 millioner år siden ramte en meteor planeten Deegoo. Med sig bragte den en mikroskopisk celle. Dette er ikke udsædvanligt, da det sker overalt omkring os, men netop denne celle var sejlivet. Inden for forholdsvis kort tid havde organismen udviklet sig til et landlevende væsen, den primitive Tyrannos Vulgaris. Og så gik det stærkt.
Spore ligner kulminationen af alle spilskaberen Will Wrights tidligere projekter: Sim City, Sim Earth, Sim Ant og naturligvis pengekoen The Sims. Intet andet spil har nogensinde sat sig for at beskrive et væsen fra den første levende celle til en rumrejsende race. Derfor kunne man også have tilgivet Will Wright, hvis han havde kløjes i projektet.
Spillets første fase er den mest enkle. Som en lidt mindre stilren udgave af flOw skal man guide sin lille organisme rundt i ursuppen, spise sig større og optjene nye kropsdele, som finner, horn, bioelektriske celler og munddele. Det fungerer ganske glimrende, og præcis som i flOw er det en ganske fortryllende oplevelse at se et kæmpemæssigt væsen i baggrunden og vide, at man på et tidspunkt er større end det. Og med en levetid på omkring en halv time, når Celle-delen aldrig at overskride sin besøgstid eller blive kedelig.
Tyrannos Vulgaris viste sig i starten at være en ekstremt aggressiv kødæder, der udryddede racer til højre og venstre. I takt med at den udviklede sig, blev den dog mere socialt anlagt. Den allierede sig med fremmede racer og brugte i stedet energi på at udvikle sin hjerne. Snart var det Tyrannos Erectus.
Spore er meget pædagogisk bygget op, og hvert udviklingstrin byder på nye funktioner. Således introducerer Creature-fasen basal interaktion racerne imellem. Ved hjælp af sang, dans og spøjse fagter kan ens væsen gøre sig gode venner med andre racer. Eller også kan man bruge næb, tænder og kløer til at kæmpe sig til tops i fødekæden. Ens valg har indflydelse på væsnets udvikling. En planteæder har større chance for at blive pacifistisk end barbar, men dette er ikke fastlåst. Og bortset fra dette har ens valg ingen yderligere konsekvenser, idet du vil optjene DNA-points, Creature-fasens møntenhed, og nye kropsdele ved at opfylde spillets små delmål, som "Udryd Balooga-arten. Dræb fem Baloogaer" eller "Alliér dig med Duband. Dans for 3 Dubænder".
I forbindelse med kreationen af sine væsner må man dog også acceptere spillets første rigtige skønhedsplet. Det er stort set umuligt at lave væsner, der ikke er nuttede, og således kan hele affæren godt blive en kende sukkersød. Og hvor underholdende kreationen af væsnerne end er, og hvor mange fantasifulde skabninger den end lukker op for, er den ikke helt perfekt. Det er umuligt at lave asymmetriske væsner, og de procedurale bevægelser kan godt være voldsomt hakkende, hvis ens væsen er for bizart. Det er bestemt til at leve med, men ikke desto mindre lidt ærgerligt.
Allerede i Creature-fasen kan man komme ud for underlige begivenheder. Midt i en charmeoffensiv blev jeg pludselig afbrudt af et lysskær. En UFO drønede overraskende forbi, samlede et par andre væsner op for at forsvinde igen. Uden nogensinde at vise sig igen. Eller da jeg under en vandring til en ny rede måtte tage ly for en massiv meteorregn. Sådanne historier er Spores ultimative kendetegn, og de bliver kun flere, efterhånden som du graver dig ned i spillet.
Med den større hjerne fulgte et reelt samfund. Ved at jage dyr og fange fisk kunne, hvad der nu må kaldes Tyrannos Habilis, lægge de første mursten i civilisationens store tårn. Men Habilis var ikke den eneste race, der havde udviklet sig så meget, og konkurrencen var værre end før.
Spore er ikke uden humor. Derfor vil jeg heller ikke afsløre mere om overgangen fra dyr til stamme, end at ordene "Also Sprach Zarathustra" er relevante.
Med overgangen til stammefasen siger man farvel til udvikling af væsnet og velkommen til design af væsnets samfund. Man kommer således til at finde ud af, om man vil være diplomatisk eller en primitiv Ghengis Khan. Desværre er denne del ikke helt så dyb, som man kunne ønske. Det er hurtigere og nemmere at alliere sig med andre stammer, end det er at udrydde dem fra planetens overflade. Det er i øvrigt også utroligt, at rivaliserende stammer lader sig bestikke med en frugtkurv og lidt eksperimentel dans, efter at man har dræbt deres høvding og forsøgt at brænde deres usle lille klynge hytter til aske. Således kan denne fase overstås hurtigere, end hvad godt måske er.
Man får desværre heller ikke lov til lege særlig meget med den store designsandkasse i denne omgang. Det drejer sig kun om at klæde væsnerne på. I den forbindelse er udvalget af beklædningsgenstande i øvrigt en smule begrænset. Menneskelignende masker, lændeklæder, bastskørter og lignende virker ikke som noget en firbenet, treøjet dinotingest ville lave eller iklæde sig, med mindre det var fastelavn.
Som den dominerende art på Deegoo var det nemt for Tyrannos at udvikle sig yderligere. Stammens gamle lerklinede hytter blev nedlagt til fordel for store byer. Med opfindelsen af forbrændingsmotoren lykkedes det samtidig for en fraktion af Tyrannos at underlægge sig hele planeten.
Spore kan uden at rødme godt blive betegnet som "Den ultimative sandkasse". Med åbningen af civilisationsfasen får man flere værktøjer til rådighed end nogensinde før. Du får frie hænder til at lave rådhuse, huse, underholdningsbygninger, fabrikker, biler... ja, stort set alt. Målet med denne fase er at erobre hele planeten, og dette kan gøres på tre måder. Du kan sønderbombe andre byer og tæve folk til underkastelse. Du kan bruge enorme hologrammer til at hjernevaske befolkningerne i andre byer til netop din forkvaklede religion, eller du kan bruge den gode gamle kapitalisme til at købe dig til magt og ære. Sidstnævnte metode viser sig at være den nemmeste, da den faktisk ikke kræver hverken masseproduktion af militære eller religiøse køretøjer.
Samtidig skal du sørge for at erobre krydderiminer, der giver kolde kontanter, samt placere bygninger i byerne, således at den er effektiv og giver tilfredse indbyggere.
Men selvom det faktisk er meget sjovt at invadere sine naboer på forskellig vis, så er det sjoveste faktisk de timer(!) der bliver brugt på at rode med de forskellige editorer. Selvom der er en vis charme ved at se, om man nu kan lave et stærkt fallisk luftfartøj (det kan man) eller et hus, der ligner en muffin (det kan man også), er det sjoveste faktisk at prøve at skabe en unik stil og prøve at bruge den overalt. Man kan bruge oceaner af tid på at bikse med bygninger og forsøge at lave den perfekte X-Wing-jager.
Med det trekantede rumfartøj Executor trådte Tyrannos ind i rumalderen. Kun fremtiden vil vise, hvad dette bringer med sig...
Med sidste fases indtræden i arenaen, viser Spore endelig, at det har lidt mere under kølerhjelmen end blot et sæt vanedannende editorer og et par gemene stikirenddrengsmissioner. Med kommandoen over et rumskib, du naturligvis selv har bygget, kan du endelig få lov til at lege. Bare første gang du, stort set uden loadetider, letter fra din planet, når solsystemet og fortsætter ud i det ydre rum, kan man godt være en smule åndeløs. Med et par fine våben og naturligvis den obligatoriske "tractor-beam" kan du få lov til at fise omkring i rummet og være ædel som James T. Kirk eller ondskabsfuld som en 8-årig knægt med et brændeglas og en myretue.
Hvad siger du til at farve alle oceaner på en planet skrigende pink, hæve temperaturen, således at planetens biosfære er bæredygtig, eller naturligvis fremmane en meteorstorm og forvandle overfladen til slagger. Begge tilgange er mægtigt tilfredsstillende og med den overflod af væsner, du kan støde på, er der masser at lave i Rumfasen.
I forhold til de andre faser er Rum-fasen faktisk voldsomt kompliceret. Adskillige racer konkurrerer om din opmærksomhed, nogle vil være venner med dig, andre vil udslette dig. Din hjemplanet ønsker at udvide, så du skal kolonisere andre planeter. Der er relikvier fra fortiden, der skal findes, alliancer, der skal smedes, og masser af krydderier, der skal sælges.
Spore er kort sagt et meget ambitiøst spil, og spørgsmålet har hele tiden været, om Will Wright ville lykkedes. Svaret må være "I det store hele er projektet lykkedes", da spillet immervæk ikke kan siges at være perfekt.
Foruden de allerede nævnte kritikpunkter kan de forskellige faser godt føles en tand overfladiske. Selvom jeg personlig ikke er den store fan af The Sims konstante overvågen af ens beboeres tissetrang med videre, så savnede jeg en smule mere dybde i stamme- og civilisationsfaserne. Lidt mere Simcity havde ikke været dårligt. Hvor sjovt det end er at lave rumskibe, bygninger og så videre, og tro mig; det er fantastisk sjovt, så mangler der ligesom lidt, der kan gribe en inden rumfasen.
Ikke desto mindre bør Spore prøves af alle, der har været fascineret af Will Wrights tidligere spil. Der er en faderskabsfølelse over at skabe et væsen på skærmen, og det er ikke uden stolthed, når ens væsen tager det første af mange skridt ind i rumalderen.